Der er ikke noget som statsmagten. Eller rettere: der er ikke noget som statsmagten, der kan bringe de ideologiske sind i kog. Er staten vores redskab til lighed og frihed i behandlingen af landets borgere? Eller er det symbolet på indtrængning i privatlivets fred og udplyndring af almindelige mennesker gennem skattesystemet?

Waterfront har andre kunder og Waterfront har konkurrenter. Der er et marked for politisk interessevaretagelse og det har vokset sig større og større gennem de seneste år.

Den principielle debat kender vi især fra USA, og de fleste af os ryster på hovedet over måden, hvorpå statsmagten og de øvrige offentlige institutioner omtales med skepsis og mistænksomhed, som var det byens bedste brugtvognsforhandlere, der var ved at rulle endnu en sagesløs kunde. ”Sådan gør vi da heldigvis ikke i Danmark” siger vi så, og bryster os af vores åbne samfund, vores ukorrumperede forvaltning og den generelt høje tilfredshed med behandlingen af borgerne i stat, regioner og kommuner.

Men måske ryster vi så meget på hovedet, at vi glemmer at stille skarpt på vores egne institutioner og traditioner. For hvorfor ændre noget, som går godt?

Når man godt kunne ønske sig, at der var en større offensiv politisk debat om, hvordan vi fastholder åbenhed og gennemsigtighed i de forskellige dele af vores myndighedsudøvelse og forvaltning, så er det fordi, vi har svært ved at skabe fornuftig praksis, der forener nutidens måde at lave og forvalte politik på, med de ønsker og forventninger, der trives. Paradoksalt nok. Og det er egentlig ikke fordi du kan finde en politiker, der vil stille sig op og gøre mindre åbenhed og mindre gennemsigtighed til sin mærkesag. Det bliver det bare alligevel, fordi alternativet enten er ukendt eller ubekvemt.

Det nye er ikke, at der er flere og flere virksomheder og organisationer, der køber sig til professionel assistance for at få deres sager hørt. Det nye er, at det offentlige er med.

Når den gode danske tradition for samarbejde mellem offentlige og private pludselig udarter sig i Waterfront-sagen, hvor én af statens selvejende institutioner – DSB - bliver fanget i at have købt sig til spektakulær viden om deres ejerkreds på Christiansborg, at have betalt sig fra at have en kritisk journalist til at rende sig på dørene og praktiseret lidt for opfindsomme måder at hverve tilhængere på blandt Folketinget politikere, så er det ikke et udtryk for en ønskelig politisk ageren. Både Folketingets politikere, DSB’s ledelse, universitetsprofessorer og mediernes kommentatorhold havde bestemt helt andre forestillinger om, hvordan man legede med store togbaner på skatteydernes vegne.

Sagen var heller ikke pæn, og Waterfront må tage deres del at tæskene, for ikke at have haft de reneste hænder over dynen. Når det er sagt, så er midlerne, der anvendes af DSB’s - nu fyrede - vicedirektør og kommunikationsafdeling, efter rådgivning fra Waterfront, nok knap så enestående som vi efterlades til at tro som offentlighed. Godt nok har andre kommunikationsbureauer travlt med at være forargede over Waterfronts metoder. Og godt nok er politikerne og DSB’s nye ledelse rasende over den uetiske opførsel fra et af deres egne selskaber. Og godt nok er pressen ved at gå op i limningen over at man har forsøgt at holde ting fra deres kendskab.

Kulturforandringerne er nu startet et helt andet sted end i DSB’s kommunikationsafdeling. Den er startet af staten.

Men, helt ærligt. DSB-sagen kommer jo ikke frem, fordi metoderne er enestående. Måske trukket lidt længere end vanligt, jovel, det er de nok. Men Waterfront har andre kunder og Waterfront har konkurrenter. Der er et marked for politisk interessevaretagelse og det har vokset sig større og større gennem de seneste år. Metoderne kan være forskellige, men markedet er der. Det nye er ikke, at der er flere og flere virksomheder og organisationer, der køber sig til professionel assistance for at få deres sager hørt. Det nye er, at det offentlige er med.

