Derfor Pio

Frihed for den enkelte, lige muligheder for arbejde og uddannelse og troen på at fællesskabet gør os alle stærkere. Summen af denne ligning er stærkere end enkeltelementerne i sig selv. Det er her, du finder Netavisen Pio.
Da Louis Pio tilbage i 1871 udgav Socialistiske Blade vakte det berettiget opsigt, ikke mindst i det bedre borgerskab, der dengang sad solidt og godt på magten. Året efter indkaldte Pio til stormøde på Københavns Fælled, men blev natten forinden anholdt af politiet. Og i 1873 blev han idømt seks års tugthusarbejde for at ville "omstyrte samfundet".

Det er på ingen måde tilfældigt, at netop Louis Pio har lagt navn til denne netavis omend vi gør det med et smil på adressen piopio.dk. Ikke fordi vi har nogen ambitioner om at omstyrte det bestående samfund. Tværtimod. Netavisen Pio er opstået som en forsvarshandling imod de kræfter, der i dag forsøger at splitte vores fælles velfærdssamfund ad.

Venstrefløjen, der bekender sig til revolution og nationalisering af banker og alle større virksomheder. Men ikke mindst højrefløjen med de løsslupne liberalister, der ser det som deres fornemmeste mål at ribbe velfærdssamfundet for værdi og indhold. Og som blindt tror på, at hvis bare markedet bliver givet frit, så lever vi alle lykkeligt til vores dages ende - i et land fyldt med mælk og honning.

Netavisen Pio er opstået som en forsvarshandling imod de kræfter, der i dag forsøger at splitte vores fælles velfærdssamfund ad.

At finanskrisen var et direkte resultat af et lidt for frit marked har de højreorienterede lykkeligt og meget belejligt puttet i glemmebogen. Sammen med mange andre sandheder om det spildte årti med skiftende borgerligt styre. For var det ikke netop i de gode tider, at vi skulle lægge til side og spare op til de dårlige. I stedet for at uddele skattelettelser til folk, som ikke havde brug for dem, for derefter at sende regningen til dem, der har knoklet sig en pukkel til gennem et langt og slidsomt arbejdsliv.

Medierne spillede i høj grad med på melodien, da det gik allerbedst. Og da krisen skyllede ind over den danske liguster, blev der alt for sjældent stillet kritiske spørgsmål til om løsningerne nu også var de rigtige. Under efterlønsdebatten lykkedes det således danske medier at bringe seks historier om, hvor skadelig efterlønnen var for os alle, for hver gang de bragte en enkelt positiv historie.

Den slags skævheder er der mange af i danske medielandskab, hvor det er mere reglen end undtagelsen, at journalisterne løber i sammen retning, og hvor de i deres iver for at komme først glemmer at kigge bagud. Og hvor en række dagblade tydeligvis har indtaget en mere subjektiv rolle end tidligere. Ikke kun i lederen og på debatsiderne. Men også i den journalistiske vinkling.

Vi har fået mere 'kant', lyder det fra de ansvarlige chefredaktører. Hvad der såmænd kan være fornuftigt nok, når oplagstallet er i frit fald og man ikke vil ligne naboen. Men som også er med til at skubbe den politiske debat ud af balance, når den journalistiske sandhed nærmer sig en af fløjene. Og ja, vi vil også angribe de uangribelige. Journalister, kommentatorer og chefredaktører. De skal naturligvis også selv mærke 'kant'.

Og ja, vi vil også angribe de uangribelige. Journalister, kommentatorer og chefredaktører.

For at finde den rette balance er vi nødt til at kende yderpunkterne. Men dem kender vi nu så godt. Helt afgørende er det derimod, at vi også kender midten, og det er straks lidt sværere. Her er trængslen størst, for det er nu engang her, at langt de fleste danskere befinder sig, trygt og godt. Og det er også her, lidt til venstre for midten, at Netavisen Pio befinder sig.

Vi vil sikre at debatten om velfærdssamfundets udvikling ikke kun handler om, hvordan vi kan skære ned og sende den ubetalte regning til samfundets svageste. Men at vi i langt højere grad kommer til at diskutere den løbende vedligeholdelse af samfundsmaskinen, som er så afgørende for, at det hele tiden er os som mennesker og ikke systemet, der er i centrum.

Og nej, det synspunkt er der intet som helst borgerligt i. Selv om det - indrømmet - mest af alt lyder som et dårligt borgerligt valgslogan. For naturligvis skal velfærdssamfundet trimmes, passes og plejes og udvikle sig med den tid, vi lever i.

Man kan nu engang ikke tage politisk patent på almindelig snusfornuft, ligeså lidt som de højreorienterede kan fratage os vores arv fra Pio. Grundprincipperne fra 1871 om frihed, lighed og broderskab.

Frihed for den enkelte, lige muligheder for arbejde og uddannelse og troen på at fællesskabet gør os alle bedre. Summen af denne ligning er stærkere end enkeltelementerne i sig selv.

Det er her, du finder Netavisen Pio. Derfor!


Kommentarer fra Facebook