Hvad vidste Venstre om SAS?

Venstres nye udmeldinger om 15% lønnedgang synes koordineret med ledelsen i SAS, der netop også krævede 15% lønnedgang af sine ansatte for ikke at lukke.
For knap halvanden uge siden ryddede Berlingske sin forside med en liberal kæberasler fra Venstre: Løn som i Tyskland og skat som i Sverige. De nye skrigblå toner kommer fra Venstres chefstrateg, Claus Hjort Frederiksen, der med et hurtigt snuptag drejer Venstres økonomiske politik 180 grader. Ordet kovending er næppe dækkende her.

Fyringer og lønnedgang på omkring 15 pct. er eneste løsning, hvis Skandinavien ikke skal miste sit flyselskab. (..) 15 procent? Hvor har vi hørt den før? Det er præcis den procentsats Claus Hjort Frederiksen bruger i Berlingske.

Til at starte virker det uklart, om der er tale om et hovsamissil fra Claus Hjort Frederiksen, eller om det rent faktisk er noget, partiet tør stå ved. Lavere lønninger til danskerne ligger langt fra den superpopulistiske politik, som Venstre kørte Danmark i økonomisk ruin med op gennem 00’erne.

På samme tidspunkt, som Claus Hjort Frederiksen melder Venstres nye drømme om tyske lønninger og svenske skatteprocenter ud, holder ledelsen i SAS hemmelige møder i det svenske hovedsæde med banker og skandinaviske regeringer. Det stolte gamle skandinaviske flyselskab er angiveligt på randen af konkurs. Noget skal gøres hurtigt, lyder advarslen fra ledelsen: Fyringer og lønnedgang på omkring 15 pct. er eneste løsning, hvis Skandinavien ikke skal miste sit flyselskab.

15 procent? Hvor har vi hørt den før? Det er præcis den procentsats Claus Hjort Frederiksen bruger i Berlingske, når han skal sætte tal på danskernes lønnedgang.

Mandag morgen – dagen efter Claus Hjort Frederiksen udmelding - rydder nyheden om SAS’ truende konkurs hele det danske mediebillede. Hvis SAS skal overleve, må personalet gå ned i løn. Timingen for Venstre kunne ikke være mere perfekt. ”Hvad sagde vi”, lyder koret fra Venstres folketingsmedlemmer i pressen og på sociale medier. Som glasur på kagen, må landets socialdemokratiske statsminister dagen efter forsvare lønnedgangen som statslig aktionær i SAS. Lønnedgang i SAS er socialdemokratisk politik lyder det endda fra finansminister Bjarne Corydon. Jublen i Venstre er total.

SAS’ bestyrelsesformand, Fritz Schur, har med garanti kendt til de truende problemer i adskillige uger inden Venstres udmelding. Han har samtidigt overordentligt tætte bånd til partiet som formand for Venstres Erhvervsklub.

På Venstres Landsmøde den efterfølgende weekend er lønnedgang og offentlig nulvækst hovedtemaet, med SAS’ truende konkurs som det perfekte bagtæppe. Lars Løkke optræder i en professionelt produceret reklamevideo med budskabet om lavere løn, nulvækst og skattelettelser. Det står nu helt klart, at Claus Hjorts udmelding ikke var et ukontrolleret liberalt opstød. Det var planlagt - lang tid før nyheden om SAS’ problemer blev offentligt kendt.

Nu rejser spørgsmålene sig: Kom SAS’ problemer som en overraskelse for Venstre?  Var det bare ekstrem heldig timing, at SAS’ dagen efter Venstres melding om 15 procents lønnedgang varsler 15 pct. lønnedgang til deres ansatte? Vidste Venstre noget, som offentligheden ikke gjorde, da Claus Hjort Frederiksen blev sendt i Berlingskes bredde forsidespalter?

SAS’ bestyrelsesformand, Fritz Schur, har med garanti kendt til de truende problemer i adskillige uger inden Venstres udmelding. Han har samtidigt overordentligt tætte bånd til partiet som formand for Venstres Erhvervsklub. Var det tilfældigt, at Venstre meldte deres ønske om lavere løn ud dagen før nyheden om den truende konkurs i SAS?


Kommentarer fra Facebook