Fem gode grunde til at støtte offentlighedsloven

Fem gode argumenter for at støtte offentlighedsloven.
For tiden pågår en kampagne rettet imod den nye offentlighedslov, der ændrer på hvor og hvordan journalister og andre interesserede kan få indsigt i det politiske og administrative maskinrum. Hovedpointen i kampagnen imod offentlighedsloven er rettet sig imod den foreslåede indskrænkelse af muligheden for at få aktindsigt i dialogen imellem ministre og styrelser.

Jeg vil bestemt ikke afvise kritikken, mere offentlighed er jo nærmest pr. definition godt, men spørgsmålet er om det vi får ikke med den nye lov får mere værd end det vi mister?

Nedenfor er en top 5 over de bedste grunde til ikke at skrotte den nye offentlighedslov.

1: Åbenhed i KL og Danske Regioner
Kommunernes Landsforening og Danske Regioner vil med lovforslaget langt om længe blive underlagt samme regler som andre offentlige myndigheder. Dermed får offentligheden mulighed for indsigt beslutningerne som er helt afgørende for hovedparten af velfærdsområdet.

2: Åbenhed om ledelseskontrakter
Der åbnes også op for aktindsigt i den øverste ledelseskontrakt om de overordnede prioriteringer for den pågældende myndighed. Det kunne f.eks. være Rigspolitichefens direktørkontrakt.

3: Aktindsigt i temaer
I modsætning til i dag vil der også være mulighed for temaaktindsigt. Dette krav vil være opfyldt, hvis en anmodning om aktindsigt f.eks. formuleres på den måde, at man ønsker aktindsigt i en forvaltningsmyndigheds ”sager om afslag på SU til udenlandske studerende”. Denne nye bestemmelse vil blive et effektivt redskab for navnlig journalister, der fremover vil kunne søge aktindsigt i sager af en bestemt art.

4: Nemmere adgang til data
Myndighed bliver i et vist omfang forpligtet til at udlevere et udtræk fra deres interne database, der sammenstiller forskellige oplysninger fra den pågældende database. Der vil med andre ord være tale om, at myndigheden skal udarbejde et dokument, der ikke allerede foreligger. Det er en nyskabelse. Også dette vil skabe nye journalistiske muligheder.

5: Bødeforlæg og andre afgørelser
Det bliver muligt at få aktindsigt i såkaldte bødeforelæg, som selskaber har vedtaget i forhold til f.eks. Arbejdstilsynet og fødevaremyndighederne, så virksomheder ikke længere bare kan vælge at betale en bøde, for dermed at slippe for at deres ubehagelige sager kommer frem i offentligheden.

Forslaget til offentlighedsloven har været en torn i øjet på mange journalister, der ser det som obstruktion af deres arbejde, andre har brugt det som en løftestang til forudsigelig kritik af politikerne. Følger man bare debatten i dagspressen og på internettet, så sidder man tilbage med fornemmelsen af, at Danmark med denne lov vil ende i kategori med både Rusland og Nordkorea, når det gælder åbenhed, men inden kritikerne får lagt den nye lov helt i graven, vil jeg på det kraftigste opfordre til, at man overvejer om man her står i en situation, hvor det bedste er blevet det godes værste fjende.

Søren Sand Kirk er public affairs chef i Fødevareforbundet NNF.


Flere artikler om emnet

Annonce