Analyse: Blå bloks syge patient

Pernille Vermunds afgang har på få dage klarlagt, at Nye Borgerlige er i en endnu mere elendig forfatning end de fleste kunne forestille sig.
Foto: Folketinget/Steen Brogaard og Folketinget/Steen Brogaard - Fotografik: Emil Vendelbo Johansen
Pernielle Vermund (NB), formand, og Lars Boje Mathiesen (NB), medlem af Folketinget
Det stod værre til med Nye Borgerlige, end man kunne have forestillet sig.

Der var meldinger om uenighed i folketingsgruppen, ballade i lokalforeninger og enkelte meldte sig ud, men ikke noget som var alvorligt.

Men Pernille Vermunds afgang har på ganske få dage udløst, hvad der nu ligner en dødskamp for partiet, der for mindre end et år siden lignede en af dansk politisk helt store succeser.

Meningsmålingerne var i nærheden af 10 procent. Partiet skovlede medlemmer ind. Og kommentatorkorpset var fulde af beundring for partiet, og ikke mindst formandens evner til at brande sig selv og sit parti.

Strategien blev ændret. Fra benhårde, ufravigelige krav om udlændingepolitik, til bredt favnende borgerligt folkeparti med politik på alle hylder. Pernille Vermund selv virkede som en, som gjorde sig klar til at blive minister i en blå regering.

Men det hele fes lidt ud i ingenting. Først rendte Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne med en stor portion af vælgerne. Under valgkampen rendte Alex Vanopslagh og Liberal Alliance med lidt flere.

Resultatet blev at den store fremgang, man havde håbet på, udeblev. 3,7 procent af stemmerne blev det til og en fremgang på blot to mandater.

Skuffelsen var til at mærke. Uanset årsagen er det aldrig noget rigtig godt tegn, når deltagerne til ens valgfest slås og kaster fadøl på hinanden.

Kaster håndklædet i ringen

Halvanden måned senere meddelte Pernille Vermund, at hun skulle videre med sit liv. Farvel til det parti hun havde brugt otte år på at bygge op.

Hun ville ikke pege på en afløser, men folketingsmedlem Lars Boje Mathiesen meldte sig, og da det stod klart, at han var den eneste kandidat, satte en lavine af udmeldelser sig i gang: Folketingsmedlem Mikkel Bjørn skiftede til DF, ungdomsformand og -næstformand meldte sig ud og det samme gjorde flere at partiets lokalformænd.

Pernille Vermund tog udmeldelserne med ophøjet ro.

“Jeg vidste godt, da jeg trak mig som formand, at det kunne blive grimt. Jeg vidste også, at det kunne blive grimt, uanset om jeg trak mig i dag eller om tre år,” sagde hun, mens partiet rundt omkring hende gik i opløsning.

Det er meget sigende, at Pernille Vermund åbent indrømmer, at hun havde forudset at der ville blive ballade i det parti, hun selv har skabt, og alligevel vælger at kaste håndklædet i ringen.

"Gør hvad I vil, jeg er ude herfra," lader til at være hendes budskab.

Set udefra virker Pernille Vermund som en der allerede mentalt er videre til et liv uden for politik, og det samme lader til at være tilfældet med næstformand Peter Seier Christensen, som brugte Vermunds afgang som anledning til at melde sin egen.

Det virker derfor også som ønsketænkning, hvis man skulle forestille sig at Pernille Vermund skulle bruge tiden frem til næste valg på at kæmpe hårdt for det samme parti, som hun nu har kastet ud i ballade.

Det samme må siges om Peter Seier Christensen.

Ikke meget tilbage at redde

Det efterlader den måske kommende formand Lars Boje Mathiesen sammen med nyvalgte Kim Edberg som partiets eneste aktiver på Christiansborg.

At få partiet tilbage på dette rette spor, kan allerede nu virke som en uoverstigelige udfordring oveni den meget kaotiske tilstand, partiet står i.

De to tilbageværende må sætte deres lid til, at Pernille Vermund og Peter Seier Christensen hurtigst muligt finder anden beskæftigelse uden for Christiansborg, og Nye Borgerlige derfor kan få glæde af deres suppleanter i folketingsgruppen.

Hvis ikke, så kan de to tilbageværende skæve over til deres kollega i Alternativet, Torsten Gejl, der som det eneste folketingsmedlem holdt partiet i live akkurat længe nok til, at man på valgdagen kunne blive reddet fra det, som længe havde lignet en dødedans, efter partistifter Uffe Elbæks exit.

Det kan sagtens lade sig gøre for Nye Borgerlige at gentage noget lignende, men det store spørgsmål er jo, hvad det er for et parti, som står tilbage, når krudtrøgen har lagt sig.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Hvis man tager de bekymrede briller på, så var antallet af blanke stemmer ved valget lige over 47.000 (47.091). Det er faktisk en hidtil uset stor mængde vælgere der ulejligede sig ned i et valglokale for - ikke - at stemme.
Årsagerne kan diskuteres. Nogle mener at der var for mange partier at vælge imellem. Andre mener at vælgerne måske bare var skuffede over præstationerne af deres "normale" parti: mink-sagen i S, Papes besynderlige rejse i Mellemamerika, roderiet i DF fx.
En årsag der sjældent nævnes, kunne være at der efterhånden kun er få politikområder som politikerne reelt kan gøre noget ved! Den kostbare, men ødelæggende indvandring fra Mellemøsten kan politikerne ikke gøre noget pga. aftaler med EF/EU, Menneskerettighedskonventionen og en stribe andre konventioner. Vi har også bundet os til nogle helt unødvendige Parisaftaler der ikke kommer til at ændre klimaet på nogen som helst måde, men som kommer til at koste mange penge. Den tidligere regering var også parate til at overlade al magt over fremtidens sygdomsbekæmpelser ved pandemier til den private organisation WHO! Herunder også definitionsmagten, dvs. WHO beslutter hvad der en en pandemi!
På udenrigsområdet har vi bundet os til NATO og et stadig mere udemokratisk EU, så på hvilke områder kan vi egentlig selv bestemme noget efterhånden? Og hvis vi ikke selv kan bestemme noget hvorfor så stemme på noget særligt parti ved folketingsvalget?

Hvad har det med artiklen at gøre???

Du har ret; det fik jeg ikke skrevet. Jeg finder de såkaldte politiske analyser irrelevante og derfor temmelig ligegyldige. Fordi politikerne ikke kan bestemme over ret meget efterhånden, og opfattelsen af et skarpt skel mellem rød og blå er derfor også en saga blot. Om Nye Borgerlige har en fremtid, rolig eller turbulent, er således også totalt uinteressant. Min bekymring ligger i alle de bindinger vi som land har viklet os ind i. Jeg håber du forstår min bevæggrund.

Lad nye Borgerlige smutte, se vil ikke blive savnet.

Pernille Vermund havde et være bøvl med at få brunskjorterne sorteret fra i staten af Nye Borgerlige. Med den her nye formand skal de nok strømme tilbage.

Annonce