Ib Michaels nye erindringsbog, ”Logbog ved rejsens afslutning”, tager os tilbage til hans formative år som forfatter. Det er genfortællinger af historier, der allerede er noteret og nedskrevet i mange af hans bøger, men Ib Michael anskuer ikke narrative strukturer som lineære.

Og han evner altid at fravriste sin komplekse og hektiske livshistorie nye pointer og formationer.

Og denne gang handler det mest af alt om formative mennesker, dvs alle dem, der dengang og siden har præget hans livssyn og utallige erfaringer. Det er mere direkte erindringsfragmenter, end tidligere, dvs mindre fiktion og magiske historier, men samtidig intakt fortryllende, fordi de mange personligheder udgør et eventyr i sig selv, og fordi de lyser op på den danske kulturelle stjernehimmel.

De første rejser

Han begynder selvfølgelig som ung med de spæde rejser i Europa, hvor afsked og ankomst, erotik og fantasi igangsætter formationerne. Kort efter forenes han med Pi og får datteren Sita. Her får vi indsigt i den spirende antropolog og forfatters begyndende generationsoprør, hvor han bliver ansat på Gyldendals afdeling for leksikale registreringer, og siden indskrives på universitet for indianske sprog og kulturer.

Det erotiske og kødets lyst var for stærke kræfter

Vi er i sluttresserne og begyndelsen af halvfjerdserne, og vi møder nu de betydelige personligheder, såsom Per Kirkeby, Troels Kløvedal og de andre fra kollektivet Maos Lyst, samt alle dem, der strøg omkring Sofiegården på Christianshavn: Gasolin, Eik Skaløe og senere alle dem, der var med til at skabe den aktivistiske teatergruppe Solvognen.

Det tredje øje og afholdsfilosofien

Og her falder der mange historier af, der er interessante, som tidsbilleder, og som et nuanceret forfatterportræt. Ib Michael, der var besat af Maya-hieroglyffernes gåder, og som sad og oversatte disse, som yogi, hvor han ellers skulle holde fokus på den åndelige dimension, og fremelske “Det tredje øje”, via meditation og gennem cølibat, var allerede ved at revne af udlængsel.

Livet som afholdsmand var en mission, der var dømt til at mislykkes for Ib Michael. Han kunne ikke holde sig til den akademiske stils stivnede og snorlige vej. Læren om de oprindelige folks myter og fortællinger blev levende for ham, og det er denne nerve, der ligesom tændte ham.

Stærke kræfter

Og han kunne heller ikke holde sig på munkens afholdsvej. Det erotiske og kødets lyst var for stærke kræfter, og han og Pi’s veje måtte skilles. Det er mødet med indianerne, de psykedeliske stoffer, de andre eventyrere samt den fulde udnyttelse af den frie seksualitet, der viser sig at være de bærende og banebrydende støtter og piller i Ib Michaels kosmiske univers.

han skriver direkte, at han ikke frygter døden

Men han kunne heller ikke, ligesom datidens store hippieikon, Carlos Castaneda, der skrev bøger om et møde med en psykedelisk indianer, og som passede så godt ind i den spirituelle revolution, der dengang var under opsejling, skrive frit om syretrips og indre drømme.

For selvom mange betragtede disse bøger som sandfærdige, antropologiske studier, vidste Ib Michael godt, at de var det pure opspind.

Ib Michael ville selv møde de oprindelige folk i Mexico og siden i andre dele af Syd- og Mellemamerika og i resten af verden. Han ville også gå ad den psykedeliske vej, gennembryde virkeligheden i dens stivnede form, og dykke ned gennem myterne og se dem endnu levende, som sorte huller, i sit eget og andre menneskers liv.

Ikke en bagskid fra 68 og idoler

Logbog ved rejsens afslutning er en slags hyldest til disse formative mennesker, og det er samtidig en beskrivelse af hvorledes Ib Michael betragter livets efterår, hvis ikke vinter. I dag er han 77 år, og bogens titel refererer både til dem, der allerede er døde, og så til hans position i livet.

Hans erindringer om ungdomsårene, og vurderinger af denne periode, er ikke “bare en bagskid, der har varet siden 68”, ligesom Niels Skousen synger om.

Der er ikke megen bitterhed at spore, og han skriver direkte, at han ikke frygter døden, selvom han ved, at alle må dø alene.

Ib Michaels kosmologi og forestillinger om hvad kvantefysikken siger om tilværelsens mening og betydning, synes at forskåne ham fra beklagelige efterrationaliseringer, fortrydelser og den slags. Faktisk har han flere gange udtalt, at erindringerne bliver filtreret sådan, at det mestendels er de gode, som han trækker frem.

