Betale sig at arbejde. I den økonomiske debat får man ofte indtryk af, at dagpengeniveauet er fastsat som en de facto mindsteløn på det danske arbejdsmarked. Men reelt er kausaliteten omvendt, idet dagpengene beregnes ud fra den løn, den ledige havde, inden han eller hun mistede sit arbejde. Oprindelig var udgangspunktet for offentlig forsørgelse, at kompensationen i forbindelse med arbejdsløshed skulle være tilstrækkelig til at skabe tryghed for lønmodtagerne – altså et velfærdsgode.

LÆS OGSÅ: Lykketoft: Debatten om, at det skal kunne betale sig at arbejde, er kørt helt af sporet.

Isoleret økonomisk set reducerer offentlige forsørgelse ved arbejdsløshed incitamentet til at arbejde. Og derfor indførte den daværende Nyrup-regering igennem anden halvdel af 1990’erne en aktiv arbejdsmarkedspolitik, hvor man sikrer, at den arbejdsløse står til rådighed for arbejdsmarkedet. Samtidigt sikrede man, at den arbejdsløse havde de kompetencer, der var behov for på arbejdsmarkedet - et element, som desværre er blevet nedprioriteret siden. Lidt firkantet kan man sige, at den aktive arbejdsmarkedspolitik er svaret på de overordnede incitamentsproblemer, velfærdssamfundet kan resultere i for arbejdsløse.

Den nuværende diskussion er derimod i høj grad en politisk debat om velfærdssamfundet, som vi kender det. Hvor meget eller hvor lidt vil vi tillade, at folk lever for – uanset om de er på overførsler eller i arbejde.

Det er svært at være uenig i, at det skal kunne betale sig at arbejde. I enkelte tilfælde kan kombinationen af et progressivt skattesystem og indkomstgraduerede tilskud til bolig, enlig forsørgere osv. betyde, at indkomstforskellen ved at arbejde og være arbejdsløs er lille eller endog negativ. Og derfor bør man selvfølgelig løbende overveje, hvordan tilskud, overførsler og skattesystem spiller sammen.

LÆS OGSÅ: B.T. individualiserer arbejdsløshedsproblemet.

En faglig diskussion af om det kan betale sig at arbejde handler om, hvorvidt den aktive arbejdsmarkedspolitik sikrer, at de arbejdsløse altid er til rådighed og om samspillet imellem tilskud, overførsler og skat altid er optimal.

Men den nuværende diskussion er derimod i høj grad en politisk debat om velfærdssamfundet, som vi kender det. Hvor meget eller hvor lidt vil vi tillade, at folk lever for – uanset om de er på overførsler eller i arbejde.

Ønsker vi politisk et samfund, hvor vi investerer i hele arbejdsstyrken, så alle kan opretholde en rimelig levestandard? Eller vil vi løse udfordringerne på fremtidens arbejdsmarked ved politisk at tillade, at en del af befolkninger arbejder for meget lave lønninger og har ret til små eller ingen offentlig forsørgelse ved arbejdsløshed?! How low can you go?

Anita Vium Jørgensen er cheføkonom i 3F