Ved at organisere produktionen effektivt og spænde produktionen foran velstandens vogn snarere end magthavernes, har kapitalismen løftet en stor del af verden ud af fattigdom.

”Kapitalismen er en destruktiv kraft, som i sin eksplosive ekspansion nedbryder og opsluger alt, hvad den møder på sin vej”. Sådan beskrives den kapitalistiske produktionsmåde i hvert fald i Marx’ klassiske analyse.

I denne analyse forudsiger Marx også, at kapitalismen med tiden vil erodere selve det grundlag, som den hviler på og derfor vil kollapse indefra. “Alt fast og solidt fordufter, alt helligt bliver klædt af, og menneskene bliver endelig tvunget til at se nøgternt på deres egen stilling i tilværelsen”, lyder profetien i Det kommunistiske manifest fra 1848.

Men er kapitalismen på vej mod sit endeligt? Dette spørgsmål var i ramme alvor på økonomernes læber efter 2008, hvor verden oplevede den værste økonomiske krise siden 30’erne. Den vestlige økonomi har altid oplevet kriser, men det kan synes som, at kapitalismen er tæt på at have opbrugt sit potentiale til at skabe et bedre liv - i hvert fald i verdens rige lande.

En person, der havde viet sit liv til at tjene penge, blev ikke tidligere betragtet som en god rollemodel. Grådighed, griskhed og misundelse var blandt Kristendommens dødssynder.

Kapitalismen både var og forbliver et fantastisk system til at overvinde knaphed. Ved at organisere produktionen effektivt og spænde produktionen foran velstandens vogn snarere end magthavernes, har kapitalismen løftet en stor del af verden ud af fattigdom.

I størstedelen af det sidste århundrede var socialismen det primære alternativ til det kapitalistiske system. Men socialisme i sin klassiske form mislykkedes: Offentlig produktion er af en lang række årsager ringere end privat produktion og en økonomi, hvor alt kontrolleres fra oven, er både ufleksibel og ineffektiv. Siden kommunismens sammenbrud har der derfor ikke været et sammenhængende alternativ til kapitalismen.

Kapitalismen har altid været omgærdet af store moralske spørgsmål, men disse er oftest blevet tilsidesat, fordi kapitalismen var så vellykket til at skabe velstand.

Kapitalismens forsvarere hævder undertiden, at grådigheden er så dybt indgroet i den menneskelige natur, at intet kan fjerne det. Men den menneskelige natur er en samling af modstridende lidenskaber og muligheder.

Men hvor kapitalismen således har været god til at skabe velstand, er den i sin rendyrkede form elendig til at fordele velstanden.

Faktisk trådte ’kapitalismes ånd’, denne grådighed, temmelig sent ind i historien. En person, der havde viet sit liv til at tjene penge, blev ikke tidligere betragtet som en god rollemodel. Grådighed, griskhed og misundelse var blandt Kristendommens dødssynder. At have fortjeneste ved pengeudlån – hvad dengang blev kaldt åger - var en forbrydelse mod Gud.

Det var først i det attende århundrede, at grådighed blev moralsk respektabel. Det blev nu respektabelt, at sætte pengene i arbejde, for at tjene flere penge. Dette inspirerede blandt andet den amerikanske livsstil.

Al erfaring viser, at økonomier er mere stabile og borgerne lykkeligere, hvis formue og indkomst er mere jævnt fordelt i et land.

Men hvor kapitalismen således har været god til at skabe velstand, er den i sin rendyrkede form elendig til at fordele velstanden. Dette står især klart efter, at eksploderende ulighed er fulgt i kølvandet på tredive års deregulering af markedet. Når kapitalismen er i krise skyldes det måske netop, at vækst synes intetsigende, hvis almindelige mennesker ikke har andel i den.

Al erfaring viser, at økonomier er mere stabile og borgerne lykkeligere, hvis formue og indkomst er mere jævnt fordelt i et land. Liberalisternes økonomiske begrundelse for store indkomstforskelle - behovet for at stimulere folk til at være mere produktive - kollapser, når væksten ophører med at være så vigtigt.

Måske socialismen i virkeligheden ikke var et alternativ til kapitalismen, men dens arving. Sådan forstået, at socialismen ikke skal tage de riges ejendom, men snarere give andre motiver og incitamenter til menneskers adfærd end dem, der udelukkende omhandler yderligere akkumulering af rigdom.