Ib Michael afskyr marxisterne

I bogen afslører han hvorledes den bevægelse, som guruen Swami Narayanananda var ikonet for, og som Ib Michael var så integreret i, senere blev udsat for en skandale, da guruen viste sig ikke selv at kunne holde fokus på “Det tredje øje”. Men derimod havde forgrebet sig på kultens kvinder, og som derfor måtte sendes tilbage til Indien, for at undgå en international skandale.

Og her sammenligner Ib Michael bevægelsen med Tvind-Skolerne og Mogens Amdi Petersen, der var datidens modsætning til denne, som den politiske retning i tiden. For begges vedkommende, er det for Ib Michael at se, blindgyder, hvor formative mennesker er skiftet ud med ophøjede idoler.

Det samme med den mere klassiske politiske tænkning. Ib Michael afskyr marxisterne, som han mener svigtede den drøm og den vision, han og hans udvalgte opdagede dengang og siden gennemlevede. Marxismen tilhørte den gamle verden og hans forældres generation.

I et med sin skæbne

Måske det også er derfor, at Ib Michael synes at virke så meget i et med sin skæbne og uden egentlig vrede over for samtiden og udviklingen siden tressernes eksperimenterende år.

Han har brugt hele livet på sin psykedeliske kærlighedsrejse, hvor han sammen med de udvalgte har allieret sig med de oprindelige folk og deres myter, rejst på verdenshavene, vandret gennem junglerne, besøgt isbjergene og drømt sig gennem æoner af tidsudsnit.

Hans farverige sprog og sprudlende fortælleglæde kan ikke rigtig overgås

Siden dengang, i de formative år, hvor han skrev om indianerne, om indtag af psykedelika og skrev som en anden gonzo-journalist, højst originalt og med en voldsom kraft, har han været en helt for de fleste drømmende unge, der ville rejse ud, væk og ind i andre verdener.

Og siden romanen ”Kilroy Kilroy” fra 1989, hvor de psykedeliske eksperimenter nedtones, og den magiske realisme som fortællestil opgraderes, og historierne bliver til selvstændige og egenhændige myter, der kan fange mange, mange fleres interesse, er Ib Michael blevet en af Danmarks allerstørste og mest læste forfattere.

Uden modhager

Og man forstår ligesom det hele. Hans farverige sprog og sprudlende fortælleglæde kan ikke rigtig overgås af andre danske forfattere. I hvert fald ikke i denne specifikke form. Hans store forfatterskab har altid været delvist biografisk, ofte næsten new journalism, og altid med en glæde og en rus, som kun meget få kan finde på at kritisere.

Men også i stigende grad uden modhager, uden negative slagsider, efterhånden som hans modkulturelle oprørsånd synes at fordufte, samtidig med at hans mere bredt anerkendte udtryksform som historiefortæller fik så voldsom en gennemslagskraft.

Men klar til kosmos, det er Ib Michael

"Logbog ved rejsens afslutning" er mere sådan et appendiks til hans andre skrifter, udfyldelse af sorte huller, og er netop interessante som sådan. Som når han afslører, at han var den første rytter, der, klædt ud som indianer, red ud på skrænten, 4. juli i 1976, i Rebild Bakker, mens Amerika fejrede sin 200-års fødselsdag og det hele blev tv-transmitteret direkte.

Her sad han, til hest og barmavet, sammen med de andre fra Solvognen, og fik vist amerikanerne, at han holder med de oprindelige folk. Det er en historie, som han måske, måske ikke, har fortalt tidligere.

For mig var det en nyhed, og sådan er det med ”Logbog ved rejsens afslutning”: anekdoter, der underholder, forklarer, illustrerer og slår ned i historiens gryde, hvor alting synes at blive skæbnesvangert og som skrives frem som netop det.

Ernesto

Gyldendal, hvor bogen er udkommet på, reklamerer naturligvis med, at den handler om Troels Kløvedal, Per Kirkeby og Peter Severin. Det giver sådan set ret god mening.

Men det vil være synd og skam at forbigå Ib Michaels livslange ledsagerske, indianeren og aktivisten, Ernesto, som han også nævner i ”Logbog ved rejsens afslutning”. Det kan og bør slet ikke undervurderes, hvor stor betydning mødet med Amazonas og mødet med det oprindelige folk har haft for Ib Michaels liv.

Ib Michael har skrevet sin nye bog i sin primitive hytte ved havet i Thailand. Her sidder han hver vinter og kigger ud på det glitrende havspejl. Her har han skrevet mange af sine romaner.

Og denne gang handler det altså om alle dem, der har stået ham så ufatteligt nært, som nu er gået bort, mens de andre, inklusiv ham selv, endnu har lidt af afslutningen tilbage.

Men klar til kosmos, det er Ib Michael under alle omstændigheder. Det er vistnok det, som det hele handler om.

Ib Michael: Logbog ved rejsens afslutning. Positioner. 319 sider. Gyldendals Forlag. Udkommer i dag.

Omslag: Leo Scherfig