Frihed er ikke at gøre alting selv

På det radikale landsmøde i weekenden udspillede der sig en heftig debat om frihed. Partiet kastede sig ud i drabelige sværdslag om blandt andet sommerhusreglen, flagregler og retten til majestætsfornærmelser. På den ene side stod en laissez-faire fløj, som anser enhver regulering som et indgreb i den personlige frihed og eksempelvis kræver indførelse af flerkoneri. På den anden side stod en forbudsfløj, som ønsker at opretholde den stærke stats beskyttelse af de svage, uoplyste borgere.

Diskussionerne kan virke verdensfjerne midt i en dyb, økonomisk krise, men afslører samtidigt, at begge fløje i den såkaldte ’frihedsdiskussion’ mangler en helt basal forståelse for hvad, der afgør, at den enkelte kan vokse op i frihed. Der er tre mangler ved De Radikales frihedsforståelse.

Muligheder, ikke restriktioner

For det første så handler frihed om muligheder, ikke om omfanget af restriktioner. Frihed handler om at give mennesker så meget indflydelse på deres egen tilværelse som muligt. Det kan derfor aldrig reduceres til et spørgsmål om for eller imod en række konkrete restriktioner. Retten til frit at kunne bevæge sig er tom og ligegyldig, hvis man ikke har penge til busbilletten.

Frihed i fællesskab

For det andet er fokus for De Radikales frihedskamp udelukkende det enkelte menneskes forhold til staten. Men mennesket er ikke en ø, og derfor kan frihed også kun forstås i fællesskab. Hvor er eksempelvis det enkelte menneskes frihed og medbestemmelse, når man står over for stærke arbejdsgivere, en dyb recession eller de ustyrlige finansmarkeder? Kun i fællesskab kan det enkelte menneske få sin stemme hørt. Det afgørende er derfor ikke, hvor mange love og regler, der findes inden for dette fællesskab, men hvorvidt fællesskabet er i stand til at øge enkeltindividernes mulighed for at påvirke sit eget liv.

Reelle, ikke formelle rettigheder

For det tredje fokuserer såvel laissez-faire-fløjen som forbudsfløjen på formelle rettigheder. Frihed kan udelukkende udvides eller indskrænkes gennem lovgivning i Folketinget. Derimod ignorerer man de reelle forhold, som bestemmer, hvor mange muligheder og medbestemmelse, som borgerne virkeligt har. Det er ikke nok, at der ikke findes nogen lov, som forbyder børn af ufaglærte forældre at tage en uddannelse. Rigtig frihed kommer først den dag, hvor man også sikrer, at alle børn har såvel faglige, sociale som økonomiske ressourcer til også rent faktisk at gennemføre en.


Kommentarer fra Facebook