Ingen må dø i ensomhed

Det er et ansvar for hele samfundet at gøre noget, når mange ældre lever og dør i ensomhed.
Vi kan ikke give kommunen ansvaret for medmenneskelighed. Gamle mennesker, som dør uden at nogen opdager det, er en skændsel for det danske samfund. Medierne har den sidste uge kunnet fortælle, at mange ældre er bange for at dø i ensomhed. Tal fra Ældresagen siger, at op mod 65.000 danskere over 65 år føler sig ensomme. Det har vi som samfund al mulig grund til at reagere på.

De mennesker, som vælger at bruge en del af deres egen kostbare tid til at holde en ukendt pensionist i hånden i de sidste timer eller tager ansvar for at naboen ikke sidder for sig selv, fortjener at blive båret på guldstol gennem byen.

Derfor er det trist, at SF'eren Anne Baastrup, som er formand for Folketingets Socialudvalg, blot trækker på skuldrene og henviser til, at det er kommunernes ansvar at betale for de mennesker, som dør i ensomhed og ikke har nogen, der betaler for begravelsen. Til Politiken udtaler hun:
”Det kan godt være, at min fantasi er begrænset, men det nytter ikke noget at sige, at ensomhed er ulovligt. Det er i det nære samfund og i kommunerne, man skal lave initiativer og sikre, at de kommunale medarbejdere, der besøger ensomme ældre, eksempelvis opfordrede ældre til at opsøge sociale væresteder og andre muligheder, der er i kommunen”.
Baastrup tager fejl, når hun fokuserer på, hvilken kasse, der skal betale. Det handler om, at vi som samfund og borgere må forstå, at vi har udviklet et samfund, hvor mennesker bliver glemt og overladt til sig selv og ensomheden. Det er vores alles ansvar at få rettet op på dette.

Vi har alle som medborgere i Danmark et ansvar for, at ingen mennesker dør uden at blive holdt i hånden en sidste gang. Og vi har alle et ansvar for, at ingen ældre mennesker føler sig ensomme. Hvad enten det er vores fjerne slægtninge, en gammel ven eller en ukendt nabo, så har vi alle et ansvar for at være der for hinanden. Selvfølgelig er der mennesker, der har fravalgt al kontakt med venner og familie. Men for størsteparten handler det måske kun om at arbejdslivet er ophørt, ægtefællen død og børnene flyttet til fjerne verdenshjørner.

Uanset hvad der er årsag til, at mennesker dør i ensomhed, så har vi alle et ansvar for at finde en løsning. Her er ikke plads til at kaste aben mellem forskellige kasser i stat og kommuner.

En organisation som Røde Kors har forsøgt at reparere på skaden gennem en vågetjeneste, som gennem de senere år har haft vokseværk. Og Ældresagen har et projekt, som skal skubbe til de ældre, der føler sig ensomme, så de kommer ud i fællesskabet med andre mennesker. Sådanne initiativer er beundringsværdige. De mennesker, som vælger at bruge en del af deres egen kostbare tid til at holde en ukendt pensionist i hånden i de sidste timer eller tager ansvar for at naboen ikke sidder for sig selv, fortjener at blive båret på guldstol gennem byen.

Men vågetjenester og socialprojekter er jo kun et plaster på såret. Vi skal se på, hvad det er, der gør at så mange mennesker er bange for at dø i ensomhed og føler sig ensomme i hverdagen. Er det fordi deres slægtninge har for travlt med sig selv, børn og karriere? Er det fordi vi som naboer og medmennesker ikke har overskud til at give noget af os selv til et fremmed menneske? Uanset hvad der er årsag til, at mennesker dør i ensomhed, så har vi alle et ansvar for at finde en løsning. Her er ikke plads til at kaste aben mellem forskellige kasser i stat og kommuner.

Anne Baastrup burde være den første – som formand for de folkevalgtes socialudvalg – til at komme med bud på, hvad vi som samfund kan gøre bedre. I hvert fald bedre end en henvisning til kommunen.


Flere artikler om emnet

Annonce