Annonce

Henrik Sass langer ud efter regeringens universitetsreform: I må give slip og tro på de unge

"I kan ikke piske unge til succes," lyder advarslen fra Henrik Sass Larsen til regeringens forslag om en ny universitetsreform.
Foto: Steen Brogaard
Henrik Sass Larsen, direktør for Aktive Ejere. Tidligere minister og folketingsmedlem for Socialdemokratiet
Tidligere socialdemokratisk politiker og Netavisen Pio-stifter, Henrik Sass Larsen, langer i et debatindlæg i Jyllands-Posten ud efter regeringens forslag til en reform af universiteterne.

Der er for meget politisk styring og for meget planlægning, og det har sjældent været nogen succes, lyder det fra den tidligere politiker.

Henrik Sass Larsen har, siden han forlod dansk politik efter valget i 2019 været direktør for Aktive Ejere, det der tidligere hed DVCA - Danish Venture Capital and Private Equity Association, som er brancheorganisationen for blandt andet venture- og kapitalfonde.

Få de unge med

Henrik Sass Larsens overordnede pointe er, at politikerne skal udstikke en overordnet retning og i stedet have tillid til de professionelle og de unge.

"I kan ikke piske jer til succes her. I er i en verden af velbegavede og handlingsparate unge mennesker," skriver Henrik Sass Larsen og opfordrer politikerne til en mere inddragende proces:

"Hvis I skal have dem med og sikre jer de gevinster, som der faktisk er at hente – så skal I have både ansatte og studerende med på projektet," skriver han.

Henrik Sass Larsen foreslår i indlægget blandt andet, at man sætter mennesker, der har forstand på uddannelsesplanlægning ind i universiteternes bestyrelser.

Derudover mener han, at man skal give unge bedre muligheder for at studere i udlandet og for at fjerne nogle af de formelle barrierer, som ifølge ham virker som en Berlinmur for at kunne komme ind på arbejdsmarkedet.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Henrik Sass Larsen har fuldstændig ret,han er iøvrigt en af de få socialdemokrater man må respektere.