En vidunderlig tjener, men en forfærdelig herre

Det politiske råderum er blevet mindre i takt med, at finansmarkedernes magt er vokset. Derfor skal styrkeforholdet mellem markedet og samfundet ændres på lang sigt.
Danske Banks position og størrelse gjorde forhandlingerne til en afpresningsøvelse, som selv rockerne må have skuet beundrende på.

”Markedet er en vidunderlig tjener, men en forfærdelig herre!” Sådan husker jeg Svend Auken forklare, hvorfor vi socialdemokrater går ind for en reguleret markedsøkonomi. Min påstand er, at vi på helt afgørende områder har tabt den demokratiske kontrol med markedet. Politikerne bestemmer ikke længere. Hvis vi igen skal komme til det, er det nødvendigt med en politisk tænkning, der ligger ud over den umiddelbare problemløsning, hvor vi meget ofte er låst af markedet på kort sigt. Tit konfronteres vi med argumenter om at ”vi er nødt til at gøre sådan eller sådan”. Men mens det er både ansvarligt og rigtigt at underlægge sig markedets hårde logik på kort sigt, er det en kæmpe udeladelsessynd for vores parti, hvis vi ikke ændrer styrkeforholdene mellem marked og mennesker på længere sigt.

Af hensyn til pladsen og min intellektuelle formåen skal jeg give to forsimplede eksempler på hvordan det kommer til udtryk i praksis.

Tag det nyligt folkeliggjorte eksempel med bankpakke II, hvor det politiske Danmark var nødt til at træde til og hjælpe Danske Bank. I de gode tider havde bankens ledelse og aktionærer tjent svimlende summer, men risikoen og regningen endte hos skatteborgerne. Politikerne var nødt til at redde Danske Bank af hensyn til samfundsøkonomien. Redningsplanen endte på en måde, hvor Lars Løkke og Lene Espersen forærede vennerne og bankens aktionærer 24 mia. kroner gennem en helt urimelig fordelagtig aftale. Det illustrerer nok forskellen på højre og venstre i dansk politik – og med Eivind Koldings seneste melding åbenbart, hvor megen magt Mærsk har. Det skal vi selvfølgelig kritisere! Men problemet er jo større end som så. Danske Banks position og størrelse gjorde forhandlingerne til en afpresningsøvelse, som selv rockerne må have skuet beundrende på.

Derudover over er vi også nødt til at forholde os til, hvilke finansielle produkter, der sælges. Præcis som elkedler designes således, at de selv slukker før huset brænder ned, bør vi stille krav til finansielle produkter.

Danmark og vores banksektor er ikke en ø. Derfor skal kampen i meget høj grad kæmpes i EU og andre internationale fora. I EU er vi godt i gang med at tvinge bankerne til at lægge mere til side til dårlige tider. At have mere på kistebunden, så de selv – og ikke skatteyderne – kan stå for redningen. Samtidig diskuterer vi, hvordan vi sikrer et mere effektivt banktilsyn i hele EU.

Men hvad med størrelsen? Problemet med Danske Bank var jo at de – modsat Roskilde Bank – ikke måtte gå konkurs. De var for store. På den måde er markedskræfternes regulering af størrelse og risiko sat ud af kraft. Uden at vi har sat en politisk i stedet. Hvad gør vi? Nogle stemmer har talt for en opsplitning på enten størrelse eller aktiviteter. Men hvis det er for vanskeligt politisk at sætte præcise grænser for ’hvor stor butikken må være’ kan man eventuelt lade kravene til kapitalreserver og buffere stige mere end proportionalt med størrelsen af udlånsaktiviteterne. Det gør det dyrere på marginalen, når banken bliver meget stor – og det betyder, at der er større sikkerhed i baghånden, når lånene bliver større.

Og hvis vi ikke kan nå en enighed om at splitte finansielle institutter op, hvad så med en helt generel ’ring-fencing’, hvor spekulative handler med derivater eller kursspekulation skilles effektivt fra hr. og fru Jensens opsparing?

Når et af de dominerende ratingbureauer i New York vælger at nedgradere den franske kreditværdighed, sender det tusindvis af franske arbejdere ud i arbejdsløshed, fordi renten stiger, når de franske statsobligationer bliver mindre sikre.

Derudover over er vi også nødt til at forholde os til, hvilke finansielle produkter, der sælges. Præcis som elkedler designes således, at de selv slukker før huset brænder ned, eller legetøj produceres uden dele, der kan sluges af de mindste, bør vi stille krav til (og godkende) finansielle produkter. Eller som et første skridt – som vi nu tager i EU – sikre at handelen med dem registreres.

Helt generelt har vi desuden lidt under det problem, at kriserne i systemet ofte er selvforstærkende. Det kunne tale konjunkturafhængige krav til kapitalreserver og offentlige backups så vi kan agere mere procyklisk, når krisen rammer.

Et andet eksempel er den disproportionale magt ganske få ratingbureauer har fået på vores liv og marked. Når et af de dominerende ratingbureauer i New York vælger at nedgradere den franske kreditværdighed, sender det tusindvis af franske arbejdere ud i arbejdsløshed, fordi renten stiger, når de franske statsobligationer bliver mindre sikre. Derfor hører man også vores egen fortræffelige finansminister holde hårdt på en økonomisk politik, der er ansvarlig set med markedets øjne.

Ratingbureauer tager også fejl. Som da en af verdens absolut førende institutioner vurderede både Roskilde, Fionia og Amagerbanken som sikre få måneder før de gik ned. Man må spørge sig selv om de altid har ret i deres vurdering af et lands økonomiske politik, hvis de ikke engang kan overskue danske provinsbanker?

Alt andet ville være uansvarligt og koste danske arbejdspladser. Men det er derfor også ratingbureauerne - i langt højere grad end politikerne - der definerer, hvad der er ’ansvarlig økonomisk politik’. Det ville være fair nok – hvis de var vogtere af en højere sandhed. Men det er de ikke. Ratingbureauer tager også fejl. Som da en af verdens absolut førende institutioner vurderede både Roskilde, Fionia og Amagerbanken som sikre få måneder før de gik ned.

Man må spørge sig selv om de altid har ret i deres vurdering af et lands økonomiske politik, hvis de ikke engang kan overskue danske provinsbanker?

Hvis vi i fremtiden skal genvinde magten og sikre, at det ikke er få mennesker i jakkesæt et sted i New York, der sender vores smede over i A-kassen, er vi nødt til at skabe større pluralisme i vurderingerne og sikre større uafhængighed. I EU tales der om oprettelsen af flere instanser, supplerende kreditvurderingskrav og begrænsninger i hvor længe man kan have den samme kunde, således at bureauerne ikke bliver fristet til at lave positive vurderinger blot for at beholde kontrakten.

Siden 80’erne har mantraet om neoliberal deregulering af finanssektoren været prædiket. Sektoren er eksploderet ligesom indtjeningen, men demokratiet og politikernes magt er forsvundet som sand mellem vores fingre. Jeg er i politik for at gøre en forskel. Hvis det fremover skal være muligt, kan vi ikke bare symptombehandle og på kort sigt gøre ’det nødvendige’. Vi må også se fremad og gøre op med de strukturer, der i dag i højere grad end os selv fastlægger vores politiske råderum.

 

Jens Joel er folketingsmedlem for Socialdemokratiet og partiets europaordfører.


Kommentarer fra Facebook