Det faktum, at DSB er en offentlig ejet institution har fyldt godt, når der blev hældt vand fra ørerne og ned i forargelsesbarometret. For der hviler en særlig aura af uberørthed og jomfruelig opførsel hos offentlige institutioner, der smitter af på, hvordan de forvalter deres mandat. Eller gør der nu også det?

Når man har tacklet de retslige og personalemæssige problemer, som sagen har efterladt DSB og Waterfront med, så står Folketinget tilbage med de politiske. Og de er lidt tungere. DSB’s administrerende direktør Jesper Lok taler om ”en rådden kultur”, der skal udryddes. At det handler om kultur har han ret i, men kulturforandringerne er nu startet et helt andet sted end i DSB’s kommunikationsafdeling. Den er startet af staten.

Når vi transformerer hæderkronede offentlige institutioner til virksomheder, der skal begå sig på konkurrencevilkår, så lærer de trickene fra den private sektor. Dem alle sammen.

Det er helt givet, at DSB og Waterfront ville have stået sig bedre, hvis der på begge sider af bordet havde været personer med lidt mindre albue og lidt mere fingerspitzgefühl. DSB forvalter trods alt en milliardomsætning på vegne af et ministerium med mange komplicerede dagsordner og har tradition for at komme i vælten.

Men virkeligheden i vores selvejende institutioner er jo også, at de er etableret efter privat forbillede. Siden 80’erne har skiftende regeringer forfulgt ønsket at effektivisere, konkurrenceudsætte og skabe mere fleksible institutioner, ved at forlade traditionerne fra en gammeldags, bureaukratitung og sikkert stærkt jomfruelig, offentlig sektor. De selvejende institutioner er blot én af måderne at gøre det på, men de har med deres bestyrelser fra det private erhvervsliv, også importeret en række chefer, der ikke er født og opvokset i det offentlige. For at give noget ny dynamik. Det kan der være rigtig mange gode grunde til, at man har gjort, både økonomiske og administrative, men det har ikke været for at skabe mere åbenhed.

Den politiske erkendelse, som det må efterlade os med, er, at når vi transformerer hæderkronede offentlige institutioner til virksomheder, der skal begå sig på konkurrencevilkår, så lærer de trickene fra den private sektor. Dem alle sammen. Og al den stund at vi også har hentet cheferne herfra kan det næppe overraske, at de ikke bruger tiden mellem kommissionsarbejde og høringsfase til at skifte fra lysebrun til lyseblå skjorte. De har en lidt mere offensiv tilgang til, hvordan man spiller på markedet. Det var jo det politikerne ville have dem til i første omgang.

Der er heller ikke noget som statsmagten til at rydde op, skære igennem og skabe klarhed. Men lukkethed, fiflerier og naivitet efterlader os kun med hovedrysten. Så luk op.

Det er altså staten, der har skabt den ny kultur og problemet. Politikere må derfor tage deres del af oprydningen, i stedet for at gemme sig bag forargelse og påtaget naivitet. Det her kunne have været forudset. Det blev det ikke, så må der ryddes op, og forventningsafstemmes i offentligheden, så vi tror på, at der ikke dukker en tilsvarende sag op i et andet ministerium i overmorgen. Det må gerne være med en offensiv dagsorden om, hvordan man kan få professionel rådgivning og have åbenhed om det på samme tid. Ikke kun i arbejdet hos de offentlige institutioner, men bestemt også hos de politikere der forvalter dem.

Som sagt: Det er ikke noget som statsmagten. Og der er heller ikke noget som statsmagten til at rydde op, skære igennem og skabe klarhed. Men lukkethed, fiflerier og naivitet efterlader os kun med hovedrysten. Så luk op.