Som en anden Don Quixote i kamp imod indbildte, fiktive fjender har den konservative spidskandidat i København indledt et korstog imod … unge mennesker i politik! Rasmus Jarlov, der selv har opnået at blive velsignet af Vorherre med hele 35 leveår og derfor besidder livsvisdom i så uovertrufne mængder, en så høj alder beriger en med, er bekymret på demokratiets vegne, når uprøvede ynglinge tages med på råd i de valgte forsamlinger.

Helt konkret mener han, at personer mellem 18 og 24 år ikke er egnede til at træffe politiske beslutninger, fordi de ikke ser 'det store billede' eller har haft nok kontakt med samfundet. Til Politiken udtaler han:
”Jeg mener ikke, at man har erfaring nok til at træffe beslutninger på et oplyst grundlag, når man ikke har færdiggjort en uddannelse og været ude på arbejdsmarkedet (..)
Jeg siger ikke, at der ikke skal være nogen unge politikere. Der må godt være nogen. Jeg synes bare, at der er for mange, og jeg mener godt, at partierne kunne være mere kritiske overfor, hvem de stiller op. Det er et problem for demokratiet, at der er så mange unge, som der er nu, for det gør, at vi træffer beslutninger på et uvægtigt grundlag"
Hvad det her angreb på sine kolleger skal gøre godt for, forstår jeg simpelthen ikke et klap af. Dels fordi det kommer fra en 35-årig ungkarl, der har brugt det meste af de sidste 10 år af sit liv på at jagte politiske poster. Dels er Københavns Borgerrepræsentation rimelig repræsentativ for en by hvor 25 % af indbyggerne er imellem 18 og 29 år gamle.

Hvis man tager Jarlovs egne ord en smule alvorligt, ville det så ikke betyde, at folk som Rasmus Jarlov selv, der ikke har erfaring som forældre, ikke kan mene noget, eller i hvert fald tage oplyste beslutninger, om daginstitutioner?

Og sidst men ikke mindst, fordi jeg som jævnaldrende med Jarlov må konstatere, at ungdommen, med dens dårlige musiksmag, grimme sprog, mangel på respekt for de ældre og dårlige dømmekraft er og bliver et ubestrideligt faktum – og at den også ønsker og får politisk indflydelse i fremtiden er uomtvisteligt.

Som tiden går, vil flere og flere politikere komme til, som er meget yngre end både Jarlov og undertegnede. Og chancen for, at de vil fatte noget som helst af noget som helst er naturligvis minimal. For sådan er unge mennesker.

I en tale i Borgerrepræsentationen giver Jarlov udtryk for at mange af hans kolleger, vel i modsætning til ham selv, ikke forstår almindelige, arbejdende københavnere, fordi de andre BR-medlemner altså er for unge, for studerende, for cyklende eller for offentligt ansatte.

Spørgsmål, der naturligvis hober sig op i forhold til den påstand, er mange. Hvis man tager Jarlovs egne ord en smule alvorligt, ville det så ikke betyde, at folk som Rasmus Jarlov selv, der ikke har erfaring som forældre, ikke kan mene noget, eller i hvert fald tage oplyste beslutninger, om daginstitutioner? Da han aldrig har været arbejdsløs kan han vel heller ikke mene noget om beskæftigelsessystemet? Og da der stadigvæk er en 30-40 år til Jarlov skal på pension, så udelukker det vel også ham for at mene noget om kommunens ældrepleje, ikke sandt?

Og sat lidt på spidsen: hvis man skal være færdig med sin uddannelse for at træffe beslutninger, betyder det så at den tidligere præsident Harry Truman tog fejl eller var uoplyst, da han etablerede luftbroen til Berlin og dermed frelste byen fra hungersnød, eller er der eventuelt mulighed for at oparbejde andre former for erfaring end den åbenbaring, der altså viser sig, den dag man aflevere sit universitetsspeciale? Eksempelvis den livserfaring man åbenbart opnår, hvis man er så heldig, at blive lige så gammel som Rasmus Jarlov?