TV 2 | Nyhederne kunne forleden fortælle, at en islamisk prædikant med forbindelser til Al Qaeda, også underviser og radikaliserer danske islamister. Blandt de danske islamister er gruppen ’Kaldet til Islam’, der bliver undervist i budskaber om, at Profeten Muhammeds fjender skal dræbes - herunder den danske tegner, Kurt Westergaard.

Det er en gåde, hvorfor venstrefløjen og Det Radikale Venstre gang på gang vælger at falde over semantikken fremfor at forholde sig til det åbenlyse problem med radikaliserede indvandrere.

Det fik en række harme og bekymrede politikere på banen, herunder Venstres integrationsordfører Inger Støjberg:
”Det her er holdninger, der kun hører hjemme i tabersamfund. Så min opfordring til dem er, at de skal fise hjem til de taberlande, hvor deres holdninger deles. I Danmark er vi et demokrati og har ytringsfrihed. Men at stå og opildne til mord på en frihedshelt som Kurt Westergaard siger lidt om, hvad vi har med at gøre”.
Og så var fanden løs i Laksegade.

Straks kom debatten til at handle om Inger Støjbergs valg af ordet ”taberlande” og ikke det faktum, at man i Danmark har en gruppe mennesker, som i princippet synes, at det er i orden at slå ihjel pga. af en tegning. Borgerrepræsentant Lars Aslan Rasmussen (S) mente at Inger Støjberg var en hykler, Enhedslistens Jørgen Arbo-Bæhr ville have Støjberg til at trække sine udtaleser tilbage og hans partifælle, Pernille Skipper, kaldte udtalelserne for ukonstruktive.

Når venstrefløjen hænder sig i de borgerliges sprogbrug, giver det de borgerlige eneretten på at sige og mene det, som det store flertal af danskere mener på udlændingeområdet. Og friholder samtidigt de borgerlige for at tale om, hvordan man så løser problemerne.

Selvfølgelig vinder Støjbergs ordvalg hende ikke Nobels litteraturpris, men det er mig en gåde, hvorfor en stor del af venstrefløjen og Det Radikale Venstre gang på gang vælger at falde over semantikken fremfor at forholde sig til det åbenlyse problem med radikaliserede indvandrere.

Men hvad er den væsentlige forskel på Inger Støjbergs udtalelser og Villy Søvndal, der bad medlemmer af Hitz ut Tahrir om at ’skride ad helvede til’, eller Trine Bramsen, der bad bøllerne, der raserede en skadestue på Odense Universitetshospital, om at ’overveje at rejse hjem’.

Dette er blot det seneste blandt talrige eksempler, hvor venstrefløjen hænger sig i de borgerliges sprogbrug og ’tonen’ i debatten. Det er problematisk for venstrefløjen, fordi den giver de borgerlige eneretten på at sige og mene det, som det store flertal af danskere mener på udlændingeområdet. Og fordi det friholder de borgerlige for at tale om, hvordan man så løser problemerne.