Sagligt redegør Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby,  i en kronik for, hvordan BT har haft som formål at sværte hende til, uanset hvilke fakta de måtte støde på i deres research.

Og hvor er det dog en befrielse, at nogen tør sige fra over for BT, ligesom det var en befrielse, da Zenia Stampe gjorde det ved tidligere lejlighed.

Folketinget skal snart vedtage ny medieansvarslov, og her kunne man så passende begynde. Dog skal man ikke have for store forhåbninger, da en skærpelse af lovgivningen ville skulle indebære et Justitsministerium, der tør stå op for noget.

BT’s redaktionelle linje er nemlig ikke nogen tilfældighed. Det er fuldt ud bevidst, at man har valgt at indskibe sig i denne form for slamjournalistik.

Bagmanden herfor er Simon Andersen. Også bedre kendt som Simon Slam. Han er leder af svinestien og er blandt andet kendt for at ringe rundt til kilder. En samtale fra ham kan lyde: ”Har du noget snavs på X? Har du hørt nogen rygter om X? Kender du nogen der kunne have noget beskidt og svinsk og sige om X?”. Formålet er klart fra starten. Simon Slam har udset sig et mål, vedkommende skal have endevendt sit liv og svines til i offentligheden, og i den forbindelse kan ALT og det mindste bruges. Simon Slam har nemlig udviklet en metode til, hvordan det kan organiseres. Han har ansat to journalister, som er fuldstændig ligeglade med al faglig etik og derfor befinder sig fint i svinestien. Det er Lars Fogt og Thomas Nørmark Krog. Sidstnævnte har p.t. karantæne fra Christiansborg, fordi han opførte sig som et svin til en fest i presselogen i Folketinget, ligesom han vist ifølge Pio’s kilder, har karantæne fra at have noget med journalistpraktikanter at gøre…

Hvis intet sker, kan Simon Slam køre videre, lige indtil den dag, hvor han bliver ansat i en ledende stilling et andet sted i pressen. Kammerateriet kender nemlig ingen grænser i den branche.

De to 'journalister' har udført Simon Slams beskidte arbejde ved at anvende antydningsjournalistik' (se eksempel lige ovenfor). Princippet i antydningsjournalistikken er at bringe saftige overskrifter og rubrikker indeholdende 'afsløringer' og sensationsretorik, for siden at gardere sig i artiklen med, at 'nogen', 'eksperter' eller 'kilder' siger, at der 'kan' være noget om sagen. Dvs. bringe løsagtige påstande som fakta og bagefter gardere sig. Dygtigt, dygtigt. Enhver hæderlig journalist ville selvfølgelig afstå herfra, men her har Simon Slam sine private svin til at forestå opgaven, og de gør det og bliver ved uanset sager i pressenævn eller berigtigelser. Og hele vejen opmuntres de af Simon Slam og de øvrige ledelse på BT, som er fuldt ud bevidste om, hvad der foregår, og med hykleren over alle, Olav Skaaning Andersen, i spidsen.

Det er den virkelighed, som Ellen Trane står oppe imod. Det er ikke en enkelt journalist – det er et organiseret hele. Måtte hun og andre få held til at få stoppet dem. Folketinget skal snart vedtage ny medieansvarslov, og her kunne man så passende begynde. Dog skal man ikke have for store forhåbninger, da en skærpelse af lovgivningen ville skulle indebære et Justitsministerium, der tør stå op for noget.

Men hvis intet sker, kan Simon Slam køre videre, lige indtil den dag, hvor han bliver ansat i en ledende stilling et andet sted i pressen. Kammerateriet kender nemlig ingen grænser i den branche.