I 1908 vedtog den socialdemokratiske kongres, at partiet ikke skulle deltage i regeringsarbejdet, førend man havde et flertal alene. Ingen grund til kompromiser med de andre, man ville have magten alene og udelt. Første Verdenskrig ændrede den praksis, og i 1924 kunne Stauning danne regering med støtte fra De Radikale. Dermed var vejen brolagt med kompromis efter kompromis og reform efter reform gennem det 20 århundrede med De Radikale som faste makkere.

Det foregik ikke uden sværdslag. Gang på gang har der været utilfredshed med kompromiser, og sågar Stauning havde problemer med at overtale baglandet til at de skulle holde kursen. Når man i 2012 kan høre røster, der mener at Socialdemokratiet har udfordringer med regeringssamarbejdet med De Radikale, er der således ikke tale om nogen nyhed.

Kritikerne af regeringssamarbejdet deler sig historisk i to lejre. Dem, som mener, at det er meget sjovere at stå på sidelinjen med noget rart og uforpligtende, og så dem, der nægter at underlægge sig tallenes logik.

Sidelinjefolket består typisk af kommunister og øvrig venstrefløj. Igennem tiden har der ikke været grænser for, hvor gode og rigtige meninger, der er blevet afleveret fra venstrefronten. Der må være righoldige arkiver af resolutioner, og krav der aldrig blev til noget, men hvor de involverede sikkert har følt sig mægtig godt tilpas, da de udformede dem.

Og som sådan kan man sagtens være venstrefløjsdrømmer, men det har bare ikke noget med at være socialdemokrat at gøre.

Talfolket, eller rettere det modsatte, kan ikke forstå, at en mindretalsregering er underlagt de 90 mandaters logik. Når først man har påtaget sig regeringsmagten, så er forventningerne stillet efter prompte indfrielse af hele partiprogrammet. Igennem tiden har det medført megen utilfredshed, også ganske kort efter man har overtaget regeringsmagten.

Og som sådan kan man sagtens indskibe sig på at blive skuffet gang på gang, men det har heller ikke noget med at være socialdemokrat at gøre.

At være socialdemokrat betyder, at man påtager sig regeringsansvaret og dermed følger betingelsen om kompromisser. Det betyder, at man må gå gradvist frem, skridt for skridt, men erkende at man ikke kan få opfyldt det hele. Til gengæld kan man så glæde sig over at retningen er rigtig.

Alle større reformer som Socialdemokratiet har deltaget i har været underlagt kritik og utilfredshed. Fra Steinckes socialreformer, Staunings Kanslergadeforlig, H.C. Hansens indgriben i pris og lønninger, Krags kildeskat, Ankers efterløn og Nyrups arbejdsmarkedsreformer – alle har været genstand for stor utilfredshed i nutiden, og alle er blevet berømmet i eftertiden.

At være socialdemokrat er lig med at skabe resultater uanset hvor svær en tid, man har magten i. Historien viser, at det har været sliddet værd. Dem, som tog ansvaret, har en flot historisk resultatliste – dem, som råbte højt og var imod, har ingenting at fremvise.

Louis Pio er pseudonym for en eller flere skribenter, der sætter den politiske dagsorden bag murene på Christiansborg i perspektiv.