Fagligt aktivt Wolt-bud fyret

”Jeg forstår ikke hvorfor, jeg er blevet opsagt,” siger Rasmus “Gazellen” Hjorth - Wolt Workers Group: Fyring af en fagligt aktiv
Foto: Søren Zeuth
Rasmus Hjorth, nu tidligere cykelbud hos budtjenesten Wolt
Det fagligt aktive Wolt-bud, der både er fagligt aktiv i 3F og den danske afdeling af Wolt Workers Group, Rasmus Hjorth, er blevet fyret af budtjenesten Wolt.

“Jeg forstår ikke, hvorfor jeg er blevet fyret. Og fordi jeg ifølge Wolt er selvstændig partner - og ikke lønmodtager - så har jeg mistet min indtægt fra den ene dag til den anden. Det er en rigtig skidt situation at stå i,” siger Wolt-cykelbudet Rasmus Hjorth - med kaldenavnet “Gazellen” - til Netavisen Pio.

så har jeg mistet min indtægt fra den ene dag til den anden

Wolt Workers Group: Fyring af en fagligt aktiv

Wolt Workers Group Denmark afholdt onsdag støttedemonration for Rasmus på Kongens Nytorv i København City.

Det skete under parolerne “Nej til faglige fyringer” og “Giv Rasmus sit job tilbage”.

“Efter valget, oplever vi stadig uret på vores arbejdsplads. Sidste uge, blev en af vores aktive og synlige medlemmer Rasmus, fyret af Wolt,” skriver den faglige organisation i et opråb og fortsætter:

“Forklaringen på fyringen, skyldes ikke hans ydeevne. Det skete, fordi han var kritisk om hvordan hans arbejdsplads blev drevet. Den eneste konklusion, som vi kan tage fra det her, er at Wolt fyrede et bud, fordi han var et aktivt fagforeningsmedlem.”

fordi han var et aktivt fagforeningsmedlem

Rasmus Hjorth og Wolt Workers Group Denmark har op til fyringen offentligt krævet bedre løn- og arbejdsvilkår for de danske Wolt-bude. Blandt andet har budene krævet at lønnen for en levering blev sat op fra 35 til 45 kroner.

“Vores partnerskab fungerer ikke”

Wolt begrunder opsigelsen af Rasmus Hjorth med at Wolt og hans “partnerskab” ikke fungerer:

”Vores partnerskab fungerer ikke. Vi driver en forretning og et partnerskab, som du grundlæggende ikke bifalder. Du accepterer vores tilbud om partnerskab, samtidig med at du benytter enhver lejlighed til at kritisere dets fundament, dets præmis. Vi oplever dig afvise enhver form for dialog”, skriver Wolts danske operationsmanager, Olivier Hollesen, ifølge Akademikerbladet, i opsigelsen af Rasmus Hjort.

Wolt oplyser over for Netavisen Pio, at man ikke har noget imod, at Rasmus Hjorth er fagligt aktiv:

vi har ikke noget problem med, at Rasmus er fagligt aktiv

“Han er ikke blevet fyret, eftersom han ikke er en af vores medarbejdere. Og vi har ikke noget problem med, at Rasmus er fagligt aktiv. Men vi oplever helt klart, at Rasmus ikke vil acceptere den præmis, som samarbejdsaftalen er indgået på, nemlig som to selvstændige aktører, der kan ophæve partnerskabet øjeblikkeligt, hvis en af parterne ønsker det,” skriver kommunikationskonsulent hos Wolt, Mikkel Tofte, i en mail og fortsætter:

“Vi har opsagt samarbejdet, da vi oplever, at Rasmus ikke ønsker det partnerskab, vi tilbyder, men som langt hovedparten af kurerpartnerne ønsker.”

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce