Overfuset og skældt ud af kunder i årevis: Nu er Freja sygemeldt

Tilsvininger og trusler på arbejdspladsen kan have store helbredsmæssige konsekvenser, advarer forsker.
Foto: Privatfoto
På billedet ses Freja Christensen, som p.t. er sygemeldt på grund af den hårde tone fra kunderne i butikker
I fem år har Freja Christensen arbejdet som butiksmedarbejder i forskellige supermarkeder i og omkring København.

Hun vurderer, at der en gang om dagen har været sure kommentarer fra kunderne, mens en mindre gruppe har været decideret aggressive og er blevet meget vrede.

I dag er 21-årige Freja Christensen sygemeldt, fordi det til sidst blev for hårdt at stå model til de mange sure opstød på daglig basis.

Et væld af negative bemærkninger

“Kunderne blev sure, hvis ikke grøntsagerne kom til tiden, eller hvis datoen ikke var blevet tjekket. De tænkte ikke på, at jeg havde meget travlt i løbet af dagen,” fortæller Freja Christensen til Netavisen Pio.

De daglige negative bemærkninger fra kunderne kunne dreje sig om hver en lille detalje i Freja Christensens arbejde.  

“For eksempel stod jeg og fyldte brød op. Jeg spurgte en kollega, om hun vidste hvor et stykke brød skulle være. En kunde kommer forbi og spørger, om jeg er blind, for brødet skulle jo ligge lige der,” siger hun.

Freja Christensen er desuden talblind, som er en diagnose for dem, som har svært ved at forstå og arbejde med tal. Ligesom man kan være ordblind, kan man altså også være talblind.

Og det fik kunderne til at komme med bidske kommentarer, hvis Freja Christensen regnede forkert.

“Jeg har flere gange fået at vide, at jeg skulle tilbage til folkeskolen”.

Råbt ad og kaldt luder

Ud over de daglige stikpiller fra kunderne oplevede Freja Christensen også episoder, hvor der var tale om egentlige raserianfald.

Som 17-årig oplevede Freja Christensen at blive kaldt luder og at få trusler om at forsøge at fyre hende.

En kunde ville have tolv varer på et tilbud, hvor butikkens regel var maksimalt seks stykker per kunde.

Kunden prøvede at få Freja Christensen til at slå varerne ind ad to omgange, så han på den måde kunne omgås reglen.

Da hun nægtede, mistede kunden temperamentet.

Han blev megasur og kaldte mig luder

“Han blev megasur og kaldte mig luder. Bagefter gik han op til min chef og sagde, at jeg burde fyres,” siger Freja Christensen.

“Det er en af dem, jeg husker tydeligt,” tilføjer hun.

Hun fortæller, at kunderne tit har råbt ad hende.

“Det er ofte sket, når flaskeautomaten har været nede. Det føler folk er min skyld,” siger Freja Christensen.

Et problem for mange

Freja Christensen står langt fra alene med sine dårlige oplevelser som butiksmedarbejder.

Ifølge HK Handel oplever 80 procent af deres medlemmer i butikker en hård tone fra kundernes side. Og 14 procent af de adspurgte har endda oplevet at blive truet med vold.

Det kan have store konsekvenser for medarbejdere, når de bliver udsat for overfusninger og chikane.

Det fortæller Sofie Østergaard Jaspers, som er forsker ved Det Nationale Center for Arbejdsmiljø.

“Vi ved, at episoder med chikane, vold og trusler øger risikoen for sygefravær,” siger hun til Netavisen Pio.

Udover sygefravær kan voldsomme hændelser på arbejdspladsen også have andre konsekvenser, fortæller Sofie Østergaard Jaspers.

“Vi ved fra forskning, at medarbejdere, som rapporterer at blive udsat for vold og trusler på arbejdet, har øget risiko for at udvikle depression, angst, PTSD og andre fysiske lidelser. Så det kan have alvorlige helbredskonsekvenser,” siger hun.

Løsningen er samarbejde 

Ifølge Sofie Østergaard Jaspers er løsningen på problemet, at man skaber et godt samarbejde mellem ledere og medarbejdere.

“Vi har studier fra højrisikobrancherne psykiatrien og kriminalforsorgen. Det vi kunne se i forhold til det forebyggende arbejde var, at det hjalp at få ledere og medarbejdere til at samarbejde om en systematisk indsats. Man indsamlede data om for eksempel hvornår situationerne opstod og hvad der skete,” siger Sofie Østergaard Jaspers.

På den måde kan man skræddersy en ordning til den specifikke arbejdsplads.

“Nogle vil arbejde i en 7-11, hvor der er åben hele tiden, og nogle arbejder på en anden måde, som gør, at de initiativer, der skal laves, skal være tilpasset til det arbejde man har,” siger forskeren.

Den hårde tone i butikkerne

Ifølge en medlemsundersøgelse fra HK Handel oplever 80 procent af butiksansatte en hård tone fra kunderne. 14 procent oplever trusler om vold.

Netavisen Pio sætter i en artikelrække fokus på problemet ved at give en stemme til dem, som oplever den aggressive adfærd i hverdagen.

Dette er tredje og sidste artikel i serien.

Emma Inge Hansen er journalist på Netavisen Pio. 


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det må være hårdt. Freja virker ellers til at være sej, det må da være smertefuldt at få sat ring i næsen.

Du er vel en af dem, der sviner de ansatte til i butikkerne. Dine ulækre og platte kommentarer er bare for meget.

Er du blevet mental undersøgt

Bent Hansen er bare en blå trold. Ham behøver vi såmænd ikke tage så alvorligt.

Rigtig dum kommentar, Bent. Smykker er ganske fine.

Jeg var ved at skrive en kapitalismekritisk indlæg, der skulle handle om hver enkel kundes følelse af at have "herredømmet" over butiksekspedienten.

Men det slog mig, at det nok ikke er overlægen, som har kaldt Freja for en luder.

Nej. Det handler nok mere om, at alkoholikere og andre misbrugere handler ind i disse forretninger. Og det er nemmere at få skubbet en finke af panden, hvis man selv har det dårligt.

Det er alle slags mennesker, rige og fattige, veluddannede og med mindre uddannelse, der overfuser butiksansatte, sekretærer, folk ved skrankerne og lignende. Jeg tror slet ikke de opfatter dem som mennesker, men redskaber.

Annonce