Hvis vi ikke overholder henstillingen, får vi en ny henstilling, og dermed forsvinder en del af tilliden til dansk økonomi og regeringens økonomiske politik. Det kan medføre højere renter - til ugunst for bl.a. boligejerne - hvilket vil føre til lavere vækst.

De seneste uger har det føget med påstande om, at Danmark sagtens kan bruge flere offentlige penge uden at komme i karambolage med den såkaldte EU-henstilling. Det er dog langt fra rigtigt.

EU-henstillingen blev givet til Danmark i 2010 under VK. Der er to krav i henstillingen. For det første et krav om, at det løbende underskud på de offentlige finanser skal bringes under 3 % af BNP i 2013 – og prognoserne skal vise, at underskuddet forbliver under dette niveau. For det andet et ofte overset krav om, at den såkaldte strukturelle saldo i 2013 skal forbedres med i alt 1,5 % i forhold til 2010.

LÆS OGSÅ: 10,7 milliarders forskel på rød og blå finanspolitik

Det første krav er opfyldt, idet der skønnes at blive et underskud på de offentlige finanser på ca. -2,5 % i 2013 og -2,8 % i 2014, men vi er tæt på grænsen, og der er ikke plads til store udsving.

Det andet krav gælder den såkaldte strukturelle saldo, og det opfylder vi også, men kun lige akkurat. I 2010 var vores strukturelle underskud 1,6 % og prognosen for 2013 viser et underskud på 0,1 % - altså præcis den opstramning på 1,5 %, som vi er blevet pålagt.

Den strukturelle saldo er et udtryk for den langsigtede saldo på de offentlige budgetter, og den beregnes ud fra de offentlige budgetter. Man forsøger at rense budgetterne for udgifter, der skyldes konjunkturerne. I Danmark har vi eksempelvis ekstra udgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse i en kriseperiode, og der er også en række indtægtskilder, som har store udsving og som ikke tæller med i den strukturelle saldo. Det gælder bl.a. indtægter fra Nordsøolien og fra pensionsbeskatningen.

Vi gambler ikke med Danmarks økonomiske troværdighed. Derfor går vi til grænsen - og kun til grænsen – af hvad vi kan tillade for at skabe arbejdspladser indenfor de økonomiske rammer, der er sat for Danmark.

LÆS OGSÅ: Der er planen og pryglene til forskel

Udgifter til den offentlige sektor tæller derimod med. Det gælder også anlægsudgifter. Derfor kan vi ikke blot uden videre hæve det i øvrigt historisk høje anlægsniveau yderligere.

Men kunne vi ikke bare blæse højt og flot på EU-henstillingen? Jo, men ikke uden konsekvenser! Hvis vi ikke overholder henstillingen, får vi en ny henstilling, og dermed forsvinder en del af tilliden til dansk økonomi og regeringens økonomiske politik. Det kan medføre højere renter - til ugunst for bl.a. boligejerne - hvilket vil føre til lavere vækst og med stor sandsynlighed færre arbejdspladser samt højere rentebetalinger på den offentlige gæld. Den risiko er regeringen ikke indstillet på at løbe.

Vi gambler ikke med Danmarks økonomiske troværdighed. Derfor går vi til grænsen - og kun til grænsen – af hvad vi kan tillade for at skabe arbejdspladser indenfor de økonomiske rammer, der er sat for Danmark.

 

John Dyrby Paulsen (f. 1963) er folketingsmedlem for Socialdemokraterne og partiets finansordfører.