En aften for nogle dage siden sad jeg hjemme og tænkte store og dybe tanker. Det er jo altid en god ide, men denne gang var anledningen, at jeg næste dag skulle være gæst i podcasten Vild Historie. Emnet var Store Nordiske Krig og pesten i København 1711. Den slags ender altid med et spørgsmål om dengang og nu, pesten i 1711 og covid-19 i 2020.

Hvad kan vi lære af det her? Er der nogen sammenhæng? Mine tanker den aften kredsede om den stærke stat. Var det enevældige Danmark 1711 en stærk stat? Er vore dages Danmark en stærk stat? Hvad er en stærk stat egentlig? 

Det var en udmærket session, og værterne Simon Ankjærgaard og Tommy Heisz er vidende og kompetente. Jeg kan kun anbefale deres podcast. Men bagefter tænkte jeg videre over den stærke stat, og hvad der egentlig definerer en stærk stat.

Hvis statens kerneydelse er at sikre ydre grænser, så er der ingen tvivl om, at den danske stat i de første årtier i 1700-tallet var en meget stærk stat. Den kunne føre krig i 11 år fra 1709-1720, danmarkshistoriens længste krig. Holde store hære i felten og store flåder i søen. Med et ret lille administrationsapparat kunne den mobilisere et meget fattigt samfunds ressourcer i en grad, som næppe er set før eller siden i danmarkshistorien.

Slaget ved Helsingborg

Lad mig give blot et enkelt eksempel. Den 10. marts 1710 blev en dansk hær på 15.000 mand afgørende slået ved Helsingborg. Halvdelen af hæren blev reddet hjem, uden våben og heste. Et år senere havde man stablet en ny hær på benene, med våben, udstyr og heste.

I 1711 ramte pesten Helsingør og København, og 23.000 af Københavns indbyggere faldt som pestens ofre. Det var 1/3 af byens indbyggere. Og så i sommeren 1712 invaderede og erobrede den nye danske hær på 15.000 mand den svenske provins Bremen i Nordtyskland. Og det med en fattig befolkning på under en million mennesker i Danmark, Norge og hertugdømmerne samt det løse rundtomkring i verden.

Vi skruer tiden 310 år frem. Det endeligt rigere Danmark med næsten 6 millioner indbyggere kan ikke stille en panserbrigade på 4.000 mænd og kvinder i 2024, som vi ellers havde lovet Nato i 2018. Efter seks år! Brigaden har ikke luftforsvar, hvilket gør den ubrugelig, de nye våben skal integreres, og det tager tid, lang tid.

Nu har forsvaret heller ikke ammunition. Danmark havde en eneste ammunitionsfabrik, som blev lukket, for den var der jo ikke mere brug for, og den spanske eneleverandør har brudt kontrakten, og nu skal forsvaret købe, hvor der ellers er noget at få på det fri marked. Jeg ved ikke, hvilke genier, som traf beslutningen om at lukke fabrikken og arbejde med eneleverandør og et just in time princip på forsvarets ammunition. De samme, som syntes, at der uden konsekvenser kunne spares 1.000 stillinger i skattevæsenet?  

Leverer ikke varen

Den danske stat er meget stor, og dyr er den i hvert fald. I nødsituationer som en epidemi kan den faktisk reagere effektivt. Men stærk? Well, på sin egen bløde feminine og mildt kvælende måde har den næsen i alt, om det så er børnenes madpakker, som skolelærerne kontrollerer for at se, om ulydige forældre har sneget noget sukkerstads ned i den.

Men stærk som i 1711? Nej. Hvis nu en stats kerneydelse er sikkerhed mod ydre fjender, så leverer den danske stat ikke varen. Hæren på nogle få tusind mænd og kvinder har ikke ammunition, materiellet er nedslidt, landet har ikke noget missilforsvar og luftforsvar, de meget avancerede fregatter kan till nød beskytte sig selv, og ubådene er nedlagt. De havde ellers været meget praktiske efter ødelæggelsen af gasledningerne i Østersøen.

Fortsættelse følger: Valget, globaliseringen fremtiden og den stærke stat.