Det er forfatterens længste roman. Lidt over 700 sider. Men det er som om, at teksten bærer dig fremad, at siderne nærmest vender sig selv, fordi sprog og handling flyder så jævnt.

Måske jeg havde den oplevelse, fordi jeg er vant til hans sproglige vendinger og idémæssige univers. Måske ikke. Umiddelbart vil jeg tro, at alle læsere vil have omtrent samme oplevelse, fordi Houellebecqs sprog aldrig er opstyltet eller forfladiget, Det er en underlig og særpræget kombination, og det kendetegner hans stil.

Romanens titel er ‘Tilintetgøre’ og den er valgt med omhu.

Syder og bobler af et sort satirisk blik på samtiden.

Alligevel har hele kultureliten, der knuselsker ham, hinsides de sædvanlige, politiske skel mellem højre og venstre, betegnet romanen som forfatterens mest positive roman, hvor kærligheden sejrer over forfatterens sædvanlige misantropi og livslede.

Det med at besejre livsleden er nu ikke så svært endda, når det kommer til Houellebecqs mange romaner, der syder og bobler af et sort satirisk blik på samtiden.

At se glimt af håb og tro i hans litterære univers, er som at se lys for enden af en tunnel.

Kontroversiel

Michel Houellebecq fik sit litterære gennembrud i 2001 med romanen ‘Platform’ der handler om sexturisme, der samtidig udsættes for et islamistisk terrorangreb.

Sexturismen blev fremstillet af Houellebecq som et løsen imod vestens depraverede og næsten forvitrede kønsrollemønstre, hvor manden lider under manglende accept, og kvinderne ikke længere gider at bekræfte dem.

Det var selvfølgelig en provokerende måde at fremstille fænomenet på.

Fremstillingen af islamismen, der direkte angriber det seksuelle frisind, provokerede nok til at romanen blev kritiseret for at være islamofobisk, og her begyndte den første officielle bølge af retssager imod Houellebecq, idet en lang række organisationer sagsøgte ham.

Underkaster sig en blød form for sharia, og anerkender det gode i, at man nu har ret til flerkoneri

Men Houellebecq vandt over dem alle, og det blev understreget, at ytringsfrihed og kritik af religion var lovsikret i Frankrig.

Kritikken af islamismen toppede i hans roman, Underkastelse (2015), der udkom samme dag som satiremagasinet Charles Hebdo i Paris blev angrebet af islamister, hvor adskillige blev myrdet og såret.

Michel Houellebecq var på forsiden af magasinet samme dag, og her blev han hyldet som en “samtidsprofet”.

Underkastelse er en fremtidsroman, der foregår i år 2022, hvor det førende venstrefløjsparti har dannet alliance med et islamisk parti, for at dæmme op for Marine Le Pens islamkritiske parti.

Med skarp satire hudfletter Houellebecq den franske og europæiske defaitisme, hvor hovedpersonen langsomt, men sikkert, underkaster sig en blød form for sharia, og anerkender det gode i, at man nu har ret til flerkoneri og et godt job på universitet, hvis blot man konverterer til islam.

Vestens idémæssige forfald

I en af de mange skriverier, som Michel Houellebecq har forfattet, beskriver han en lille by i Frankrig, hvor myndigheder har ansat de ældre til at spille petanque, en klassisk fritidssyssel, som tidligere var meget udbredt i landet.

De skal spille dette spil, når busser med turister gæster regionen, for at skabe en “autentisk” oplevelse af det sande franske. Set med Houellebecqs øjne er det et symbol hvor ilde det står til med den franske og europæiske kultur.

Hans kritik af islamisme og manglende integration må og bør ses i forbindelse med hans andet store emne i alle hans romaner: Vestens forfald og tab af sande, autentiske værdier.

De melder sig ind i alternative, religiøse bevægelser, eller de ender som livshadere

Og det er dette værditab, og de reaktioner, der udspringer af selvsamme, der er grundtemaet gennem hele forfatterskabet.

I en tid, hvor religion, tradition og seksuelle drifter forvitrer inde for de traditionelle rammer, dvs. den klassiske parforholdsstruktur, der reagerer mange helt utroligt kreativt og, ja, vanvittigt.

De oplever enten helt at tabe lysten til sex, eller finder andre, mere vilde måder at få deres lyster tilfredsstillet på. De melder sig ind i alternative, religiøse bevægelser, eller de ender som livshadere, der ikke kan finde værdi i noget som helst.

