Annonce

Nemlig.com-lagermedarbejdere får HK-overenskomst

Parløb mellem 3F og HK: “Vi fremtidssikrer hele onlinehandel-området,” siger 3F-gruppeformand
Foto: Jan Kjærgaard, Netavisen Pio
3F har indgået en samarbejdsaftale med HK om, hvordan man sikrer at medarbejdere i onlinehandel-virksomheder overenskomstdækkes.

Første resultat af aftalen er, at alle medarbejdergrupper undtagen det administrative personale i Nemlig.com-hovedkvarteret i Brøndby bliver overenskomstdækket.

3F har hidtil overenskomstdækket de omkring 600 Nemlig.com-lagermedarbejdere i Brøndby, men efter aftale med 3F bliver det nu i stedet HK Handel, som overenskomstdækker lagermedarbejderne.

“Vi har lavet en fremadrettet samarbejdsaftale med HK om, hvordan vi fremtidssikrer hele onlinehandel-området. Sådan at alle medarbejdergrupper bliver dækket af en overenskomst,” siger Jan Villadsen til Netavisen Pio.

Lagerarbejdere fortsætter på 3F-løn

Han understreger, at de nuværende lagerarbejdere i Brøndby fortsætter på 3F-løn:

sikrer vi også, at de nuværende lagerarbejdere i Brøndby fortsætter på 3F-løn

“Med samarbejdsaftalen med HK sikrer vi også, at de nuværende lagerarbejdere i Brøndby fortsætter på 3F-løn.”

“Danske lønmodtagere ansat i onlinehandel-virksomheder kan med vores samarbejdsaftale med HK vide sig sikre - i alle led. Derfor er jeg utrolig stolt også af den her aftale. Nu har vi som det første effektueret samarbejdsaftalen i forhold til Nemlig.com. Sådan at både dem, der kommer ind med varerne, dem der behandler varerne, og dem der leverer varerne, alle er dækket af en overenskomst,” siger Jan Villadsen til Netavisen Pio.

3F lander chauffør-overenskomst

Mandag landede 3F Transport og Nemlig.com en chauffør-overenskomst. Forhandlingerne har stået på i mere end et år.

Nemlig.com har under hele forløbet ligget i konflikt med 3F og resten af fagbevægelsen. En konflikt, som med chaufføroverenskomsten i hus, nu er ophørt.

Aftalen er en stor milepæl i Nemlig.coms historie

"Aftalen er en stor milepæl i Nemlig.coms historie, og jeg vil gerne takke 3F Transport for et godt forhandlingsforløb," sagde direktør hos Nemlig.com, Stefan Plenge, på et pressemøde mandag, hvor aftalen blev præsenteret.

En faglig voldgift i efteråret, rejst af 3F imod Dansk Erhverv, afgjorde, at HK Handel fik retten til at overenskomstdække lagerarbejderne - i alt 300 medarbejdere - på Nemlig.coms nye lager i Aarslev ved Aarhus.

Rettet kl. 15.30  - Netavisen Pio skrev tidligere at også det administrative personale på Nemlig.com-hovedsædet i Brøndby vil blive dækket af en overenskomst. Men det er ikke tilfældet

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce