Annonce

Et sygt og farligt parti

Liberal Alliances realitystjerne Simon Emil Ammitzbøll giver karriererådgivning til arbejdsløse Mette Hansen. Men så vidt vides har han aldrig selv haft et rigtigt arbejde.

Før eller siden møder vi alle modstand i livet. Vi får alle en krise på et tidspunkt. Lige nu er det arbejdsløse Mette Hansen, der er alene med tre børn. Hun har heldigvis fået karriererådgivning på tv af en af Liberal Alliances realitystjerner - Simon Emil Ammitzbøll.

Han er den helt rette til opgaven. Han har så vidt vides aldrig haft et rigtigt arbejde, men han har gjort et flot og succesfuldt forsøg på at skille sig ud fra mængden og blive så kendt, at han ligefrem blev valgt til Folketinget. Han fik sit store folkelige gennembrud, da han meldte sig til reality programmet om det kiksede fodboldhold, FC  Zulu. Han udfyldte rollen som splejsen, der var god til at falde over bolden, til perfektion.

I sin politiske karriere løber Simon Emil Ammitzbøll fortsat efter alle bolde. Han var oprindelig en loyal stamspiller hos barndomsholdet Det Radikale Venstre. Derefter driblede han alene rundt på hjemmebanerne hos Borgerligt Centrum, som han syntes, at der var mere fremtid i. Det var der ikke - så han skiftede til klubtrøjen ud med en blå fra Liberal Alliance. Man er vel sin egen lykkes smed.

Det samme må Mette være. Ærligt talt, nu må hun lige tage sig lidt sammen. Hun kan sagtens ændre på sin situation, hvis hun bare begynder at se lidt positivt på tingene, lyder rådgivningen.

Simon Emil Ammitzbøll hader Big Mother. Det er hans yndlingsaversion. Trygheden. Hjælpen til de svageste. Simon Emil Ammitzbøll ser i hvert fald rødt, da han møder den omsorgsfulde Mette, der jo har hele tre børn. Anbefalingen er derfor lige for: Færre børn. Abort. Sterilisation.

Med disse anbefalinger in mente er det svært at forstå, at Simon Emil Ammitzbøll er Liberal Alliances ordfører på menneskerettighederne - og at Anders Samuelsen i sommers tordnede mod, at Enhedslisten ville gøre op med ”grundlæggende menneskerettigheder” og derfor var ”et sygt og farligt parti”. Ser de aldrig sig selv i spejlet?


Flere artikler om emnet

Annonce