10 politiske mandagsnyheder, du ikke må gå glip af

Netavisen Pio har samlet de ti mest relevante, interessante og opsigtsvækkende nyheder, debatindlæg og kommentarer fra dagens gang i dansk politik.
1. Dagens fængselsdom. En borgerlig debattør på den liberale netavis 180grader.dk er blevet idømt 50 dages fængsel for at skrive, at der skulle laves ”en fuld Breivik på Kvinfo” (det danske center for information om kvinde- og kønsforskning, red.). Af uransalige årsager mente Kvinfo hverken at denne trussel var sjov eller ligegyldig.

2. Dagens citat. Tidligere departementschef Peter Loft mindes en samtale med tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen under afhøringen i Skattesagskommissionen: ”Jeg kan huske, at jeg en gang for sjov sagde: Nu må du lige huske, at det her er altså Danmark og ikke Rusland, hvor en eller anden oligark sidder i fængsel, formelt på grund af skattesvig, men formentlig fordi han var uenig med Putin”. Hvorvidt Troels Lund Poulsen havde den modsatte holdning vides endnu ikke.

3. Dagens dummeste debatindlæg. Under overskriften ’Hurra for børnearbejde’ slår formanden for Konservativ Ungdom på tromme for, at tolvårige børn lærer mere ved at arbejde i en kiosk end ved at gå i skole: ”Mens alt dette skete, lærte drengen nogle værdifulde livslektioner, hvis pensum der ikke bliver undervist i i hverken folkeskolen eller i de fleste hjem: at kunden godt kan lide at få god service, at det at sælge et godt produkt til en rimelig pris giver profit, hvis man holder øje med udgifterne, og at det frie marked fungerer”. Dette kommer fra partiet, hvor uddannelsesordføreren tidligere nærmest havde tatoveret ’faglighed’ i panden.

4. Dagens rekord. I dag er det 550 dage siden Lars Løkke Rasmussen sidst var på Folketingets talerstol. Venstres krav om, at danskerne skal arbejde mere og hårdere, gælder tydeligvis ikke alle.

5. Dagens mest absurde argumentation. Eva Agnete Selsing kritiserer Politikens Kristen Madsens saglige indlæg om Ayn Rand for ’en sand eksplosion af røde automatperfiditeter’: ”Der er noget om ' menneskesynet,' tjek. Der er nazisammenligningen (..) Ordet ' fascist' indgår, tjek”. Og derefter kaster Selsing sig sørme ud i præcis den samme perfide argumentation, som hun lige har anklaget Madsen for: ”Den socialistiske moral, hvor kollektivet annekterer - tager - den enkeltes liv, er uforenelig med humanitet. Dét og intet andet er årsagen til, at kollektivisme, hvad end den fremføres af nationalsocialister, kommunister eller islamister, ender med blodsudgydelser”. Kan damen ikke selv høre, hvor hult det klinger?

6. Dagens must read. Ceveas Kristian Weise sætter fingeren på det afgørende problem for dansk økonomi: ”Den bedste økonomiske politik lige nu handler ikke om renter, valutakurser eller skattesatser og kan ikke udledes af regneark. Den handler om psykologi. Om at tænde et håb om, at der venter en bedre dag i morgen. Dansk økonomi har brug for et ’tillidsboost’. Ikke fra internationale finansfolk eller embedsmænd fra Bruxelles, men fra den faglærte arbejder i Randers, sosu’en i Ballerup og alle andre almindelige lønmodtagere”.

7. Dagens hykler. Dansk Folkeparti kræver, at danskerne skal spørges i en folkeafstemning om den europæiske patentdomstol, såfremt Danmark afgiver suverænitet – til trods for at Dansk Folkeparti ikke efterlevede dette princip i 2006, da Danmark afgav beføjelser til de europæiske patentmyndigheder. Selv DF's EU-ordfører, Pia Adelsten, 'undrer sig' over disse dobbeltstandarter.

8. Dagens skræmmende nyhed. Nordkoreas enevældige hersker Kim Jong-un har fyret hærchefen for selv at overtage kontrollen med de 1,2 millioner soldater i Folkets Bevæbnede Styrker. Ustabilitet, spænding og magtkampe er jo lige præcis, hvad den spændte situation på Korea-halvøen havde brug for.

9. Dagens bedste forslag. Over 1.000 tekstilarbejdere mistede livet, da en tøjfabrik for tre uger siden brasede sammen i Bangladesh. Sidenhen har vestlige tøjfirmaer trukket sig ud af Bangladesh for at pleje deres image. I stedet har økonomen og nobelpristageren Muhammad Yunus foreslået noget så revolutionerende som, at tøjgiganterne i stedet forpligter sig på en international mindsteløn på hele 50 cent (!) for hele tekstilindustrien.

10. Dagens interview. Kulturminister Marianne Jelved mener, at økonomiseringen af samfundet er gået over gevind: ”Problemet er måden, vi styrer på. Public management-segmentet. Hvor vi lægger økonomiske incitamenter ind lag på lag og mellemledere lag på lag, fordi der hele tiden er nogen, der skal se efter, at dem nedenunder gør det godt nok. Men det kan man lave om, og det er noget af det, som den her regering vil med sin tillidsreform og moderniseringen af den offentlige sektor”.


Flere artikler om emnet

Annonce