AFSLØRING: Hvad BT ville skrive om bræk-journalisten

Netavisen Pio er kommet i besiddelse af udkast til artikler, der blev udarbejdet til fredagens udgave af BT, men som ikke kom med, da redaktionen opdagede, at skandalens hovedrolle var besat af én af deres egne topjournalister.
Hver eneste dag udsættes politikere, sportsstjerner og kendisser for tabloidpressens slam-journalister, heriblandt Thomas Nørmark Krog, der slår selv de mindste problemer op i store typer på forsiden og frit udbreder løse rygter, moralske domme, injurierende påstande og spekulationer af enhver art. Denne praksis gælder dog ikke dem selv. Derfor har Den Sorte Streg lavet en satirisk udgave af BT, som avisen ville have set ud, hvis hovedpersonen ikke havde været én af dens egne topjournalister.

 

Brækgate: Spekulationerne breder sig. Hvorfor havde han ikke busker på?

Bukser eller ej? Dagen derpå er det spørgsmålet, som alle på Christiansborg stiller sig selv, efter at ministerens stol i Integrationsudvalgets lokaler på Christiansborg blev overhældt med skandalejournalistens bræk.

BT’s skandalejournalist, Thomas Nørmark Krog, drak ifølge flere kilder heftigt og tæt i flere timer til presselogens fest på Christiansborg. Aftenen koster normalt 1100 kr. med fri sprut og mad, og ifølge BT’s beregninger så har den tørstige journalist hældt for knap 2500 kr. sprut i sig - og afleverede det igen på ministerens stol i Integrationsudvalgets lokale på Christiansborg.

Hvordan og hvornår buskerne er kommet af til den fugtige fest er det spørgsmål, som alle stiller hinanden i dag. Og samtidig spreder spekulationerne sig om, hvornår bukserne kom på igen.

Adskillige journalister har forsøgt at komme i kontakt med Thomas Nørmark Krog, men forgæves. Her er de spørgsmål skandalejournalisten Thomas Nørmark Krog ikke vil svare på:
- Vil du give en garanti for, at du ikke brækker dig næste gang du kommer på Christiansborg?
- Har du en kvittering for, at du har betalt for den lovede rensning af stolen?
- Hvorfor er du værdig til, at have adgang til Folketinget?
Men bræk-journalisten er gået i skjul, muligvis for at pleje sine heftige tømmermænd.

 

Kollega i skarpt angreb: Jeg skammer mig!

Mentor, ven og kollega Andreas Karker er ifølge BTs kilder stærkt oprørt over journalisten Thomas Nørmark Krog, der efter massiv druk til Folketingets årlige festivitas for journalisterne, der dækker Christiansborg, brækkede sig i Integrationsudvalgets lokaler.

På Facebook skriver han direkte til politikeren Trine Bramsen (S), som fandt den fordrukne journalist med bukserne nede om anklerne, at han "Beklager på 'standens vegne'".

Kort tid efter rundsendte en stærkt presset og formentligt stadig alkoholpåvirket Thomas Nørmark Krog en e-mail med emnet "Undskyld Thomas".

Andreas Karker deltog selv i presselogens fest, og var også selv i "godt humør" fortæller flere kilder.

 

Baggrund: Har han et alkoholproblem?

Misbrugsvejleder i Skanderborg Kommune, Poul Erik Svendsen, vil ikke kommentere på den konkrete sag, men udtaler, at når en person ikke er i stand til at tage bukserne på, er det problematisk.

"Det er klart et tegn på, at et massivt alkoholforbrug har fundet sted over længere tid. De første tegn er, at man tager sko og strømper af, men når man også tager bukserne af, så bør man straks opsøge den kommunale misbrugskonsulent".

[Bemærkning fra redaktøren: Denne vinkel skal vi bringe! Har vi nogle kilder? Nej? Ok, så ringer vi til en ekspert i stedet.]

 

HYKLER. Lovede at betale for rengøring, men har ikke gjort det endnu

I en email udsendt af skandalejournalisten Thomas Nørmark Krog med emnet "Undskyld Thomas", hævder han, at han vil betale for ombetrækning og rengøring af den nu berømte bræk-stol.

Men ved redaktionens afslutning har Folketinget endnu ikke set en eneste krone fra Nørmark Krog. Rengøringen har været tidskrævende og en bekostelig affære, men rensningen af stolen kan vise sig at blive en langvarig hovedpine for skandalejournalisten.

Stolen er nemlig modtaget i 1988, som en gave til Folketinget fra det britiske parlament i forbindelse med 100-året for det første besøg fra House of Lords i det daværende Landsting, der blev afskaffet i 1953.

Stolen er udført af den waliesiske kunster John Vommit, og da BT træffer ham på telefonen sent torsdag aften er han forfærdet: "De stole er meget specielle og de tog mig godt 1 1/2 år at færdiggøre".  John Vommit oplyser, at tid og materialer løber op i adskillige hundrede pund, så Nørmark Krog skal til lommerne.


Flere artikler om emnet

Annonce