Annonce

Venstre vælter rundt i SU-debat

For under et år siden, afviste Venstre et socialdemokratisk forslag om at give SU til iværksættere. Nu stiller oppositionspartiet selv et identisk forslag.
Venstre vil i forbindelse med forhandlingerne om SU-reformen gerne, at der fremover kan gives SU til unge iværksættere. Et forslag som Socialdemokraterne faktisk tidligere har stillet, men som den gang blev fejet fuldstændigt af bordet af netop Venstre.

I dagens udgave af Metroxpress forslår Venstres SU-ordfører Mads Rørvig, at der gives mulighed for, at man efter endt uddannelse, kan få et ekstra års SU, hvis man starter egen virksomhed. Et forslag til den meget symbolske sum af syv millioner kroner om året.

- Danmark har brug for nye iværksættere og vækstvirksomheder, og det her et forslag er en billig måde at understøtte det på. Det er et beløb, som burde være let at finde inden for SU-rammen, siger Mads Rørvig til dagens udgave af Metroxpress og åbner op for at ordningen evt. kan udvides, hvis den bliver en succes.

Det er helt anderledes toner fra Venstre, end da socialdemokraternes IT-ordfører Trine Bramsen i sommers foreslog noget helt tilsvarende. Den gang fejede partiet forslaget fuldstændigt af bordet.

- Grundlæggende skal SU'en bruges på uddannelse, og ikke til at starte virksomheder, sagde Esben Lunde Larsen, forskningsordfører i Venstre, til Berlingske, den 12. juni 2012.

Man må spørge Venstre om, hvad der har ændret sig siden den gang, bortset fra tidspunktet? Og siden hvornår er det blevet god liberal politik og bruge SU-midler som erhvervsstøtte?

Sidst, men ikke mindst ville det være interessant at høre på det rent ideologiske plan, om det virkelig er udtryk for god liberal politik, at folks mulighed for at starte en virksomhed skal ske med statsstøtte? Hvis idéen og forretningskonceptet var god nok, burde de unge iværksættere vel kunne klare sig på almindelige markedsvilkår.

Det sidste spørgsmål kan Mads Rørvig så evt. debattere med sine liberale trosfæller i Cepos. Her på Pio konstaterer vi blot, at det ikke kun er Socialdemokraterne der i disse tider lader sig kraftigt inspirere Venstre, men at trafikken i den politiske udvikling også ind imellem går den anden vej.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet