Annonce

Charmerende og skæv science fiction "langt fra alfarvej"

Med UFO-western-filmen ‘Nope’ viser ung instruktør, at han er en af USA’s mest originale og vittige instruktører.
Foto: Universiel
Der er både cowboys og aliens i filmen 'Nope'
Instruktør Jordan Peele er med sin blot tredje spillefilm blevet en af den slags instruktører, hvis navn filmselskabet placerer med store typer på plakaten som et stykke markedsføring i sig selv.

Hans debutfilm var ’Get Out’, en slags horror-udgave af ’Meet The Parents’, der samtidig cementerede ham som en afroamerikansk auteur på niveau med Spike Lee. Mindst. Også efterfølgeren, home invasion-thrilleren ’Us’, skabte en vittig, men også foruroligende parabel om et opdelt USA.

Med ’Nope’ går Jordan Peele nye veje. Det er en science fiction-film, der henter sin inspiration i høj grad hos tidlig Steven Spielberg, ’Stranger Things’ og M. Night Shyamalans blanding af sci-fi og horror i en film som ’Signs’. Ret originialt har filmen også et element af western; et genremiks jeg ikke mindes at have oplevet siden’Cowboys & Aliens’ fra 2011.

Otis Junior (Daniel Kuluuya, en genganger fra ’Get Out’) rider heste til for at de kan optræde i Hollywood-film.

Haywood Hollywood Horses er et familieforetagende med rødder langt tilbage i filmhistorien, hedder det sig i filmen.

Det har han gjort siden han var en stor dreng på ranchen sammen med sin far, Otis Senior (Keith David). Ved filmens begyndelse dør faderen på mystisk vis, da projektiler fra himlen rammer ham, mens han sidder på en af deres heste.

Et ondt mirakel

Nu må Otis Junior, OJ, videreføre den stolte ranch sammen med sin mere retningsløse lillesøster, Emerald (Keke Palmer) og forsøge at finde sig til rette på filmsets blandt ulidelige filmfolk.

’Nope’ er på mange måder en blockbuster lige efter Hollywood-drejebogen om en ydre spektakulær fjende, der skal overvindes.

Men Otis Junior får hurtigt færten af, at faderens død var det, som han kalder et ”ondt mirakel”: Der er noget paranormalt og kæmpestort på færde ude under den åbne himmel, og med hjælp fra tech-nørden Angel (Brandon Perea) og filmfotografen Antlers Holst (Michael Wincott) vil de forevige UFO-fartøjet oppe bag skyen, sådan at de kan opnå penge og berømmelse. Og måske endda komme i audiens hos Oprah Winfrey.

’Nope’ er på mange måder en blockbuster lige efter Hollywood-drejebogen om en ydre spektakulær fjende, der skal overvindes.

De hvide mænd udgør her ikke et tyranni og en fjendtlig fremmed race i samme grad som i ’Get Out’, men blot sidekicks, der hjælper historien sikkert i mål.

Men ’Nope’ har som i de første film sine charmerende, ukuelige og ret uimponerede hovedpersoner, der stadig gør det her til en afsidesliggende genrefilm med sine egne krumspring og mærkelige digressioner.

Abe amok

Her er også en besynderlig sidehistorie om en sitcom omhandlende en elskelig familieabe (forestil dig ’Alf’ som en chimpanse i stedet for et rumvæsen), hvor en af aberne går amok på settet og nedslagter skuespillerne, der lægger krop til kernefamilien.

Steve Yeun spiller den voksne udgave af børneskuespilleren Ricky, der som den eneste på settet  overlever massakren og han lever nu blandt andet på denne tvivlsomme berømmelse.

Flashback-scenerne fra det blodindsmurte TV-studie er uhyggelige nok til at virke som hentet fra en helt anden, og meget grummere, film.

Ricky er den eneste, der overlever abe-massakren, men hans rolle og relation til hele UFO-historien forbliver en anelse uklar, uagtet at han også køber heste af Haywood Hollywood Horses.

Det er indslag fra Rickys aggressivt overfladiske western-forlystelsespark, der er med til at give filmen sin skæve egenart, og det er da også her, at gæsten fra det ydre rum for første gang virkelig viser sit sande jeg.  

Den menneskesultne UFO ligner mere en smuk avanceret drageflyver end en stor skrotbunke som i eksempelvis ’Independence Day’.

Det er beundringsværdigt, hvordan Jordan Peele, der både er krediteret som producent, instruktør og forfatter, har valgt at gå efter less is more UFO’en i filmens finale er næsten som et abstrakt kunstværk placeret inde i filmen.

Således er der delelementerne ofte dragende og fascinerende, men Jordan Peeles tredje film hænger dårligere sammen end de første to.

Mangler twists og politisk bid

’Nope’ er hans mindst interessante film, der er ikke latterkvotient og sammenspil som i ’Us’, hvis familie man hurtigt kom til at holde af.

Karaktererne bliver holdt lidt ud i armslængde, og som familieportræt af en afroamerikansk familie i periferien af Hollywoods drømmemaskine virker filmen uforløst.

Fotografkarakteren Antlers Holst med den dybe røst når ikke rigtigt at blive det bekendtskab, filmen ellers lægger op til, han skal blive.

Den teknologisk kyndige Angel, der arbejder i en amerikansk pendant til Elgiganten, er en skøn type, som jeg ville gerne ville have lært endnu bedre at kende.

Jordan Peele kan skrive vidunderlig dialog og fremmane lige så vidunderlige karakterer, men her forbliver de mest rekvisitter i den spektakulære duel imod den paranormale fjende.

Den får aldrig samme overraskende twists eller det samme milde, men insisterende politiske bid som i Jordan Peeles første film.

Selv når han laver noget mere genre-lydigt og forudsigeligt forbliver en film som ’Nope’ ikke desto mindre vindskæv og langt fra alfarvej.

Med denne tredje film kan man konstatere, at selv en moderat skuffende Jordan Peele-film stadig er bedre end meget andet filmisk metervare, som man indtager sammen med popcorn og sodavand.

placeholder

’Nope’. Spillefilm. Instruktion: Jordan Peele. Medvirkende: Keke Palmer, Daniel Kuluuya, Steven Yeun. Spilletid: 130 min. Premiere i danske biografer 18. august

Henrik Reinberg Simonsen (f. 1978) er kommunikationskonsulent og freelancefilmanmelder


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jordan Peele laver super gode film. Glæder mig til Nope.

Viste du i øvrigt, at hvis du stabler alle Coca-Cola flasker oven på hinanden, som fremstilles dagligt ville de nå ud til månen. Efter bare 400 dages produktion ville stablen nå solen i en afstand på 150.000.000 kilometer. Coca-Cola tog plastflasken i brug i 1978, for 44 år siden. Og tager du samtlige Coca-Cola plast flasker nogensinde fremstillet når stablen 6.600.000.000 kilometer ud i rummet. Det er ud over vores solsystem. Og så er det bare Coca Cola plasker. Hvad nu, hvis resten af den menneskelige produktion blev stablet med over på... Thjaaa.

Nå ja. Glæder mig til Nope.