Annonce

Studenterorganisation om universitetsreform: Bedre kvalitet vigtigere end antallet af skoledage

Kortere kandidatuddannelser og fokus på arbejdsmarkedet er at foretrække frem for at holde fast i et “ældgammelt” og “dårligt” system, mener formanden for Frit Forum.
Foto: Frit Forum
Birk Grave, landsformand, Frit Forum
Regeringen løftede torsdag sløret for deres uddannelsesreform ‘Forberedt på Fremtiden’.

Med reformen vil regeringen forkorte op mod halvdelen af landets kandidatuddannelser, så de kommer til at vare 1,25 år, mens en mindre andel bliver forlænget til cirka 3 år og andre fortsat skal vare 2 år.

De forkortede kandidatuddannelser skal have et langt mere tydeligt fokus på arbejdsmarkedet.

Udspillet har mødt kritik fra dele af fagbevægelsen, mens man i den den socialdemokratiske studenterorganisation, Frit Forum, er positivt stemt over for forslaget.  

Jobs og kvalitet

Netop det øgede fokus på arbejdsmarkedet falder i god jord hos Frit Forum.

Arbejdsgiverne skal have den arbejdskraft, de har brug for

“Det er sindssygt vigtigt, at vi får nogle uddannelser, som sikrer, at man får et job på den anden side, og at man er kvalificeret til det job, man får. Arbejdsgiverne skal have den arbejdskraft, de har brug for,” siger Birk Grave, formand for Frit Forum, til Netavisen Pio.

Hvad mener du om at forkorte længden på nogle af kandidatuddannelserne? 

“Jeg synes at det er en rigtig god ide. Det er vigtigt at huske, at det kun er god ide, hvis pengene også følger med,” siger Birk Grave med henvisning til at regeringen har lovet, at de 950 millioner kroner, som forslaget giver ekstra i statskassen, skal blive inden for universitetssektoren.  

“Det er vigtigt, at vi fokusere på kvaliteten af den uddannelse, vi tager, frem for at vi fokusere på, hvor mange skoledage, man har,” tilføjer han.

A-og B-hold 

Der har været kritik af, at der skulle komme et A- og B-hold ud af ordningen. Hvordan forholder du dig til det? 

“Jeg har svært ved at se, hvordan vi får det her A- og B-hold, når arbejdsgiverne - både Dansk Industri og Dansk Erhverv - ser positivt på reformen. De vil gerne have opdelingen af tre forskellige hold kandidater,” siger Birk Grave.

Derudover peger han på, at med de penge, som bliver sendt universiteternes vej, vil det være muligt at levere bedre undervisning til de studerende.

Alle vinder på, at vi får flere penge ind i universitetssektoren

"Alle vinder på, at vi får flere penge ind i universitetssektoren. Det tror jeg ikke fører til A- og B- hold,” siger han.

Brug for varme hænder 

Der har været bekymring fra fagforeninger, som frygter, at det bliver svært at tiltrække studerende til professionsuddannelserne, når man ved kun at bruge et halvt år mere, kan blive kandidat. Hvordan forholder du dig til den bekymring? 

“Jeg tror ikke, at det at holde fast i dårlige universitetsuddannelser er måden, man sikrer, at flere vil søge ind på professionsuddannelser,” siger Birk Grave.

Løsningen er at finde et andet sted, mener han.

“Vi skal opgradere forholdene for de professionsuddannede, frem for at vi skal holde fast i et ældgammelt og helt ærligt ret dårligt system, som er på universiteterne lige nu, hvor alle kandidater uanset, hvad for et emne, man er på og hvad man skal igennem, så skal man have den samme tid,” siger Birk Grave.

Emma Inge Hansen er journalist på Netavisen Pio. 


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Frit Forum kender jeg ikke som studenterpolitikkens pendant til Erhards Jacobsens gamle Aktive Lyttere og Seere - de er som regel skingre über-liberale, som nærmest på automatpilot mener det modsatte af de etablerede studenterorganisationer, fordi Frit Forum åbenbart som grundregel mener, at alle andre studenterpolitikere må være farligt venstresnoede. Frit Forum bør man lytte til, hvis man trænger til et grin, men de er svære at tage det mindste seriøse - helt ligesom Aktive Lytter og Seere i sin tid. Spøjst, som visse medier nu har travlt med at give dem taletid, nu hvor regeringen vil gøre de fleste universitetsuddannelser til light- og discount-produkter. Kildekritik, anyone? Eller selvkritik, måske?

fraregn selv et "ikke" :-D

Birk Grave er en nar, der som det er almindeligt for unge socialdemokrater, tjener deres sporer ved at være lallende klakører for den til enhver tid siddende ledelse af Socialdemokratiet.

Som formand for alle privatansatte djøfere i 8 år i 1990-erner var jeg med til at sige ja til bachelorer. Men det er aldrig blevet en succes. Markedet vil have det bedste, og det er kandidater, som er meget mere værd for virksomhederne end deres løn. Ellers vil ingen jo ansætte dem. Og alle, der er blevet kandidater i de 26 år siden jeg stoppede som formand for djøfprivat, har fået job. De tjener samfundet og betaler deres skat.

Mettes misfoster af en 1-årig kandidatuddannelse kommer måske af, at selv om hun er kandidat, har hun aldrig haft et normalt studium. Han har være MF-er i hele sin studietid. Lige som Lars Løkke, der dog var formand for VU. Måske er vi nået dertil, at de "politiske tremmekalve" er begyndt at splitte samfundet ad.

Hvis det passer det du skriver, at alle med en universitetsuddannelse (kandidat) har fået arbejde når deres studie er afsluttet, hvorfor klager de studerende så nu over at deres understøttelse for evt. ledighed bliver beskåret, hvis de ikke efter 3 måneder har fået et arbejde?

Det er ikke så svært at finde ud af hvad arbejdsløsheden er for akademikere hvis det har reel interesse: https://www.akademikerne.dk/ledighedsstatistik-december-2022/

De 3,4% er jo et gennemsnit af alle akademikere, det som er interessant er hvordan det fordeler sig blandt de forskellige uddannelser så man kan se hvilke uddannelser man skal begrænse adgangen til. Samfundet har ikke gavn af at unge bruger tiden på en længerevarende uddannelse til noget som ikke efterspørges af h.h.v erhvervslivet og det offentlige. Der er vel også grænser for hvor mange antropologer og lignende overflødige uddannelser vi har brug for.