Kraka’s konklusioner om krisen skrevet på forhånd

En ny kommission om finanskrisen nedsat af tænketanken Kraka er hverken uafhængig eller uvildig, mener økonomiprofessor.
Tænketanken Kraka lancerede i går en ny finanskrisekommission, der skal undersøge baggrunden for finanskrisen og udarbejde forslag til, hvordan nye kriser kan undgås i fremtiden.

Til Politiken (13.12.2012) udtalte direktøren for tænketanken Kraka, Peter Mogensen, at: ”finanskrisen har været så stor og voldsom og haft så stor betydning for dansk økonomi, at det kræver en grundig undersøgelse af, hvad der er foregået. (..) Derfor har vi besluttet at nedsætte en kommission af eksperter, som skal analysere, hvad der foregik, med input fra de personer, der befandt sig midt i stormen”.

"'Tænketanken' Kraka er på mange måder at betragte som Finansministeriets forlængede arm. Den benytter de samme analytiske modeller og teorier, og deres cheføkonom Jakob Hald er tidligere afdelingschef i Finansministeriet". - Jesper Jespersen

I spidsen for den nye krisekommission står to tidligere økonomiske overvismænd, Torben M. Andersen og Peter Birch Sørensen, der sammen med et sekretariat og repræsentanter fra finanssektoren, skal sikre analyser, der både er ’uafhængige’ og af ’høj kvalitet’.

Men ikke alle er lige begejstrede over Kraka’s iniativ. Professor i økonomi ved RUC, Jesper Jespersen, afviser af kommissionen er uafhængig. Til Netavisen Pio udtaler han: ”'Tænketanken' Kraka er på mange måder at betragte som Finansministeriets forlængede arm. Den benytter de samme analytiske modeller og teorier, og deres cheføkonom Jakob Hald er tidligere afdelingschef i Finansministeriet.”

Torben M. Andersen har selv udtalt til Politiken, at det er ”en helt afgørende præmis for arbejdet, at vi er uafhængige, og der ikke er nogle konklusioner, der er fastlagt på forhånd”. Men også dette er Jesper Jespersen uenig i:

”Resultaterne er forudsigelige og må forventes at ligge tæt op af den lærebog som Peter Birch Sørensen har skrevet. Hovedkonklusionen er her, at økonomiske forstyrrelser som hovedregel skyldes den økonomiske politik i kombination med såkaldte markeds- og reguleringsfejl. Konklusionerne bliver noget i retning af, at der i perioden op til 2007-2008 blev ført en for lempelig pengepolitik, navnlig i USA, at reguleringen af bank- og finanssektoren ikke i tilstrækkelig grad var markedskonform, at beskatningen skaber forvridninger, der blandt andet forklarer noget af husprisboblen”, udtaler han til Netavisen Pio.

"Kraka-kommissionen vil advare politikerne om ikke at genindføre en for omfattende regulering af bank- og finanssektoren, idet finansmarkederne helt grundlæggende bedst kan fastsætte de korrekte priser uden indblanding af de regulerende myndigheder”. - Jesper Jespersen

Det er ellers en almindeligt accepteret sandhed, at de sidste årtiers deregulering af finanssektoren var en hovedårsag til finanskrisen. Men hvis man forventer, at Kraka’s kommission vil foreslå øget regulering af finanssektoren, bliver man slemt skuffet, mener Jesper Jespersen:

”Kraka-kommissionen kan således forventes at afslutte sin konklusion med en advarsel til politikerne om ikke at genindføre en for omfattende regulering af bank- og finanssektoren, idet finansmarkederne helt grundlæggende bedst kan fastsætte de korrekte priser uden indblanding af de regulerende myndigheder”.


Flere artikler om emnet

Annonce