LA må tage ansvar for skattelettelser

De kommunale budgetter for 2013 er nu vedtaget i landets kommuner. Det har krævet politisk håndværk og ikke mindst politisk mod, at få enderne til at passe. Mange steder er økonomien er trængt, og kommunerne må vende hver en mønt for at vurdere, om den bliver brugt rigtigt.

Politikerne har taget ansvar for landets økonomiske situation og mange steder ændret servicen overfor borgerne. Borgerne kan i fremtiden risikere at opleve, at hjemmehjælperen har lidt mere travlt, at vejene bliver fejet lidt sjældnere eller at en planlagt renovering af en skole bliver udsat.

I Køge Kommune valgte man i 2010 at ændre serviceniveauet på ældreområdet på grund af økonomi. Køge Kommune tog deres ansvar for langsigtede løsninger seriøst, og Køges borgmester Marie Stærke (S) sagde i den forbindelse: ”… ændringer i den kommunale service er nødvendige, hvis vi skal kunne sikre basal velfærd om ti og tyve år

Ældresagen rejste en sag overfor kommunen, fordi de mente, at kommunen har pligt til at fastholde en tildelt ydelse i hjemmehjælpen overfor borgerne, selvom kommunen skal spare. Ældresagen tabte i sidste uge sagen mod Køge Kommune, som fik medhold i at det er i orden at ændre serviceniveauet på grund af økonomi.

Liberal Alliances Thyra Frank meldte straks ud, at det er nødvendigt at se på en eventuel lovændring. Det skal åbenbart ikke være muligt for kommunerne, at revurdere den service, som kommunerne tilbyder borgerne på grund af f.eks. en ændret økonomiske situation. Men Køge Kommune har jo kun gjort det eneste mulige i en tid, hvor bl.a. skattestop og generel økonomisk afmatning har tvunget kommuner ud i at måtte spare for at for at få budgetterne til at hænge sammen.

Der er få kommunalpolitikere eller borgmestre der ønsker at sætte servicen til borgerne på grund af økonomi. Men når konsekvenserne af landets økonomiske situation rammer kommunerne, må også de spænde livremmen ind. Alt andet er uansvarligt. Og det ville være uansvarligt ikke at se på alle dele af kommunen, når hver en krone skal vendes. Liberal Alliances automatpilot er patetisk, fordi den viser, hvor lidt de liberale tager ansvar for den økonomiske politik, som de har bakker op, og som de stadig er tilhængere af.

Liberal Alliance kræver skattelettelser, men nægter at erkende at skattelettelser og en dårlig økonomiske politik på landsplan er medvirkende til, at kommunerne lokalt må tilpasse servicen. Liberal Alliance må komme ud af deres liberale osteklokke på Christiansborg og tage ansvar deres økonomiske politik. Kom ud i kommunerne og se hvad det vil sige at tage ansvar for vores lands økonomiske fremtid. Ude lokalt handler politik ikke om smådrillerier under samråd med ministeren. I kommunerne handler politik om borgernes hverdag – om hvor ofte man kan komme i bad, hvor længe fritidshjemmet har åbent eller hvor meget tid lærerne har til at undervise børnene.

At være kommunalpolitiker kræver mod til at tage beslutninger, som reelt berører borgernes hverdag samtidig med, at man tager ansvar for landets svære økonomiske situation. Det kunne Liberal Alliance lærer noget af – måske Køge Kommune vil stå til rådighed for lille praktikordning for Liberal Alliances folketingsmedlemmer, så de kan lære lidt om politisk mod og politisk ansvar?


Flere artikler om emnet

Annonce