Ole Birk Olesens had til kvinder gælder også Thorning

Ole Birk Olesens forskruede kvindesyn udstrækkes nu også til at gælde statsministeren specifikt, som må finde sig i at blive kaldt 'uduelig'.
Spørg en kvinde, hvad hun mener om dit og dat i samfundsdebatten, og hendes svar vil afspejle hendes egne og hendes nærmestes interesser og intet andet.” - Ole Birk Olesen

Kvinder er uduelige, både generelt og helt specifikt. Sådan hænger verden i hvert fald sammen, hvis man anskuer den igennem Ole Birk Olesens briller. I særdeles hårde vendinger langer han ud efter statsministeren efter dennes tale til Socialdemokraternes Kongres:

Helle Thorning-Schmidt tillod sig at påpege i sin tale, at de borgerliges forsøg på at individualisere arbejdsløshedsproblemerne ved at mistænkeliggøre og jage de svageste i samfundet aldrig bliver socialdemokratisk politik. Det er jo i sig selv en rimelig pointe at fremføre, men Ole Birk Olesen benytter altså situationen til at kalde statsministeren ’uduelig’ og kun interesseret i magt for magtens skyld.

Men der er en helt naturlig forklaring på Ole Birk Olesens had til statsministeren: Hun er en kvinde!

Ole Birk Olesen har tidligere beriget os med sine betragtninger om kvinder, der ifølge ham er uden moral og ære, ude af stand til at bestyre magt eller opretholde en levedygtig civilisation. Så længe statsministeren hedder Helle Thorning-Schmidt, er der altså intet håb:
”Spørg en kvinde, hvad hun mener om dit og dat i samfundsdebatten, og hendes svar vil afspejle hendes egne og hendes nærmestes interesser og intet andet.” Ole Birk Olesen
Han påpeger selv, at han ikke har noget belæg for sine generaliseringer – det er ”rodfæstede overbevisninger i hans sind”. Snak om at være i sine følelsers vold!

Jeg hører at Thorning nægter at stille stilletterne. Hvad med at give hende et par flade i stedet. - Morten Messerschmidt

Hans udfald er naturligvis blot et stunt for at få noget opmærksomhed. Samme metode brugte Søren Pind også før sin selvvalgte Facebook-pause, og den virker desværre – medierne hopper beredvilligt på vognen, og en ophidset hob kan stille sig op i hylekoret bag Ole Birk Olesen.

Morten Messerschmidt fulgte i øvrigt op med en slet skjult opfordring til vold mod landets statsminister:

Ikke videre elegant, men han har jo så til gengæld også tidligere bevist, at politik blot er en biting i det virkelige spil. Et spil der handler om skamløs selvpromovering på bekostning af kerneværdier i dansk politik – respekt, samarbejde, saglighed og seriøsitet. Intet under at danskerne er dødtrætte af politikkerne, når debatterne skal foregå nede på dette plan. Et plan, der risikerer at fremavle mere ekstreme politiske metoder og vigende interesse for de demokratiske institutioner.


Flere artikler om emnet

Annonce