Ramt af en økonomisk tillidskrise

Forbrugerne skal have tilliden tilbage, før der kommer gang i det privatforbrug, der skal sætte gang i væksten.
Danmark og EU har et helt forkert fokus i håndteringen af den økonomiske krise. Det er blevet sagt mange gange, men de seneste prognoser understreger endnu engang[c1] , at ”austerity” ikke er løsningen på den nuværende krise. Det handler nemlig om at sætte gang i privatforbruget – ikke at begrænse det.

"Austerity as the solution is just wrong. There won’t be a return to confidence – quite the contrary. So the direction Europe is going is unfortunately, I think, the wrong direction."

Nobelpristager, økonom Joseph Stiglitz (f. 1943)

Mens prognosen for vækst i USA og Asien ser lovende ud for 2013 med vækstrater på 1,5 – 2 pct. af BNP, ser det omvendt stadig sort ud for Europa, som forventes at befinde sig endnu et par år i recession. Ikke mindst ser det sort ud for væksten i privatforbruget. Europa har i dag en lavere vækst i det private forbrug end inden krisen. [c2] Værst ser det ud for landene i EU's randområder, men også for de store lande som Tyskland og Frankrig ser det dystert ud. Det er et klart tegn på, at den økonomiske strategi, som de europæiske ledere har valgt, ikke er den rette.

Så længe der afbetales på gælden i opgangstider, er øget offentlig gældsætning ikke en katastrofe.

Gæld eller arbejdsløshed
Grundlæggende må man konstatere, at den tysk-dominerede strategi med, at-bare-vi-får-styr-på-de-offentlige-finanser-så-skal-det-nok-gå, ikke virker. Det er meningsløst at tale om at spare, når man i EU har en arbejdsløshed på godt 26 millioner personer [c3] og BNP skrumper. I bund og grund burde man gøre alt det, der i EU er ulovligt, men som både amerikanerne og japanerne gør. Nemlig at lade de stærke lande med økonomisk råderum stimulere væksten og beskæftigelsen på den korte bane. Så længe der afbetales på gælden i opgangstider, er øget offentlig gældsætning ikke en katastrofe. ”Jamen det skaber uro på de internationale markeder, og det betyder stigende renter”, lyder modsvaret altid. Men hvorfor har USA og Japan så alligevel lave renter, mere vækst, større opsving og faldende arbejdsløshed? Det må man da undre sig lidt over. For hvad er det største økonomiske problem egentlig? At have høj offentlig gæld eller at have en høj og stigende arbejdsløshed? Jovist er ingen af delene ønskværdige, men at gøre noget ved sidstnævnte giver klart den største effekt.

Derfor er det også helt meningsløst, at Danmark skal overholde eurozonens stramme krav. Hovedforklaringen på den manglende vækst er, at det danske privatforbrug er historisk lavt og ligger på et langt lavere niveau end før krisen satte ind[c4] .  Eksporten er derimod tilbage på et niveau før krisen og den danske konkurrenceevne er betydelig bedre end den nuværende debat giver indtryk af. Det burde således ikke være et issue, hvorvidt vi potentielt kan øge vores, i øvrigt, meget lave underskud på de offentlige finanser.

Når det private forbrug har så stor betydning for Danmark, hænger det sammen med, at størstedelen af de danske arbejdspladser, er afhængige af danskernes købelyst. Og når denne i øjeblikket mangler, så skyldes det, at mange er usikre i deres jobsituation og usikre på fremtiden. [c5] Dette fører til mere opsparing og mindre forbrug. Da Danmarks Statistik i december 2012 [c6] opgjorde de seneste tal, var konklusionen igen, at der er sket en stigning i indkomsterne, men et fald i forbruget. Opsparingsandelen af den disponible bruttoindkomst har været markant opadgående gennem krisen, og den er stadig væsentlig højere end inden krisen satte ind. At få danskerne til at bruge flere penge, vil skabe arbejdspladser, øge væksten og ikke mindst øge virksomhedernes tillid og ønske om at investere i Danmark.

Det er altså helt afgørende for væksten, at tilliden vender tilbage til forbrugerne. Derfor er det interessant, hvorfor tilliden ikke er til stede.

Tillidens skal tilbage
Det er altså helt afgørende for væksten, at tilliden vender tilbage til forbrugerne. Derfor er det interessant, hvorfor tilliden ikke er til stede. Forklaringen kan ligge flere steder. Regeringen bliver ved med at skære i velfærdsydelser, skære i væksten af det offentlige forbrug og gør arbejdsvilkårene usikre for store grupper af offentlige ansatte – alt sammen under dække af reformer. Det skaber utryghed og forstærker danskernes krisebevidsthed. Der er heller ikke længere det samme sikkerhedsnet, hvis man bliver arbejdsløs, og frygten for at miste sit job er steget. Regeringens reformer for at øge arbejdsudbuddet er på sigt helt klart fornuftigt. Men man er nødt til at forholde sig til, at lige nu og her er der arbejdsløshed, og nedskæringer har endnu ikke vist sig at være den rigtige kur. I stedet burde regeringen i endnu højere grad satse på offentlige investeringer og på at føre en politik, der for alvor kan stimulere det private forbrug.

Den herskende økonomiske tangegang synes at være, at mindre offentligt forbrug og skattelettelser til det private erhvervsliv er den eneste ”realistiske vej” ud af krisen. Jeg tillader mig at sætte spørgsmålstegn ved denne form for realisme. Ikke fordi alle nedskæringer er af det onde, og at reformer ikke kan være tiltrængte. Men at skabe utryghed for store grupper af borgere i en krisetid, får ikke tilliden tilbage til dansk økonomi. Og det får heller ikke vælgernes tillid tilbage, hvis man ser på meningsmålingerne. Så måske er det er på tide at prøve noget andet.

 [c2]http://epp.eurostat.ec.europa.eu/statistics_explained/index.php?title=Fi...(2001-2011,_year-on-year_change_in_%25).png&filetimestamp=20130130131543


Kommentarer fra Facebook