Vi kræver bare retfærdighed!

Pligten til at deltage til fællesskabet skal ikke kun stilles til nogle grupper i samfundet, men til alle – og især den økonomiske elite.

"Vi kræver bare retfærdighed!"

Dette slogan er fra en gammel DSU-jakke, som stadig hænger på en knagerække i min entre. Jeg har ikke taget det med for at illustrere min manglende evne eller vilje til at forny min garderobe, men fordi det for mig illustrerer noget af det mest ærke-socialdemokratiske, man kan forestille sig. Frihed, lighed og solidaritet er det idépolitiske grundlag for Socialdemokratiet, men kravet om retfærdighed er den følelsesmæssige drivkraft, der om noget har været brændstoffet i den socialdemokratiske maskine.

Det har blandt andet afspejlet sig i sammenkoblingen af begreberne pligt og ret, som også i dag spiller en betydelig rolle i eksempelvis den netop indgåede aftale om en reform af kontanthjælpen. Vi har alle ret til hjælp fra fællesskabet, hvis vi befinder os i en social trangssituation, men til gengæld har vi også pligt til at bidrage til det samme fællesskab med de ressourcer, vi nu engang er i besiddelse af.

Set ud fra et idépolitisk synspunkt er der derfor ingen problemer i, at vi som socialdemokrater stiller krav til blandt andet kontanthjælpsmodtagere. Problemet opstår, hvis kravene om at deltage til fællesskabet kun bliver stillet til nogle grupper i samfundet og ikke til alle.

En af de tidlige udgaver af pligt og ret hed ’Ingen pligter uden rettigheder. Ingen rettigheder uden pligter’. I den formulering lå en grundlæggende kritik af det danske samfunds indretning i slutningen af 1800- og starten af 1900-tallet, hvor de fattigste havde masser af pligter – eksempelvis pligten til hårdt arbejde til gengæld for fattighjælp - men manglede helt grundlæggende rettigheder - eksempelvis retten til at stemme. Modsat havde de velhavende masser af rettigheder, men meget få pligter.

Det var den grundlæggende uretfærdighed, som Socialdemokratiet gjorde op med, og derfor var sammenhængen mellem rettigheder og pligter for os aldrig noget, der kun gjaldt for dele af samfundet men for alle – også de mest velhavende. Det var den politiske sigtelinje, der gjorde det danske samfund til et af de mest lige i verden. Nu er lighed ikke nødvendigvis synonymt med retfærdighed – blandt andet fordi retfærdighed i vidt omfang er et subjektivt begreb – men de fleste vil nok være enige i, at en samfundsudvikling, hvor de bedst stillede uhæmmet kan rage flere ressourcer til sig, mens regningen overlades til resten af befolkningen, næppe kan betegnes som retfærdig.

Jeg har intet ønske om at lægge de velstillede i vores samfund for had – mange af dem knokler og har givet fortjent en belønning for deres arbejde og idérigdom. Men når toppen af dansk erhvervsliv i en økonomi, der stadig er kriseramt, belønner sig selv og hinanden med tocifrede procentfremgange på lønsedlen, mens resten af samfundet accepterer nulvækst eller endda tilbagegang i reallønnen. Når bankerne, der fik milliarder af skattekroner stillet til rådighed, så de kunne overleve deres spekulative investeringer, har rekordoverskud. Og når aktiemarkederne åbenbart intet har lært af tidligere tiders sammenbrud af forskellige bobler og nu igen går i ekstase over rekordstigninger. Så udfordrer det helt grundlæggende min retfærdighedssans.

Greed is good”, sagde yuppie-ikonet Gordon Gekko allerede i 80’erne – det lader i endnu højere grad i dag til at være det mantra, som styrer den økonomiske elite i Danmark som i resten af verden. Og desværre lader det til, at vi socialdemokrater mere eller mindre nødtvungent har accepteret, at ideen om pligter og rettigheder ikke gælder denne gruppe. Tværtimod gennemfører vi forskellige reformer, der har til formål at overflytte endnu flere ressourcer til gruppen, fordi vi håber på, at det vil få dem til at oprette flere arbejdspladser. En logik tilsyneladende inspireret af republikanerne i USA, der har formået at få omdøbt gruppen af de rigeste amerikanere til ’job creators’ i den amerikanske debat.

De pragmatiske borgerlige – og nogle socialdemokrater ditto – vil så hævde, at hvis ikke vi behandler de mest velstillede som rådne æg, vil de flytte dem selv, deres formuer og deres virksomheder til udlandet. Det er en reel risiko, som man må tage alvorligt. Men det er ikke noget nyt – den risiko har altid eksisteret. Hvilket var og er en væsentlig årsag til, at den socialdemokratiske arbejderbevægelse siden sin spæde start har været international i sit væsen og sin selvforståelse.

Vi kan gøre noget for, at pligter og rettigheder også kommer til at gælde for de mest velstillede på nationalt plan. Vi kan gøre endnu mere på internationalt. Og vi kan – måske vigtigst af alt – tydeligt signalere, at det fortsat er vores ambition. At vi ikke har givet op, når det handler om at skabe et samfund, der er grundlæggende retfærdigt.

 

Hans Stavnsager (1963) er kommunikationsrådgiver.


Flere artikler om emnet

Annonce