Annonce

'Det er for tidligt at spå om kommunalvalg'

Prognoserne for Kommunalvalget 2013 tegner et dystert billede med tab af mange røde borgmesterposter. Men prognoserne hviler på et særdeles tyndt grundlag.
Om fjorten måneder er der valg til kommunalbestyrelser og regionsråd. Socialdemokraterne har siden folketingsvalget oplevet en nedgang i tilslutningen på landsplan, og det er selvfølgelig sjovt at spekulere i, om den nedgang også vil slå igennem ved det kommende kommunalvalg. Der har allerede været bragt tre analyser med det formål i dansk presse.

Først kom Søren Risbjerg Thomsens prognose i Altinget i marts måned, der konkluderede, at Venstre bliver større end Socialdemokraterne ved kommunalvalget i hele 64 kommuner. Den blev efterfølgende bakket op af Roger Buch i Ugebrevet A4. Endelig fik vi i august en analyse fra Berlingske Research, der går skridtet videre end både Thomsen og Buch ved at sætte navn på 17 socialdemokratiske borgmestre og en enkelt SF-borgmester, som vil blive væltet af venstrepolitikere. Med Berlingskes egne ord er der ”udsigt til massefyring af S-borgmestre”.

For det tredje er det alt for tidligt at lave prognoser af kommunalvalget. (..) Det er Søren Risbjerg Thomsens egen prognose fra 2009 et godt eksempel på. Her vurderede han fx, at de tre kommuner i trekantsområdet ville blive røde. Men de blev som bekendt alle blå.

De tre analyser bygger på den tommelfingerregel, at den landspolitiske tendens vil slå igennem ved et kommunalvalg med halv kraft. Det vil sige, at når Socialdemokraterne lå omkring 24 procent i meningsmålingerne før det seneste kommunalvalg, og kun har tilslutning fra omkring 19 procent af vælgerne i dag, så vil det fald på fem procentpoint slå igennem med halv kraft ved det forestående kommunalvalg. Sker det, vil Socialdemokraterne altså gå fra 30,6 procent af stemmerne ved kommunalvalget i 2009 til cirka 28 procent ved kommunalvalget i 2013. Endnu værre for de socialdemokratiske borgmestre bliver det, når man ser S-SF alliancen samlet. Den sikrede mange røde borgmestre ved sidste valg, trods en tilbagegang for Socialdemokraterne fra 2005 til 2009. I 2009 lå den samlede tilslutning i målingerne til S og SF lige i underkanten af 45 procent – i dag ligger den nærmere på 25 procent. Følger man tommelfingerreglen vil det betyde en samlet tilbagegang for Socialdemokraterne og SF ved det forestående kommunalvalg på næsten 10 procentpoint. Da S-SF i flere kommuner er de eneste røde partier, vil det naturligvis føre til tab af røde borgmestre.

'Valgvinden', som tommelfingerreglen kaldes af Søren Risbjerg Thomsen, er dog farlig at bruge som redskab til valgprognoser. For det første kan vælgerne godt skelne mellem de to valgsituationer.Dette kunne man eksempelvis se i 2001, hvor de samme vælgere stemte ét til folketingsvalget, men noget helt andet i kommunen.

For det andet er mange af de aktuelle vælgertendenser slet ikke relevante i mange af landets kommuner. De store tab, S og SF har oplevet siden folketingsvalget, har især været til Enhedslisten. Men i mange kommuner er Enhedslisten slet ikke tilstrækkeligt repræsenteret og kommer derfor næppe til at gøre en forskel. En hurtig sammentælling viser, at Enhedslisten i 2009 var opstillet i cirka halvdelen af landets kommuner og kun fik indvalgt kandidater i ni kommuner (København, Frederiksberg, Albertslund, Gladsaxe, Helsingør, Roskilde, Odense, Svendborg, Aarhus).

For det tredje er det alt for tidligt at lave prognoser af kommunalvalget. Bare for at sætte tingene i relief, så er der over et år til kommunalvalget og for et år siden vandt Socialdemokraterne regeringsmagten med en tilslutning, der var højere end partiets tilslutning før kommunalvalget i 2009. Selv lige op til valgdagen er det svært at lave prognoser med valgvinden som redskab. Det er Søren Risbjerg Thomsens egen prognose fra 2009 et godt eksempel på. Her vurderede han fx, at de tre kommuner i trekantsområdet – der er blandt Danmarks elleve største kommuner og har næsten 300.000 indbyggere – ville blive røde. Men de blev som bekendt alle blå.

Endelig er valgvinden for usikker en tendens til at blive brugt som tommelfingerregel. I mit næste indlæg vil jeg prøve at kigge på 'valgvinden' ved valget i 2005.

 

Hvem er vælgerne, og hvad vil de? Daniel Witt Jason kommenterer i denne klumme på artikler og begivenheder, der omhandler meningsmålinger, vælgeranalyse og valgkampsteknik.


Flere artikler om emnet