Annonce

10 pointer fra Corydon

Weekendavisen bragte i sidste uge et interview med finansminister Bjarne Corydon. Vi har samlet de 10 væsentligste pointer.
Det gør godt, når det gør ondt. I sidste uges udgave, bragte Weekendavisen et langt interview den udskældte socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon. I interviewet giver han udtryk for VK-regeringen fejlede og nu rydder regeringen op ved at gennemføre hårde, men nødvendige reformer af velfærdssamfundet.

Netavisen Pio har læst det hele og har her samlet de ti vigtigste budskaber fra finansministeren til dem der måtte tvivle.

1.VK-regeringen svigtede i nullerne
”Nullerne er den bedste dokumentation for, at det ikke går at lade de borgerlige forvalte den socialdemokratiske idéarv. Førte de en aktiv konjunkturpolitik, da det var svært? Skal man lade sig imponere af deres indsats for en bedre folkeskole? Skal man imponeres af deres arbejde for at få de passive ind på arbejdsmarkedet? Det er jo det, vi rydder op i nu, og så er vi inde ved kernen af det socialdemokratiske: Vi tager alle pryglene for at få det hele til at hænge sammen.”

2. Det gjorde Socialdemokraterne ikke!    
”Under Helle Thorning var (S) først til at tage problemet med efterlønnen alvorligt. Selv de hårdeste kritikere af hende må indrømme, at hun satte den dagsorden, der førte til velfærdsreformen i 2006. Fogh fulgte i hælene på hende, og vi fik den ordning, som betyder, at tilbagetrækningsalderen fremover stiger med levealderen. ”

3. Det er ligesom i 90’erne
”Ja, vi møder jo heftig kritik fra fagbevægelsen og fra venstrefløjen, vi hører anklager mod Finansministeriets regnemetoder, vi anklages for ikke at være forskellige fra de borgerlige. Der tales om mismod over manglende resultater og meningsmålingernes niveau og intern uro. Det er præcis som i 1990erne.”

4. Det er ligesom i 90’erne 2
”Man lavede markante reformer, der øgede arbejdsudbuddet, og når man fremstiller det, som om man bare pumpede penge ud i et væk for at stimulere efterspørgslen, er det lodret forkert. Efter den første kickstart gennemførte man jo en pinsepakke, som dæmpede både vækst og faldet i arbejdsløsheden, så man kunne afværge overophedning. Det gav en gylden økonomisk periode, og det er altså på ryggen af den historie, at vi udvikler vores politik i dag.”

5. Lønnen skal holde i ro. Ikke falde.
”Det handler jo ikke om, at lønningerne skal falde, men hvor hurtigt de kan stige. Vi kan jo ikke tage os bedre betalt uden at blive dygtigere, det er ikke svært at forstå, at det vil koste os arbejdspladser. ”

6. Ingen reformer. Intet velfærdssamfund.
”Ideen om at dele arbejdet er tævet gul og blå af den historiske erfaring. Sandheden er enkel: Vores velfærd kan kun fortsætte under den præmis, at en rigtig stor del af befolkningen er i arbejde. Ellers er modellen for dyr.”

7. Offentlig og privat vækst skal afvejes
”Vi har hele vejen igennem skullet forene udviklingen af velfærden med privat vækst og konkurrenceevne. Det fordrer konstant modernisering og antikonservatisme at sikre, at velfærdssamfundet understøtter vækst og udvikling, så den private og offentlige sektor forstærker hinanden frem for det modsatte. Den ene socialdemokratiske leder efter den anden har siddet med den gåde.”

8. Både udbud og efterspørgsel skal stimuleres
”Der er mennesker … som kun vil stimulere efterspørgslen. Vi hører røster fra venstrefløjen om, at vi mangler vilje, er idioter, ikke er socialdemokrater, er underlagt embedsmændene og den slags.

Omvendt er der også folk, som kun vil beskæftige sig med fase tre, kun modernisere. De er ligeglade med konjunkturpolitikken. Det er Liberal Alliance, og hvad de trækker efter sig af Venstrefolk, når det går værst for sig.”

9. Økonomisk tilbageholdenhed, velfærdsreformer og mere uddannelse
”Vi må fastholde økonomiske stimuli, men ikke så kraftige, at de trækker os ud over grænsen for budgetdisciplin og kreditværdighed. Samtidig skal vi sikre arbejdskraft og trimme den offentlige sektor med alle dens udfordringer med Robert og Carina og alle dem, der forlader skolen uden at kunne læse og skrive.”

10. Socialdemokraterne lovede ikke for meget
”Men kernefortællingen i den plan var, at vi skulle arbejde mere, og at der var nogle grupper, der også ville komme til at yde et større bidrag til fællesskabet i form af skattebetaling. Det afgørende for, om der er et hul eller ej, er, om man har disponeret de penge på forhånd. Og det havde vi ikke. Vi havde netop af den grund sagt, at vi ville overholde et forsigtighedsprincip, der betød, at pengene ikke kan bruges, før de er skaffet. Vi holdt ét pressemøde i valgkampen, og det havde ét budskab: Vi bruger ikke pengene, før de er der.”

Bonus: Der er ikke mere at gøre på dagpengeområdet
”Vi har et enormt fokus på gruppen og har haft det gennem et halvt år – det havde vi nok ikke set med en borgerlig regering. Vi har hjulpet gruppen med jobrettede initiativer for mere end en milliard, og dagpengesystemet står heldigvis ikke alene. Der er et kontanthjælpssystem for dem, der hverken har formue eller kan få arbejde.”

Hele interviewet med Bjarne Corydon af Arne Hardis og Hans Mortensen kan læses i Weekendavisen.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet