Annonce

Kommentatorens dagbog: I akutte vanskeligheder

I denne uge kunne BT bringe Skattedirektør Lisbeth Rasmussens dagbog om skattesagen. Og nu kan Netavisen Pio bringe et fyldigt uddrag fra endnu en dagbog, nemlig den fremtrædende politiske kommentator Thomas Larsen.
Mandag startede vanen tro ud med, at jeg modtog en lagkage fra Venstres pressetjeneste. En sjov vane, som de har tillagt sig, og som ikke lader til at gå væk. De er simpelthen så søde og ordentlige mennesker derovre. Og så må jeg sige, at de faktisk altid er meget fair over for mine analyser. De roser både min positive udlægning af Venstre og min kritik af regeringen. Vi ligger ikke så langt fra hinanden i vurderingen af dansk politik, og det taler altså til deres fordel, at de er i stand til at se objektivt på tingene!

Tirsdag morgen blev noget af et mareridt. Regeringen kom lige pludselig med et udspil om akutjobs uden at have orienteret nogen i kommentatorkorpset herom! Det var aldrig sket, mens Fogh (tidl. statsminister Anders Fogh Rasmussen, red.) var her. En fejl, som vi nok skal vide at hævne….. Nå, men det blev kun endnu værre, fordi jeg kom til at læse udspillet og derefter udtale mig spontant. Jeg kom simpelthen til at sige, at akutpakken var 'en triumf for Thorning'. Sikke en fejl. Lige pludselig stod mine udtalelser her, dér og alle vegne, og de søde folk fra Venstres pressetjeneste begyndte at sende mig sms’er og ringe til mig, og var må jeg sige, en del ophidsede. Jeg er rigtig ked af, at jeg har skuffet dem.

Tirsdag eftermiddag stødte jeg ind i en skumlende Tom Jensen (lederskribent på Berlingske) på gangen…ikke et godt tegn. Ville ønske at Fogh og Mikael Kristiansen var her til muntre mig lidt op. Det var så rart og hyggeligt, når de inviterede mig op til kaffe. Den slags gav respekt blandt kollegerne her på Borgen.

Onsdag fik lederen i Berlingske heldigvis sat det hele på plads. Sådan! Det viser sig, at dansk politik er på vej til 1970erne og at regeringen har bestukket fagbevægelsen. Det er det, som er meningen med akutjob-planen. Jeg kan ikke bebrejde mig selv nok for, at jeg ikke gjorde det klart i tide. Note til mig selv: Er du i tvivl: Kontakt Venstres Pressetjeneste. Godt at vi har Tom, som forstår at sætte tingene på plads. For at gøre stemningen god igen udlovede jeg næste uges lagkage til ham personligt, og det gjorde ham rigtig glad. Så var han fri for selv at købe en denne dag.

Torsdag begyndte det hele heldigvis at falde i hak igen. Fik skrevet et indlæg, hvor jeg fik padlet godt og grundigt tilbage fra tirsdagens letsindige udtalelser. Ringede også ud til DR for at spørge om jeg ikke skulle gå på live og dementere mine egne udtalelser og rakke ned på regeringen, men en sur og tvær redaktionschef mente ikke det havde interesse. Så meget for public service og DR! Orienterede herefter de gode folk fra Venstres pressetjeneste om episoden, og de har lovet at følge op på DR’s venstresnoede og unfair dækning, og de har sat Ellen til at skrive spørgsmål til ministeren.

Fredag og så skal der skrives! Har fået en del stikord over fra pressetjenesten: ”akutpakken, der blev en fuser”, ”akutpakke skaber intern S-splittelse” ,”Thornings korte triumf”. Sidstnævnte synes jeg dog minder om noget uheldigt, så den vil jeg nok fravælge. Jeg har lovet gutterne ovre fra pressetjenesten at give den gas her i weekenden, og så har de til gengæld lovet, at mandagens lagkage bliver med marcipan! Og så tror jeg nok lige at jeg kommer i kridthuset hos Tom igen :-)


Flere artikler om emnet