Annonce

Børsens eller Venstres kampagne? Ingen ved det

I en leder i Dagbladet Børsen giver chefredaktør Anders Krab-Johansen et skræmmende eksempel på uhæderlig journalistik og tåkrummende, pinlig argumentation.
Hvis man brugte den samme polemiske model for Anders Krab-Johansens ”blå synspunkt” kunne man uden problemer påstå, at den blå plan bare handlede om at sænke skatter og afgifter fulgt op af massive offentlige besparelser og en kurs lagt direkte mod den sociale massegrav.

I en leder ”Vælgerne tror på erhvervslivet” kammer det helt over i et forsøg på at diskreditere alt, hvad der ligger bare en smule til venstre for midten. Derudover vælger Krab-Johansen at viderekolportere Venstres lille løgnehistorie om, at det var den nuværende regering, der forsøgte at indføre den nu afskaffede afgift på fedt.

”Efter regeringens mislykkede forsøg på at indføre afgifter på forurening, fedt, sukker, grænsehandelsvarer…” skriver chefredaktøren i lederen, der ikke kunne være forfattet mere fordelagtigt for Venstre, hvis de selv skulle have gjort det. Selv i Venstres pressetjeneste ville man nok have haft røde ører, hvis man forsøgte noget så skamløst.

Vi forstår udmærket godt, at Anders Krab-Johansen bare forsøger at tilfredsstille publikummet ved at sige det, folk i erhvervslivet og Venstre gerne vil høre, men er det for meget at forlange, at man ikke er decideret løgnagtig?

Udgangspunktet for lederen er en måling fra Greens, der viser, at et stort flertal af danskere ønsker lavere afgifter for danske virksomheder for til gengæld at acceptere mindre velfærd. I sig selv en lidt problematisk metode, hvor man stiller en konkret forbedring overfor et teoretisk spørgsmål om ”mindre velfærd”.

Krab-Johansens leder lægger ud med en udlægning af den nuværende politiske kamp, som bedst kan betegnes som en total forvrængning af den ene parts synspunkter.

”Der findes to versioner af historien om, hvordan danskerne bliver rigere: Man kunne kalde modellerne den røde og den blå. I den røde er det politikernes rolle at hæve skatterne på virksomheder og folk i arbejde og bruge pengene dels på offentlige job og dels offentlige projekter, mens resten omfordeles til folk uden arbejde.”

Kort sagt: De røde vil hæve skatterne og give dem til de arbejdsløse! Selv ikke de mest overbeviste borgerlige politikere eller debattører ville ikke kunne få sig selv til at kalde det en fair udlægning af, hvad der er ”det røde synspunkt”, men Anders Krab-Johansen har åbenbart ikke den slags forbehold overfor uredelighed.

Anderledes positivt er udlægningen af det blå synspunkt.

”I den blå plan er politikernes opgave at skabe rammerne for økonomisk vækst. Lovgivningen skal være fair og forudsigelig, reguleringen båret af fornuft, de økonomiske rammevilkår stabile, og skatter designes, så de giver et entydigt incitament til at gøre en indsats.”

Hvis man brugte den samme polemiske model for Anders Krab-Johansens ”blå synspunkt” kunne man uden problemer påstå, at den blå plan bare handlede om at sænke skatter og afgifter fulgt op af massive offentlige besparelser og en kurs lagt direkte mod den sociale massegrav. En ”vækststrategi” som på nuværende tidspunkt har sat hele Europa i stå, imens amerikanerne med offentlige investeringer så småt har fået sat gang i væksten.

Men det vil måske være for meget at forvente den slags refleksion fra Dagbladet Børsen og Anders Krab-Johansen?


Flere artikler om emnet