Annonce

Venstre, Vest og SKAT

De borgerlige sendte i går skattesagen en ekstra gang rundt i mediemøllen.
Svar på tiltale. De borgerlige partier havde i går indkaldt hasteindkaldt skatteminister Holger K. Nielsen (SF) til en forespørgselsdebat om modellen Camilla Vests skattesag, hvor hun i første omgang var blevet dømt til knap to års fængsel og en bøde på 6,6 millioner i byretten, men som senere blev frikendt i landsretten.

Venstre og de konservative har i de seneste måneder kørt en massiv kampagne om modellen Camilla Vest skattesag, som efter de borgerliges udsagn fik ændret afgørelse i hendes sag som følge af afgørelsen i SKATs sag imod Stephen Kinnock. Hele kampagnen er et stort nummer for at give Stephen Kinnocks og dermed hans hustru, statsminister Helle Thorning Schmidts skattesag, endnu en tur igennem mediemøllen.

Rationalet for de borgerlige er, at hvis SKAT ændrede praksis som følge af afgørelsen i Kinnock-sagen, så beviser det, at Kinnock fik en anden, og meget mere lempelig behandling, end andre borgere. Venstre dækker sig i sagen ind under ønsket om en mere principiel diskussion om, at der er en syg kultur i SKAT, hvor man helt uden grund og uden skrupler jagter og plukker borgerne, uden skelen til hverken retsprincipper eller almindelig anstændig opførsel – altså bortset fra hvis man altså hedder Stephen Kinnock og er gift med en socialdemokratisk partileder.

Lidt morsomt er det dog, at denne kultur som Venstre angiveligt mener finder sted i SKAT, er kultiveret under en perlerække af Venstrefolk i ledelsen af Skatteministeriet, nemlig næstformand Kristian Jensen, forsvarsordfører Troels Lund Poulsen og finansordfører Peter Christensen.

Til Børsen siger Venstres Claus Hjort Frederiksen følgende: "I landsretten blive Camilla Vest pure frifundet, fordi hendes sag er fuldstændig lig med Kinnock-sagen."

Det afvises imidlertid af Skatteministeriet, der i en pressemeddelelse skriver følgende:

”Camilla Vests skattesag er i medierne blevet koblet med Stephen Kinnocks skattesag. I de to sager var der imidlertid både forskel på arbejdsmønstret og personernes ophold i øvrigt. Som det fremgår af Skatteministeriets domskommentar, var afgørelsen i Stephen Kinnocks skattesag i overensstemmelse med praksis og ikke udtryk for en lempelse af hidtidig praksis. Derfor blev der heller ikke udsendt en særlig meddelelse herom – eller genoptaget sager, som det nu vil ske i forbindelse med praksisændringen som konsekvens af Camilla Vests skattesag”.

Hvilket på almindelige dansk betyder: ”Nej, de to sager lignede ikke hinanden og hvis man havde ændret på reglerne, så havde man sendt en meddelelse ud om det.”

Der fortsat er nogen i Venstre der, som det er kommet frem i skattesagskommissionen, mener at Kinnock blev fordelagtigt behandlet fordi han var gift med Helle Thorning Schmidt lader til at være uden for enhver tvivl. Og selv om det efterhånden ligner ren politisk chikane af statsministeren, så er der fortsat nogen, der er opsatte på at bevise, at SKAT i sin tid slog fejl.

Selv om sammenhængen imellem de to sager i bedste fald er papirtynd, så lader det dog til at virke for Venstre, for Socialdemokraterne føler sig jo nødsaget til at tage debatten og dermed opnår de borgerlige præcis hvad de kom efter, nemlig at ordene ”Helle Thornings skattesag” nævnes igen og igen. De fleste alminde vælgere er for længst stået af, men for de aktive borgerlige partisoldater, er det bare vand på deres i forvejen heftigt roterende mølle om en socialdemokratisk partileder, der prædiker et og gør andet.

Det er måske lidt kynisk, men politisk er det meget, meget smart.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet