Den økonomifikserede Anders Krab-Johansen ville givetvis få svært ved at forklare, hvori ’reformamokken’ bestod, da arbejdsløsheden og statsunderskuddet steg under Lars Løkkes regering.

Svar på tiltale. I amerikansk politik har det længe været kutyme, at medierne konstant fører en pointtavle over, hvor mange terrorhandlinger, som har fundet sted under de to seneste præsidenter. Afhængigt af optællingsmåden kan man dermed konkludere, at enten Obama eller Bush var bedst til at varetage ’nationens sikkerhed’ – mens optællingen ignorerer betydningen af Irakkrigen, Nordkoreas trusler og Kinas voksende indflydelse.

Denne fordummende opgørelsesmetode har nu bredt sig over Atlanten og fundet vej til Børsens avissider. I dagens lederartikel forklarer Anders Krab-Johansen, at Thornings regering er bagud på point i reformkapløbet:

”Udvidelsen af arbejdsstyrken vil virke, hvis den ikke modarbejdes af ny uansvarlig politik. Her er regeringen i god gang med sin de facto udsættelse af dagpengereformen til efter næste folketingsvalg. (..) Bundlinjen er følgende, ifølge Berlingskes opgørelse: Siden 2009 har Helle Thorning-Schmidt deltaget i politik, som har udvidet arbejdsstyrken med 27.100 personer. Lars Løkke Rasmussen har efter samme kriterier bidraget med 127.200 personer i arbejdsudbud. Det er Løkke, som er gået reform amok. Thorning har lavet reformer, men ordet amok er falsk varebetegnelse.”

Tror nogen for alvor på, at Danmark kan komme ud af krisen og overleve i globaliseringens malstrøm, hvis vi blot sænker lønninger og skatter med et par procentpoint?

Lad os et øjeblik glemme, at det er intetsigende, at måle på, hvor god en regering har været ud fra blot ét parameter. Den økonomifikserede Anders Krab-Johansen ville givetvis få svært ved at forklare, hvori ’reformamokken’ bestod, da arbejdsløsheden og statsunderskuddet steg under Lars Løkkes regering.

Men citatet afslører også det enøjede syn på ’reformer’ som Børsen og det meste af højrefløjen abonnerer på: Reformer handler udelukkende om, at få omkostningerne ned og arbejdsudbuddet op.

Dermed glemmer de borgerlige reformister ikke blot, at det afgørende ikke er arbejdsudbuddets størrelse, men også arbejdsstyrkens kvalifikationer. De styrer også med millimeters præcision uden om de store udfordringer, som Danmark står over for: At vi har overtaget en social gæld fra tidligere regeringer i form af langtidsarbejdsløshed, som vi i dag betaler afdrag på gennem førtidspensioner og kontanthjælp. At den danske arbejdsstyrke mangler kvalifikationerne til at konkurrere globalt. Og at et delt Danmark medfører, at en stor uuddannet underklasse ikke kan deltage i samfundet.

Den virkelige skillelinje går mellem små bogholderreformer, hvor problemerne løses i et excelark, på den ene side og sociale reformer, der får alle med, på den anden side.

Forringelsen af dagpengene, lettelser i marginalskatterne og fjernelsen af efterlønnen berører kun i ringe grad disse problemer.

Tror nogen for alvor på, at Danmark kan komme ud af krisen og overleve i globaliseringens malstrøm, hvis vi blot sænker lønninger og skatter med et par procentpoint? Det kræver derimod, at vi får alle med ved årerne. Den ambition er Danmark langt fra at opfylde, så længe en sjettedel af befolkningen bliver tabt i uddannelsessystemet og der mangler faglært arbejdskraft til industrien om blot få år.

Derfor går den virkelige skillelinje ikke mellem borgerlige reformer eller betonsocialisme, men mellem små bogholderreformer, hvor problemerne løses i et excelark, på den ene side og sociale reformer, der får alle med, på den anden side.

Thorning-regeringen mangler på denne konto stadig at levere en del, men med omkalfatringen af kontanthjælpssystemet, nye erhvervsuddannelser og skolereformen har man taget de første, store skridt. Der er der langt mere perspektiv i disse sociale reformer end i teoretiske optællinger af arbejdsudbuddet.