Man kan arbejde op mod 50 timer om ugen med tre forskellige lavtlønsjob og alligevel være nødt til at supplere lønindkomsten op med socialhjælp for at få husholdningen til at løbe rundt.

De færreste er klar over, hvad der ligger under overfladen på Venstres læresætning om, at Danmark skal have skatter som i Sverige og lønninger som i Tyskland. For selv om det lyder fornuftigt at tilpasse sig nabolandene for at klare konkurrencen, har Venstres fortælling ikke inkluderet bagsiden af medaljen.

For når Venstre prædiker, at det skal kunne betale sig at arbejde, giver det ingen mening samtidig at beundre den store nabo i syd, hvad angår lønninger og situationen på arbejdsmarkedet. I Tyskland kan det for rigtig mange ikke betale sig at arbejde, fordi lønningerne er rutsjet nedad.

LÆS OGSÅ: Hjortens tre fejlskud

Arbejdsmarkedsreformer med stor social slagside

Efter genforeningen i 1990 kæmpede Tyskland med et kronisk underskud. Dette enorme efterslæb blev der først taget hånd om i årene 2003-2005, da Gerhard Schröders socialdemokratisk ledede regering gennemførte de berygtede Hartz-reformer. Man ville gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt og dynamisk, øge arbejdsudbuddet og presse lønmodtagerne ved at beskære overførslerne. Reformerne var ifølge de fleste økonomer også nødvendige efter genforeningen.

Men de sociale konsekvenser er ikke til at tage fejl af. I dag lever op mod 13 mio. tyskere i fattigdom. Det var eksempelvis tidligere svært at afskedige folk, men reformerne gjorde reglerne mere smidige. Men eftersom pensionsforhold og graden af arbejdsløshedsunderstøttelse er koblet op på tilknytningen til arbejdsmarkedet og ancienniteten på arbejdspladsen, har lempelsen af reglerne medført en stor grad af løntilbageholdenhed, fordi den tyske arbejder for alt i verden hellere ville gå ned i løn end at blive fyret.

Det tyske arbejdsmarked og dets lønninger er ikke noget at stile efter. Knap 13 millioner tyskere lever under fattigdomsgrænsen. Heraf er 7 millioner faktisk i arbejde.

LÆS OGSÅ: Aamunds absurde anklager

En arbejdende underklasse

Med Hartz-reformerne opstod en ny underklasse: Das neue Prekariat. Der findes i Tyskland mange såkaldte mini- og midijob, som er meget dårligt betalte deltidsstillinger i f.eks. servicesektoren, hvortil der følger ringe sociale rettigheder. Op mod 7 millioner tyskere tjener kun 400 euro om måneden (3.000 DKK) i disse job. Det gælder eksempelvis butiksekspedienter. Derfor taler man populært sagt om ’working poor’, altså folk, der er i arbejde, men som reelt er fattige.

Professor Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet beskrev det således over for Berlingske: ”Tyskland er i en situation, hvor der nok er mange beskæftigede, men der er også mange fattige på arbejdsmarkedet. Med Hartz-reformerne fik man rystet bøtten på det tyske arbejdsmarked, og man fik løst nogle store problemer, men man fik også skabt nye problemer, som man ikke havde regnet med.”

Samtidig er andelen af vikaransættelser (’Leiharbeit’) steget voldsomt. Fra 2004 til 2011 voksede vikarsektoren fra 300.000 til 900.000. Vikarerne får ofte ringere løn og har færre sociale rettigheder end de fastansatte.

Tysklands økonomi er bomstærk og buldrer derudaf, men bagsiden af medaljen er, at mange tyskere har job, hvis løn de ikke kan leve af. Den sociale pris for det tyske jobmirakel er tårnhøj.

LÆS OGSÅ: Vil Claus Hjort suspendere den danske model?

Fuldtidsjob suppleres med socialhjælp
De nye problemer indebærer den massive sociale slagside, at man kan arbejde op mod 50 timer om ugen med tre forskellige lavtlønsjob og alligevel være nødt til at supplere lønindkomsten op med socialhjælp for at få husholdningen til at løbe rundt. Siden Hartz-reformernes indførelse i 2005 har den tyske stat suppleret lave lønninger for over 500 milliarder kroner.

Det tyske arbejdsmarked og dets lønninger er ikke noget at stile efter. Knap 13 millioner tyskere lever under fattigdomsgrænsen. Heraf er 7 millioner faktisk i arbejde. Som arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen prompte besvarede Berlingskes spørgsmål om, hvorvidt Danmark kunne lade sig inspirere af Hartz-reformerne: ”Nej, jeg kan ikke se, hvad vi skulle kunne overføre. Det er mit klare svar.”

Tysklands økonomi er bomstærk og buldrer derudaf, men bagsiden af medaljen er, at mange tyskere har job, hvis løn de ikke kan leve af. Den sociale pris for det tyske jobmirakel er tårnhøj. Venstres tyske forbillede er bestemt ikke noget paradis.