Direkte kurs mod den næste krise

Dereguleringen af finanssektoren har været drevet af et ønske om, at flere får adgang til boligmarkedet – men bagsiden er, at den økonomiske politik ikke længere styres af politikkerne, men dikteres af bankerne.
Det - for markedet - overraskende krak i Tønder Bank understreger endnu engang behovet for en skarpere regulering og stærkere kontrol med finanssektoren. Men endnu vigtigere demonstrerer det, at finanssektoren ikke skal overlades til sig selv, men gøres til en central genstand for den politiske debat og kritik.

Heldigvis er venstrefløjen holdt op med at abonnere på ideen om, at staten bedst ved, hvilken type bolig, folk foretrækker. Vi tror ikke længere på, at alle skal bo i en almen bolig designet af statsautoriserede arkitekter.

De seneste årtier har dansk politik taget en drejning. Problemer, der før hørte til samfundets dagsorden, er enten blevet privatiseret eller individualiseret. Det er ikke længere et samfundsproblem, at der mangler job - nej, i dag er det de lediges egen skyld - og dermed også ansvar. Har du ikke et arbejde, så må der være noget i vejen med dig, ikke med økonomien eller samfundet i bredere forstand.

Men markedstankegangen har i høj grad også taget over på andre områder, og værst er det gået ud over debatten om finanssektoren.

Dereguleringen af finanssektoren har været drevet af politikerne, både fra højre og venstre side af det politiske spektrum. Den ene side ud fra en blind tro på markedskræfterne – og den anden side ud fra et politisk ønske om at forbedre hverdagen for flere borgere. I erkendelse af, at de vestlige samfund ikke længere kan levere vækstprocenter, der gør det muligt for den almindelige lønmodtager at se forbedringer af levestandarden i løbet af en enkelt valgperiode, har politikerne især på centrum-venstre satset på at give vælgerne velfærdsforbedringer med andre metoder, især ved at give flere mulighed for at købe egen bolig.

Den økonomiske politik bestemmes ikke længere ved forhandlinger i Finansministeriets Struenseeværelse, men af spekulanter hos Goldman Sachs, Saxo Bank og Deutsche Bank.

Det har handlet om at tillade nye - og mere risikable – finansielle produkter, hvoraf afdragsfrie og rentetilpassede lån er de mest synlige eksempler. Samtidig har man tilladt finanssektoren at konsolidere sig og afviklet de reguleringsmekanismer, der før sikrede en vis soliditet. Det har gjort det muligt for banker og realkredit at låne penge billigt – og dermed mulighed for at tilbyde kunderne billige lån, så de kunne købe sig et hus.

På den måde har politikerne fået opfyldt ønsket om, at flere vælgere får adgang til boligmarkedet. Det har altså ikke handlet om at sikre folk adgang til en god og billig bolig, men derimod om at give så mange som muligt adgang til en ejerbolig.

I sig selv er det ganske sympatisk. Heldigvis er venstrefløjen holdt op med at abonnere på ideen om, at staten bedst ved, hvilken type bolig, folk foretrækker. Vi tror ikke længere på, at alle skal bo i en almen bolig designet af statsautoriserede arkitekter. Og markedet har heldigvis vist sig langt bedre i stand til at tilfredsstille danskernes behov, når moden eller samfundsudviklingen har dikteret køkken-alrum eller plads til bonus-børn i weekenden.

Finansministeren har selv tydeliggjort sin magtesløshed, når han apatisk strækker armene ud og afviser muligheden for at øge de offentlige investeringer med henvisning til, at 40.000 job er afhængige af den lave rente

Men bagsiden af denne deregulering af finanssektoren, som vi har gennemført med åbne øjne, er samtidig både en individualisering af risikoen og en afpolitisering af hele finanssektoren. Den risiko, som bankerne i bund og grund handler med, er flyttet ud til den enkelte kunde.

Finansmarkederne er i dag så stærke og deregulererede, at politikere - der ellers er udstyret med det ultimative våben: lovgivning - reelt set er magtesløse. Alene en overvejelse om at gennemføre restriktioner på finanssektoren eller ønsket om at føre en mere ekspansiv - og lønmodtagervenlig - finanspolitik vil omgående blive mødt med markedets hysteriske reaktion i form af trusler om stigende renter og større usikkerhed. Og det er en usikkerhed, der øjeblikkeligt overføres til boligmarkedet, når danskernes huse er finansieret med korte, afdragsfri rentetilpasningslån.

Finansministeren har selv tydeliggjort sin magtesløshed, når han apatisk strækker armene ud og afviser muligheden for at øge de offentlige investeringer med henvisning til, at 40.000 job er afhængige af den lave rente. Han kunne lige så godt have sagt, at langt flere end de 8.483 vælgere, der afgjorde folketingsvalget i 2011, er afhængige af en lav rente ved den næste auktion over boligobligationerne.

Tønder Bank fik lov til at gå konkurs, fordi den var så lille, at ingen ville redde den. Men Danske Bank er ’systemisk’ vigtig for Danmark – og derfor vil ingen finansminister lade den lide samme skæbne. De store finansielle supermarkeder kan dermed reelt sætte politikerne skakmat og fortsætte deres spekulative kurs.

På den måde har finansmarkederne reelt sat politikerne ud af spillet. Den økonomiske politik bestemmes ikke længere ved forhandlinger i Finansministeriets Struenseeværelse, men af spekulanter hos Goldman Sachs, Saxo Bank og Deutsche Bank.

De borgerlige partier er drevet af et idelogisk ønske om at markedsgøre så mange aspekter af danskernes hverdag som muligt, men har svært ved at tage ansvaret for de kriser, som markedet nødvendigvis kaster samfundet ud i. Vi har stadig til gode at se en borgerlig stemme imod bankpakker, der med skatteborgernes penge redder spekulative banker. Og vi har stadig til gode at se en borgerlig tage politisk ansvar for konkurser i banksektoren. I øjeblikket ser vi oveni købet, at de bankkreditter staten giver bankerne, bliver omsat til tårnhøje bonusser, milliardoverskud og højere renter for almindelige danskere.

Det er stærkt tvivlsomt, om finanssektoren har lært noget af krisen. Tværtimod. Den politiske krisehåndtering har snarere lært sektoren, at det ikke handler om at minimere risici og drive en sund forretning for kunderne, men derimod om at øge sin størrelse gennem fusioner og opkøb, så man når det forjættede land for enhver spekulant: At blive ’too big to fail’.

Tønder Bank fik lov til at gå konkurs, fordi den var så lille, at ingen ville redde den. Men Danske Bank er ’systemisk’ vigtig for Danmark – og derfor vil ingen finansminister lade den lide samme skæbne. De store finansielle supermarkeder kan dermed reelt sætte politikerne skakmat og fortsætte deres spekulative kurs – direkte mod den næste krise. Men kun, hvis vi ikke gør noget for at stoppe det.

De kortsigtede politiske gevinster ved en slap holdning til finanssektoren kan aldrig opveje de alvorlige konsekvenser, det får for almindelige danske lønmodtagere, når det går galt. Finansmarkederne er globaliseret, og en stor del af reguleringen må nødvendigvis foregå på internationalt niveau. Men vi har stadig den fordel, at det er os, der bestemmer, hvilke banker, der kan få lov til at operere i Danmark – og vi bestemmer i høj grad også, hvilke regler og kontroller, de skal underlægges.

 

Kasper Hyllested (f. 1978) er kommunikationskonsulent i Dansk Metal.


Flere artikler om emnet

Annonce