Nok kan man være uenig i, hvad regeringen går og gør. Men at kaste med tomater, skyde med vandpistoler, skubbe, slå og sparke til unge og gamle, mænd og kvinde foran scenen i Fællesparken

I onsdags var det 1. maj. En dag hvor folk fra hele venstrefløjen samles for at fortælle hinanden om visioner, frustrationer og håb for fremtiden. Ikke alle er enige i alt hvad, der bliver sagt. Slet ikke i denne tid. Det er altid i orden at argumentere for ens egne synspunkter. Men aldrig at nægte modstanden at komme til orde eller udøve decideret fysisk vold, som man oplevede det i Fælledparken.

I onsdags viste voksne mænd og kvinder ved højlys dag, den allergrimmeste side af sig selv. Nok kan man være uenig i, hvad regeringen går og gør. Men at kaste med tomater, skyde med vandpistoler, skubbe, slå og sparke til unge og gamle, mænd og kvinde foran scenen i Fællesparken og larme så højt, at ingen kan høre, hvad talerne har på hjerte. Det er disrespekt for vores fælles demokrati og vores allesammens ret til at være uenige. Når en lille gruppe mennesker bevist forsøger at chikanere deres modstandere til tavshed, så krydser de en linje for, hvad man kan tillade sig.

I Danmark plejer vi at være stolte over, at vi har demokrati og ytringsfrihed. At der er kort afstand til vores politiske ledere . At man med ro i sjælen kan gå i demonstration med sit barn ved sin side. At man kan forsamle sig, uden at skulle frygte for helbredet. At vi kan have en saglig debat, hvor vi går efter bolden og ikke efter manden.

En 1. maj som den i onsdags sætter vores demokrati på prøve. Derfor er det på tide, at vi stopper op og ser på, om tonen i den politiske debat er blevet for hård. Det har alle et medansvar for – politikere, meningsdannere, journalister og helt almindelige borgere.

Hadet næres på nettet
Tonen er hård overalt hvor meninger burde brydes. Det er efterhånden blevet normalt, at man fuldt offentligt har lov til at te sig uden almindelig sund fornuft.

Nogen vil sikkert mene, at man selv har valgt at sætte sin bagdel i klaskehøjde, når man skriver et debatindlæg. Men kunne det tænkes, at man faktisk blot håber at bidrage med en lille brik mod et bedre samfund.

Ser man f.eks. på debatten på internettet, enten på Facebook eller på mediernes hjemmesider, at de kommentarer, som bliver leveret alle langt fra burde se dagens lys. Som debattør bliver man skudt alle mulige motiver i skoene. At man ikke ved en døjt om det, man skriver om. At man ikke har ret til at udtale sig om sagen, fordi man er socialdemokrat, kvinde, højreorienteret eller venstreorienteret. At man bare burde knytte sylten.

Nogen vil sikkert mene, at man selv har valgt at sætte sin bagdel i klaskehøjde, når man skriver et debatindlæg. Men kunne det tænkes, at man faktisk blot håber at bidrage med en lille brik mod et bedre samfund. At man faktisk tror på det, man skriver. At man faktisk gerne ville tage en sober debat, hvis det var muligt.

Nu er det på tide, at vi alle overvejer, hvordan vi debattere med og mod hinanden. De digitale platforme som Facebook, netaviser og blogs gør det nemt for os at smide med virtuelle æg.

Det på tide, at vi overvejer: Ville vi sige det samme, vi siger på nettet, hvis vi fysisk stod overfor moddebattøreren. Ville vi sige det samme, hvis vores børn hørte os? Nu er det på tide, at vi overvejer, hvordan vi bedst muligt lærer vores børn om, hvad demokrati handler om. At lade meninger brydes. At drøfte og diskutere. At blive klogere på ens egne holdninger. Så med andre ord tal ordentlig!
Mathilde Illum Aastrøm (f. 1982) er uddannet cand.scient.adm. og til dagligt chefkonsulent i Københavns Kommune. Kandidat til Borgerrepræsentationen for Socialdemokraterne.