For et par uger siden kunne man vågne op til en fantastisk nyhed: Danmark er i den absolutte verdenselite! Udlandet vurderer, at Danmark er et af de lande i verden med den mest stabile finansielle situation. Det vil med andre ord sige, at udlandet har stor tillid til den danske økonomi, og at man med ro i maven kan købe danske statsobligationer, fordi risikoen for statsbankerot er meget lille. Dette kunne Økonomisk Ugebrev berette i slutningen af april.

Én enkelt dansk bank har altså vokset sig så stor, at risikoen for krak i banken udgør en reel trussel mod hele den danske stats økonomi. Danske Banks aktiver er næsten to gange større end hele Danmarks samlede økonomi.

Det er jo en fantastisk nyhed. Årsagen til, at det er en nyhed, er imidlertid ikke særlig fantastisk. Danmark har nemlig været ude på en dramatisk rutsjetur ned af ranglisten i slut-2011 og start-2012. I marts sidste år lå Danmark på en 25. plads – under lande som Malaysia og Uruguay.

Hvorfor lå vi så lavt? ’Det var den nye, økonomisk uansvarlige socialdemokratiske regering’, tænker de højreorienterede sikkert. ’Nej, det var arven fra den gamle, økonomisk uansvarlige VK-regering’, lyder modsvaret fra socialdemokraterne.

Men ingen af disse to forklaringer ramte rigtigt. Det virkelig interessante i nyheden var, at den lave placering skyldtes risiko for krak i Danske Bank: ”En konkurs i Danske Bank ville indiskutabelt udløse en statslig redning på grund af bankens systemiske vigtighed, hvor den danske stat måtte sætte sin egen kreditværdighed på spil”, skrev Økonomisk Ugebrev.

Hvis de store bankes investeringer går godt, tjener de styrtende med penge – men hvis det går galt, ender regningen hos dig og mig.

Én enkelt dansk bank har altså vokset sig så stor, at risikoen for krak i banken udgør en reel trussel mod hele den danske stats økonomi. Danske Banks aktiver er næsten to gange større end hele Danmarks samlede økonomi, det såkaldte bruttonationalprodukt, hvilket i sig selv er fuldstændig absurd. Samtidig er det dybt problematisk at en enkelt banks gøren og laden påvirker et helt lands økonomiske troværdighed.

Statens økonomi har i hele perioden været robust med en stor valutareserve, overskud på betalingsbalancen, lav statsgæld og rekordlav rente. Det er altså ikke statens økonomi, der har forårsaget vores slingrekurs op og ned ad ranglisten – det er Danske Bank.

Der er ikke kun én, men hele seks såkaldt systemisk vigtige finansielle institutter i Danmark. Seks banker, der ifølge det såkaldte Sifi-udvalg er for store til at gå konkurs, fordi de i så tilfælde river hele den danske økonomi med sig. Det drejer sig om Danske Bank, Nordea, Jyske Bank, Sydbank, Nykredit og BRFkredit. Når disse banker beslutter sig for risikable investeringer, gambler de med hele landets økonomi. Hvis investeringerne går godt, tjener de styrtende med penge – men hvis det går galt, ender regningen hos dig og mig – skatteyderne. Det er en fuldstændig uholdbar situation, som politikerne ikke kan ignorere.

Mens de højreorienterede udpeger dagpengemodtagere, efterlønnere og almindelige lønmodtagere som de største trusler mod samfundsøkonomien, ignorerer de, at deres sponsorer i de store banker kan styrte samfundsøkonomien i grus.

De seks banker bør splittes op i mindre enheder, så de ikke hiver hele Danmark med ned, hvis de går under. Hvis en bank er ’too big too fail’ er den ’too big to exist’. I Tyskland, Frankrig og Storbritannien er man i gang med omfattende bankreformer. På europæisk plan diskuteres lignende tiltag. Danmark bør følge den europæiske trend og skære de store banker over i mindre enheder.

Heldigvis er Socialdemokraterne klar til at diskutere forslaget, mens de højreorienterede partier indtil videre ikke har sagt en lyd.

Hvis man var lidt mistænksom kunne man forledes til at tro, at Venstre og Konservative ikke vil bide den hånd, der fodrer dem? Når VK modarbejder bankregulering eller sidder med armene over kors, er det måske i virkeligheden blot blodpenge til bankerne, en tak for deres bidrag til kampagnekasserne?

Mens de højreorienterede udpeger dagpengemodtagere, efterlønnere og almindelige lønmodtagere som de største trusler mod samfundsøkonomien, ignorerer de selvsamme partier, at deres sponsorer i de store banker kan styrte samfundsøkonomien i grus. Det er komplet uansvarligt. Jeg håber ikke, det er partier med den slags gæld i bagagen, der skal styre landet efter næste valg.