Top 5: Mærkelige skriverier fra Søren Pind

Netavisen Pio har samlet de fem mærkeligste, gale og gakkede udtalelser fra Venstres chefideolog.
Søren Pind har mange fans. Når man kan få snesevis af ’likes’ på facebook med opdateringer som ”LA is my Lady” og ”To be in or not to be... That is the question”, så må det være fordi, at man har en stor stjerne hos mange mennesker. Nogle kalder ligefrem Pind for en ny Venstre-ideolog.

Læser man Pinds indlæg, støder man imidlertid på mange besynderlige udsagn og mystiske analyser. Det er sådan set ikke fordi udsagnene er særlig ideologiske, og da slet ikke liberale. For det meste er de bare mærkelige.

Vi bringer her en Top 5 over de mærkelige skriverier fra Søren Pind.

Jeg har ikke hørt en eneste af de demonstranter, der gik på gaden i Kairo og krævede demokrati og frihed, fremhæve Irak som et eksempel til efterfølgelse. Tværtimod er ’irakiske tilstande’ noget man forbinder med svag regeringsførelse og sekterisk vold.

LÆS OGSÅ: Venstres strategi

#5: Socialdemokraternes medlemsdemokrati skyld i pøbelvælde

På femtepladsen finder vi et indlæg, som Pind skrev forleden i Jyllands-Posten. Her konstaterede han, at debatten i Danmark er ”pøbelagtig”, og helt forudsigeligt gør han Helle Thorning til en af hovedårsagerne. Mere overraskende er det imidlertid, at Pind mener, at Helle Thorning-Schmidt kun fik formandsposten hos Socialdemokraterne, fordi ingen andre ville have den:

”Det 20. århundredes største magtfaktor i dansk samfundsliv, arbejderbevægelsen, valgte som sin førstedame en kvinde, der aldrig havde været valgt til Folketinget. […]Vel kan man undre sig over, at hun med sin baggrund har haft den selvovervurdering at stille op i det parti. Men altså… Hvem ville ellers?”

Pind negligerer altså fuldstændig, at Helle Thorning-Schmidt besejrede den mangeårige minister Frank Jensen i en urafstemning. I øvrigt første gang i Danmarkshistorien, at medlemmerne i et stort parti fik mulighed for at vælge formanden direkte. Men er åbenbart ikke noget Pind går ind for. Han foretrækker åbenbart et lille politbureau til at træffe den slags beslutninger, så langt fra pøblen som muligt. Man skulle ellers tro, at Pind med sin forhistorie var vaccineret mod den slags.

Og hvordan ser det egentligt ud i Venstre? Som bekendt var det jo ikke fordi det ligefrem vrimlede med kvalificerede kandidater – eller for den sags skyld bare kandidater – da Lars Løkke overtog posten som partiformand i 2009. Men det er selvfølgelig noget andet, når det er i Venstre …

LÆS OGSÅ: De 10 ’sjoveste’ liberale kommentarer om kvinder

#4: Irakkrigen banede vejen for Det Arabiske Forår

På fjerdeplads finder vi Pinds udtalelse fra foråret 2011 om, at gløden til det arabiske forår i virkeligheden blev tændt, da Bush iværksatte sin invasion af Irak i 2003:

”Irak-krigen var bestemt en faktor for, at det kunne lade sig gøre. Man skal ikke fratage de unge, at de selv har tilkæmpet sig samfundsomvæltninger. Men jeg er helt sikker på, at demokratiet i Irak har inspireret under det arabiske forår”.

Da landmænd sidste år begik civil ulydighed ved pløje deres randzoner ned i protest mod Folketingets randzonelovgivning, hørte man pudsigt nok ikke Pind sammenligne landmændene med terrorister,

Pind blæser her ikke kun på stort set samtlige Mellemøsteksperter, som snarere ser begivenhederne i Mellemøsten som værende sket på trods af USA’s invasion af Irak, end på grund af den. Han ignorerer også fuldstændig de hårde fakta, der viser, at over 90 % af egypterne havde et negativt billede af USA i årerne op til revolutionen, og lige så mange var imod amerikansk militær tilstedeværelse i Mellemøsten.

