Annonce

Ung Venstreprofil misbruger timetal i skoledebat

Folkeskolereform: I et forsøg på at miskreditere regeringen, overdriver VU-formand Morten Dahlin det antal timer som regeringen foreslår skoleeleverne vil få fremover.
Det skal stå enhver frit for at mene, at det er en forkert løsning, at give eleverne i folkeskolen flere timer, men det bør som minimum forventes, at man tager debatten om folkeskolereformen på et faktuelt grundlag og ikke render rundt i den offentlige debat og spreder myter.

Som Berlingske kunne berette mandag, har Danmarks Lærerforening brugt et forkert timetal i deres kampagne mod Folkeskolereformen. I en kampagnevideo nævner lærerforeningen et timetal fra 8-16, selvom dette ikke kan findes nogen som helst steder i regeringens reformforslag. Danmarks Lærerforening indrømmer selv, at tallet var forkert, men skyder ansvaret på misinformationen videre på de forældre, som organisationen har fået til at medvirke i filmen.

Det korrekte timetal foreslået, er som Berlingske fortæller: for 0. til 3. klasse fra klokken 8.00 til 14.00, for 4. til 6. klasse fra klokken 8:00 til 15.00 og for 7. til 9. klasse fra klokken 8.00 til klokken 15.30. Ingen vil være i skole fra 8 til 16! Ingen.

Nu viser det sig dog at lærernes fagforening har fået en uventet allieriet, der heller ikke er for fin til at puste timetallet kunstigt op, for at give indtryk af, at eleverne fremover skal bænkes fra morgen til aften. I et hårdt angreb på regeringen, benytter VU formand Morten Dahlin ligeledes de forkerte tal. Den unge Venstre-profil, der ligeledes er folketingskandidat i Slagelse, bruger selv begrebet heldagsskole, som ifølge ham er mere dækkende, selvom regeringens term er helhedsskole.

Det skal stå enhver frit for at mene, at det er en forkert løsning, at give eleverne i folkeskolen flere timer, men det bør som minimum forventes, at man tager debatten om folkeskolereformen på et faktuelt grundlag og ikke render rundt i den offentlige debat og spreder myter.

Hvis man har lyst til selv at læse mere om regeringens udspil til en folkeskolereform kan man finde hele udspillet her. Så slipper man også for at fordreje debatten som Morten Dahlin bl.a. har gjort.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet