“Der skal findes en langsigtet løsning for Den Forberedende Grunduddannelse”

Regeringen fremlægger akutplan for FGU i løbet af august - S-ordfører træt af SF-melodi
Den socialdemokratiske regering vil i løbet af august fremlægge en redningsplan for Den Forberedende Grunduddannelse (FGU), som er hårdt ramt af faldende elevtal og skrabet økonomi.

Det oplyser børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

“I juni har regeringen tilkendegivet over for partierne, at vi vil fremlægge en plan for FGU inden udgangen af august,” skriver ministeren i en kommentar på Twitter.

Ministeren kommenterer en artikel i onlinemediet A4 Uddannelse, hvor rubrikken lyder: “SF finder flertal uden om regeringen om akutplan for FGU”.

I artiklen oplyser SF’s børne- og undervisningsordfører, Jacob Mark, at hvis ikke regeringen handler nu, så er støttepartiet klar til at kaste en redningskrans ud til FGU-skolerne:

“Jeg ønsker at have Socialdemokratiet med. Historisk har jeg haft et godt samarbejde med dem. Men FGU er gået i glemmebogen, efter at Socialdemokratiet har fået regeringsmagten. Det var en stor sag for statsministeren at få flere unge og især sårbare unge i uddannelse, men man får hurtigt indtryk af, at toppen af Socialdemokratiet ikke ved, hvad FGU er. Den institution er jo netop til for at give sårbare unge gnisten tilbage på skolebænken,” udtaler Jacob Mark.

Minister: “Overdramatisering”

Men den redningskrans er allerede ved at blive kastet, konstaterer børne- og undervisningsminister Rosenkrantz-Theil og understreger i den forbindelse, at regeringen allerede i juni lovede at fremlægge en akutplan for FGU i løbet af august - og føjer så til:

Så det er vel lidt af en overdramatisering

“Så det er vel lidt af en overdramatisering at sige, at regeringen er kommet i mindretal. Jacob Mark kræver jo bare det, som allerede er virkeligheden.”

Socialdemokratiets børne- og undervisningsordfører, Jens Joel, er lidt træt af SF-melodien:

“Jacob Mark sparker en åben dør ind. Ministeren lovede i juni et opfølgende møde umiddelbart efter sommerferien. Så SF-melodien er lidt noget pjat. Jeg og Socialdemokratiet ønsker, at der skal findes en langsigtet løsning for Den Forberedende Grunduddannelse. Jeg er lige så utålmodig som SF,” siger Jens Joel til Netavisen Pio.

Jeg er lige så utålmodig som SF

Han finder det positivt, at SF og andre partier - akkurat som regeringen - efterlyser en langsigtet og bæredygtig løsning for FGU:

“Det er der i den grad brug for”.
 

Den forberedende grunduddannelse


Den forberedende grunduddannelse (FGU) er for unge under 25 år, der har brug for et samlet uddannelsestilbud efter grundskolen for at blive klar til en erhvervsuddannelse, gymnasial uddannelse eller beskæftigelse.

FGU er udviklet til at rumme unge med forskellige forudsætninger, ønsker og behov. Fælles for de unge er, at de har brug for en ny vej for at komme i erhvervsuddannelse, gymnasial uddannelse eller beskæftigelse. Nogle skal have løftet deres faglige niveau, så de opfylder adgangskravene.

FGU skal udvikle og styrke faglige, personlige og sociale kompetencer hos unge under 25 år. Målet er, at de unge hurtigst muligt kan komme i ungdomsuddannelse eller job.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Er FGU ikke bare en SU-printer for alverdens fjernmigranter og kulturfremmede?

Kære “Peter Jensen”: Er det ikke bare en autokommentar fra en BlåBlok-Troll der ikke har gider sætte sig ind i sagen.

Fakta er at FGU, for mange unge, er den bedste mulighed for at blive afklaret og vinde fodfæste på en uddannelse.

Samtidigt har det samfundsøkonomisk vist sig at være en samlet gevinst, hvor FGU-forløb mindsker risikoen for efterfølgende uddannelses -rafald

Derudover får FGU-elever ikke SU, men skoleydelse, hvor de bliver modregnet fra fravær, ligesom de ikke har de samme muligheder for at arbejde ved siden af for at supplerer

FGU = Folketingets Glemte Unge // Folketingets Glemte Undervisere // Folketingets Glemte Uddannelse

Annonce