Den østrigske økonom Friedrich von Hayek, der i 1992 døde i en alder af 93 år, bemærkede engang, at for at få det sidste ord kræver det kun, at man overlever sine modstandere. Dette er både ironisk og trist. Det er ironisk, at netop denne metode sikrede, at Hayek sejrede over sin britiske rival, økonomen John Maynard Keynes, der døde næsten halvtreds år før Hayek. Og det er trist, fordi Hayeks ideologi om laissez faire-kapitalisme endnu engang vandt indpas i den økonomiske tænkning efter Keynes' død.

Confronted with the freezing deflation of those days, the idea that the prime essential was the writing down of mistaken investments and…fostering the disposition to save was…as unsuitable as denying blankets and stimulus to a drunk who has fallen into an icy pond, on the ground that his original trouble was overheating. - Lionel Robbins

Det globale økonomiske kollaps 2007-2008 demonstrerede med al ønskelig tydelighed, at ikke meget havde ændret sig, siden Keynes og Hayek skændtes om Den Store Depression i 20`erne og 30`erne. De grundlæggende spørgsmål er stadigvæk var de samme: Hvad er årsagen til markedsøkonomier kollapser? Hvad er det rigtige svar på et sammenbrud? Og hvordan kan man forebygge, at økonomien fremover bliver ramt af sådanne sammenbrud?

De to teoretikere kunne næppe være mere uenige. Sagt forsimplet krævede Hayek mere nøjsomhed, Keynes flere investeringer. Hvor Hayek på den ene side krævede stop for investeringer og øget opsparing blandt forbrugerne, ønskede Keynes i stedet, at regeringerne skal fungere konjunkturudlignende. Staten skal derfor stimulere økonomien og køre med underskud i nedgangstider, mens de til gengæld skal mindske de offentlige udgifter og afkøle overophedningen af økonomien i opsvingstider.

Keynes påpegede, at hvis alle husholdninger, virksomheder og regeringer øgede deres opsparing på samme tid, ville ingen bruge penge, virksomhederne ville dreje nøglen om og intet ville forhindre økonomien i at styrte i afgrunden. Derfor svigtede de fleste økonomer Hayeks lejr og omfavnede den keynesianske 'stimulus-politik'. Som økonomen Lionel Robbins engang sagde:
“Confronted with the freezing deflation of those days, the idea that the prime essential was the writing down of mistaken investments and…fostering the disposition to save was…as unsuitable as denying blankets and stimulus to a drunk who has fallen into an icy pond, on the ground that his original trouble was overheating.”
Keynes vandt derfor kampen dengang og hans teorier bør stadig bruges fremover til at forhindre nye kriser.

For at forhindre yderligere kriser i fremtiden, ville keynesianere argumentere for at styrke de makroøkonomisk værktøjer. I dag er det indlysende, at det var en koordineret global stimulus i 2009, der forhindrede endnu en depression. Hayeks tilhængere har derimod intet fornuftigt at bidrage med. Selv deres fortrukne løsning - afskaffelse af centralbanker, som angiveligt er kilden til uforholdsmæssig stor kreditskabelse - er virkningsløst. En økonomi uden centralbanker vil stadig være behæftet med fejl. Og en laissez-faire ligegyldighed, når økonomien fejler og tilværelsen for almindelige mennesker bryder sammen, er ikke blot udtryk for dårlig politik, men også dårlig moral.

Derfor fortjente Hayek at tabe sin kamp mod Keynes i 30`erne og 40`erne. Han fortjener også at tabe omkampen i dag ligeså eftertrykkeligt.