Jeg har ikke hørt en eneste af de demonstranter, der gik på gaden i Kairo og krævede demokrati og frihed, fremhæve Irak som et eksempel til efterfølgelse. Tværtimod er ’irakiske tilstande’ noget man forbinder med svag regeringsførelse og sekterisk vold. Men Pind ved jo selvfølgelig også bedre end araberne, hvad de i virkeligheden er inspireret af …

LÆS OGSÅ: Samuelsens fornemmelser for tal

#3: Miljøaktivister og terrorister er to alen af et stykke

På tredjepladsen finder vi Pinds kontroversielle udsagn fra sommeren 2011, da han i en kommentar på facebook satte miljøaktivister, der begik civil ulydighed i Østerild Klitplantage, i bås med den norske massemorder fra Utøya.

”Ekstremismen tager til. Flere og flere mener sig berettiget til at tage sig selv til rette. Optøjerne på Nørrebro. Kirkebesættere. Østerild. Og ekstremismens hidtil mest sataniske fjæs nu i Norge”.

Både politiske venner og fjender lagde da også omgående afstand til Pinds kommentar. At kalde fredelige demonstranter for ekstremister, på linje med en gal massemorder, var trods alt at gå over stregen.

Man må også konstatere, at Pinds analogier åbenbart afhænger af, hvorvidt der er tale om folk, han er politisk enig med eller ej. Da landmænd sidste år begik civil ulydighed ved pløje deres randzoner ned i protest mod Folketingets randzonelovgivning, hørte man pudsigt nok ikke Pind sammenligne landmændene med terrorister, der har snesevis af menneskeliv på samvittigheden. Vi kan da håbe, at Pind er blevet klogere …

Der er mange gode argumenter for, at Danmark skal blive i EU, men det her er unægtelig nyt! For Pind går der åbenbart en lige linje mellem vores 200 år gamle alliance med en diktator, som var i gang med at erobre hele det europæiske fastland, og vores nuværende medlemskab af EU.

#2: Danmarks plads er ved Napoleons side

På andenpladsen finder vi Søren Pinds argument for, hvorfor Danmark skal blive i EU og ikke følge de EU-skeptiske briter ud af fællesskabet:

”Vi hører til i Europa. Der var en grund til, vi valgte Napoleon frem for Briterne, der både øvede et terrorbombardement mod København og stjal vores flåde. Det var, fordi vi måtte sande, at vi hørte til på det europæiske kontinent.”

Der er mange gode argumenter for, at Danmark skal blive i EU, men det her er unægtelig nyt! For Pind går der åbenbart en lige linje mellem vores 200 år gamle alliance med en diktator, som var i gang med at erobre hele det europæiske fastland, og vores nuværende medlemskab af EU. I det perspektiv kommer Jens Rohdes visioner om en EU-hær også til at stå i et helt nyt perspektiv!

Derudover er det nok lige en tilsnigelse at sige, at Danmarks alliance med Napoleon dengang skyldtes en dyb overbevisning i de ledende kredse om, at Danmark hørte til på kontinentet. Det skyldtes vel snarere en fejlslagen dansk udenrigspolitik, som forsøgte at holde Danmark ude af den europæiske konflikt gennem det væbnede neutralitetsforbund, som dog endte med at binde Danmark så tæt til Rusland og Frankrig, at briterne gik til angreb. Hvorefter Danmark ikke havde så meget andet valg, end at indgå alliance med Napoleon. Men måske Pind har læst nogle andre bøger?

LÆS OGSÅ: Aamunds absurde anklager

#1: Må ministre gå i uniformer?

På førstepladsen finder man ikke en udtalelse, men derimod et spørgsmål, som Søren Pind for et års tid siden stillede til statsminister Helle Thorning-Schmidt.

”Uniformspligten for ministre blev så vidt vides endeligt afskaffet under tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, men har ministre, på linje med stiftamtmænd m.v., fortsat ret til at bære uniform?”

Pinds nysgerrighed har kostet skatteborgerne et ukendt antal offentlige arbejdstimer, både i Statsministeriet og hos Hoffet. I følge tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen svarer prisen til, hvad det årligt koster at behandle omkring 50-60 småbørn i ulandene mod diarré.

Så vi må håbe at Pind er glad for at svaret fra Statsministeren, nemlig at man ikke er stødt på oplysninger om, at der skulle gælde et uniformsforbud for ministre. Om Pind vi så får Pind at se i uniform, må tiden vise.


Kommentarer fra Facebook