”Åh nej, hvorfor nu det?” Sådan udtrykte en socialdemokrat sig for nylig, da snakken faldt på en kommende kontanthjælpsreform. Vedkommende forudså alskens vanskeligheder og brok og ballade ved udsigten til at skulle ændre på kontanthjælpssystemet og endnu mere mismod og nedgang ved udsigten til, at man kunne spare penge på området.

I det forsømte årti, 00’erne, gjorde den borgerlige regering ingen fremskridt på området. Det eneste mærkbare spor de fik sat var en uendelig række af påbud og regler, der gjorde området til et helvede at administrere.

Til ham og alle andre ligesindede: kom nu ind i kampen!

Centrum-venstre er ikke en konservativ konstitution som frygter forandring. Centrum-venstre er per definition progressivt. Det vil sige fremadskuende og parat til ændringer og nye mål.

Kontanthjælpssystemet omfatter i dag 103.800 personer og alle med deres specielle grund til at være der. Årsagerne spænder vidt, lige fra misbrugsproblemer, psykiske lidelser, akutte sociale problemer til ledighed. Og formålet med systemet er at hjælpe folk, sådan at de kan klare sig selv fremover og komme UD af kontanthjælpssystemet.

Når man nogen gange hører diverse klynke-socialister udtale sig, kan man komme i tvivl om, hvorvidt de deler den målsætning. Her lader man mere til at gå op i, hvor længe og til hvilken tarif folk kan blive i systemet. Og så knækker kæden. For al erfaring viser, at desto længere mennesker er i kontanthjælpssystemet, desto sværere er det for dem at komme ud igen.

I det forsømte årti, 00’erne, gjorde den borgerlige regering ingen fremskridt på området. Det eneste mærkbare spor de fik sat var en uendelig række af påbud og regler, der gjorde området til et helvede at administrere. Kontanthjælpssystemet blev til en forperron for folk, der kunne søge førtidspension, med alle de trængsler, det indebærer for de involverede.

Det må man da kunne gøre bedre. Det må da være muligt at tage fat i det enkelte menneske, give den hjælp, som gives skal, med det stålsatte mål, at vedkommende kan få herredømmet i sig eget liv igen og komme ud på arbejdsmarkedet; få løst familiens sociale problemer; komme ud af sit misbrug eller hvad der nu engang ligger til grund. Og det er veldokumenteret, at vejen til succes er at stille rimelige, men også kontante krav til folk. Ret og pligt er en tidløs og god vejviser.

Hver gang et menneske går fra overførselsindkomst til beskæftigelse er gevinsten dobbelt for samfundet. (..) I klynke-socialisternes optik er det lig med nedskæringer, for en progressiv er det lig med fremskridt.

Da kontanthjælpssystemet sidst blev reformeret i 90’erne, var titusinder af unge mennesker endt med at blive en del heraf, uden at der blev sat krav. Med succesrige reformer lykkes det på få år at udrydde ungdomsarbejdsløsheden. Nu er vi igen endt i en situation med titusinder af unge på kontanthjælp – det råber da til himmelen for at finde en løsning.

Og ja, forhåbentlig kan der spares penge og gerne mange af dem. Hver gang et menneske går fra overførselsindkomst til beskæftigelse er gevinsten dobbelt for samfundet. Hver gang vi sender et ungt menneske på uddannelse i stedet for kontanthjælp, er gevinsten for samfundet og den enkelte mindst det dobbelte. Og hver gang, vi gør det, bruger vi færre penge på kontanthjælp. I klynke-socialisternes optik er det lig med nedskæringer, for en progressiv er det lig med fremskridt.

I Socialdemokratiet er målsætningen, at vi skal sikre den største sociale omvæltning set i generationer. Et mål, som er knyttet til en holdning om, at vi aldrig vil efterlade nogen som fortabte, men altid insisterer på at give den enkelte en udstrakt hånd, så denne kan komme tilbage på sporet. Det kræver et stærkt samfund, hvor der er uddannelse til alle, der vil, vækst og fremgang samt ikke mindst, at man har en regering, der tør give sig i kast med alle systemer og reformer for at nå sine mål.

Måtte regeringen give sig i kast med dette – hellere i dag end i morgen.