Dette grundtema har vist sig at være særdeles effektivt, og det er selvfølgelig også grunden til at så mange verden over betragter Michel Houellebecqs forfatterskab som kontroversielt men samtidig også diagnostisk rammende og vigtigt at forholde sig til.

Tilintetgøre

Tidligere har Michel Houellebecqs romaner handlet om midaldrende mænd, der har det svært med seksualiteten, som har mistet livslysten, samtidig med at parallelle historier har drejet sig om andre personager, der netop har tyet til alternative kulte og seksuelle adspredelser.

Det nye i Tilintetgøre er, at den centrale hovedperson i fortællingen godt nok har samme, altoverskyggende negative holdninger til samfundet og de forvitrede værdier, men alligevel synes at fungere rimelig godt.

Dybt inde i hovedpersonen, ser det bestemt ikke godt ud.

Gennem romanen får han mere styr på sit privatliv, og en art positiv kærlighedsfortælling synes at tone frem på siderne.

Men udenom selve fortællingen, og dybt inde i hovedpersonen, ser det bestemt ikke godt ud.

En ond cirkel synes at tone frem, og Europas skæbne ser ikke lovende ud. Igen har Michel Houellebecq spundet et spind af håbløshed ud over hele fortællingens horisont.

Helt konkret handler romanen om embedsmanden Paul, der arbejder for Frankrigs præsidentkandidat. Samtidig rammes landet af en terrortrussel, og Pauls familieliv ligger i ruiner. Fortællingen er igen henlagt til fremtiden, nærmere bestemt 2027.

Sort og deprimerende med et glimt af håb

Vi får fremvist et Frankrig, der endnu er plaget af islamisme, af terror, af trostab og alternative kulte, af voldsom, uretfærdig nepotisme, af et sundhedssystem, der ikke fungerer, hvor de gode taber og elimineres, og hvor det politiske system i det hele taget er kynisk og ligeglad med migranters og arbejdsløses skæbne. Det er, ærlig talt, et meget sort og deprimerende blik på tiden.

Men, som sagt, der er glimt af håb, der er baseret på kærlighed, og det har fået alle anmelderne til at udbasunere, at Michel Houellebecq har forandret sig til det bedre.

Det er bare ikke sandt. Mere kan jeg ikke sige om det, for ellers ville jeg plotspoile. Men faktum er, at hvis kærligheden virkelig er så stærk i romanen, som anmelderne beskriver det, så er det fordi de ikke registrerer, hvad der sker med alle andre, end hovedpersonen Paul og hans kone Prudence.

Det er faktisk ikke overraskende, at den skælmske og stærkt satiriske forfatter og samtidskritiker ender med at skrive en roman, hvor hans mange intellektuelle fans fra den kulturelle overklasse bliver hudflettet, uden at de selv er i stand til at opdage det. Det er faktisk bare genialt, hvis jeg selv skal sige det. Det lå ligesom i kortene.

Gør det med så spids en pen, der rammer ens lattermuskler

Men læs nu denne fremragende bog, der er mindst ligeså god som alle de andre værker, Houellebecq har beriget os med. Og læg så mærke til, hvorledes denne mere forsonende og tilsyneladende mere kærlighedsprægede fortælling måske bjergtager dig som læser, samtidig med at det hele, igen, går ned og forgår i kynisme, i ondskab og ødelæggelse.

Det er altid at svært at tale positivt for noget, der faktisk er så sortsynet. Men det healende og forfriskende er netop, at Michel Houellebecq blotter så meget sandfærdigt, og samtidig gør det med så spids en pen, der rammer ens lattermuskler så sært og så direkte.

For mig at se, er det Michel Houellebecqs bedste bog, fordi det her er lykkedes for ham at narre de privilegerede kulturkendere, der kan identificere sig med hovedpersonen, og derfor overser hvor galt det i virkeligheden står til. Det er en meget stor bedrift.

Og så hænger det hele faktisk mest alt sammen med et velvilligt blowjob. For sådan er det nu engang med Michel Houellebecq. Det er i hvert fald ikke det nye ved denne roman. Det er snarere reglen, end undtagelsen i Houellebecqs univers.

Michel Houellebecq: Tilintetgøre. 715 sider. Oversat af Niels Lyngsø. Vintens Forlag, 2022.