Annonce

BT og Ekstra Bladet sætter ny petitessegrænse

BT og Ekstra Bladet har på få dage sat ny petitessegrænse – denne gang illustreret ved Thornings ”kaffeskandale” og hendes hovedstadsfejl.
Man skulle tro,  at Dagbladet BT og den seriøse journalist Thomas Nørmark Krog snart havde fået nok af deres kampagne mod statsminister Helle Thorning Schmidt. Men nej! Denne gang er historien, at Thorning foretrækker en slags kaffe frem for en anden, når hun anvender Forsvarets jetfly til officielle besøg i udlandet. Det får BT til at fylde to hele sider i deres avis torsdag. Som BT selv skriver i deres artikel, er det ikke fordi Thornings kaffeønske er et særlig dyrt eller besværligt ønske. Hun foretrækker en kaffe man kan købe for 27,95 i SuperBest, og har derfor bedt Forsvaret om de kunne have den kaffe ombord til hendes rejser.

Småligheden lever dog ikke kun i BT’s redaktionslokaler. En kantineansat udtaler sig anonymt ”Det kan ikke være rigtigt, at vi skal hoppe på den måde, blot fordi vi skal flyve med statsministeren”. Vi taler altså her om vort lands regeringsleder, der rejser til udlandet som repræsentant for Danmark.

Som sidebemærkning begynder man at kunne forstå, hvorfor Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) mener at vi kan spare og effektivisere for 2,7 mia. kr. på det danske forsvar, når en kantinechef til sin sektionsleder retorisk spørger ”Gæt hvor megen tid vi har brugt på den sag”. Og Sektionslederen endda bringer kaffesagen videre til en oberstløjtnant.

”Kaffesagen” er dog blot det seneste eksempel på, at små ikke-historier bliver til store historier i BT og Ekstra Bladet. I onsdags var der en historie i Ekstra Bladet, hvor ”Helle laver en Villy”. Thorning havde lavet den fejl, at kalde Tanzanias hovedstad for Dar Es Salaam, hvor den danske ambassade, 14 ud af 17 ministerier er placeret og hvor store dele af resten af centraladministrationen stadig befinder sig, med den officielle hovedstad Dodoma. Det blev hurtigt til en forside på eb.dk.

Kunne man forestille sig andre landes aviser, ville lave en historie om hvilken slags discount-kaffe deres regeringsleder foretrak? Næppe. Er det ikke snart på tide at BT og Ekstra Bladet spørger sig selv, hvor petitessegrænsen går?


Flere artikler om emnet

Annonce