Det Svend mente

Selv om Svend Auken har været død i fire år er hans tanker stadigvæk relevante i dag
Forleden ville Svend Auken være fyldt 70 år. Alle havde en mening om Auken, og i de seneste måneders debat om Socialdemokratiets historie og sjæl er Auken ved flere lejligheder blevet bragt på banen, både for at forsvare og for at undsige partiledelsens aktuelle kurs. Auken er altså i høj grad stadig aktuel.

Politik er resultater. Resultaterne er vigtigere end alt andet. Det er med dem, man forandrer og sætter sit præg. Resultaterne er politikkens livsnerve.

De fleste er enige om, at Auken var en ideolog. De fleste er også enige om, at han tilhørte venstrefløjen i Socialdemokratiet. Alligevel er han langt fra let at placere i en kasse, og han kan ikke umiddelbart placeres klart i hverken den ene eller den anden tradition inden for Socialdemokratiet. Auken var i høj grad sin egen.

Med udgangspunkt i de to kronikker, ”Mit politiske testamente”, som han skrev kort før sin død, har jeg forsøgt at udlede de centrale pointer fra Aukens politiske univers.

Politik handler om at skabe resultater

”Politik er resultater. Resultaterne er vigtigere end alt andet. Det er med dem, man forandrer og sætter sit præg. Resultaterne er politikkens livsnerve. […] Mit budskab i dette testamente er simpelt: Realisme og idealisme hører sammen”

De første og de sidste linjer i Aukens testamente opsummerer ret præcist Aukens tilgang til politik. Flotte partiprogrammer og indignerede 1. maj-taler (et af Aukens specialer) var alt sammen meget godt, men hvis ikke de flotte ord blev omsat til praktisk politik, kunne det være det samme. Her ligger Auken klart i forlængelse af den kurs, der har kendetegnet Socialdemokratiet i snart 100 år, nemlig at søge indflydelse på den førte politik, også selvom det betød, at man måtte gå på kompromis fra tid til anden.

På midten er døde fluer, hvide striber - og politiske resultater!

”I politik er det vigtigt med holdninger og principper. Folk, der lader, som om alle ideer er lige gode/dårlige, skal man være på vagt over for. Midt på vejen er der som bekendt ikke andet end hvide striber og døde fluer. At være i midten af noget, andre har defineret, er ikke opløftende. Alligevel er det værd at huske, at resultaterne i et demokrati ofte skabes, når mennesker med forskellige udgangspunkter mødes midt på vejen og finder frem til fælles løsninger. [… ]Politik skabes på midten, men sjældent af midten.”

I forbindelse med de seneste måneders diskussion om, hvorvidt Socialdemokraterne er et midterparti eller et venstrefløjsparti, har repræsentanter fra begge synspunkter inddraget Auken som bevis på, at de har ret. Finansminister Bjarne Corydon og Co. har lagt vægt på den sidste del af citatet, mens kritikerne af ledelsen har lagt vægt på den første. Auken ville formentlig også have været stærkt kritisk over for Bjarne Corydons udsagn om, Socialdemokraterne er et midterparti, hvis holdning (eller standpunkt!) er fastlagt ved det ene yderpunkts holdning plus det andet yderpunkts holdning delt med to. For her lader man det jo netop være op til andre at definere, hvordan midten skal se ud. Omvendt ville Auken også være kritisk over for de dele af S og SF, som drømmer om, at et stabilt regeringsprojekt kan føres alene med støtte fra den yderste venstrefløj.

I Aukens univers må den væsentlige politik nødvendigvis forhandles hen over midten, med opbakning fra mindst et af de store, borgerlige partier.

Markedet skal være samfundets tjener

"Ligeledes er markedet en herlig tjener, men en skrækkelig herre."

For Auken var markedet hverken ’godt’ eller ’ondt’. Det var en nogle simple mekanismer, som kunne – og skulle! – bruges aktivt. Auken brugte selv netop markedskræfterne aktivt, ikke mindst i miljøpolitikken, hvor afgifter og fradrag blev brugt til at motivere folk til en mere miljøvenlig adfærd. Omvendt advarede Auken så også imod, at lade markedskræfterne få alt for frit spil.

I sit testamente gjorde Auken i høj grad liberalisternes ’markedsforgudelse’ ansvarlig for finanskrisen, og han var skeptisk over for at inddrage markedskræfterne i forhold til centrale forsyningsområder, som fx energisektoren.

At holde op med at stille krav, var for Auken det samme som at give op.

Mennesker kan ændre verden

"Det […] opgør med almuesindet var den socialdemokratiske arbejderbevægelses tro på, at mennesker uden magt og privilegier kunne ændre deres vilkår ved at organisere sig, udvise solidaritet og dygtiggøre sig – parret med visionen om, at det retfærdige samfund havde plads til alle og brug for alle, og at arbejdsløshed og klasseskel ikke var en forudsætning for en økonomis dynamik."

Auken havde en grundlæggende tro på, at mennesker kunne slutte sig sammen i fællesskaber og derigennem forandre verden. For Auken er det værste der kan ske for mennesket, at det bliver ramt af ’almuesindet’, dvs. mister troen på at det kan være med til at påvirke sin egen fremtid og derfor bliver tilskuer til deres eget liv. I stedet for at sætte sig ned og beklage sig over, hvor uretfærdig verden er, kan man faktisk ændre den, hvis man står sammen og kæmper for forandringen. Her distancerer Auken sig fra marxismens tro på, at samfundsudviklingen er determineret af produktionsforholdene og følger en fast udviklingslinje, hvor ’masserne’ måske nok kan fremskynde udviklingen, men ikke i afgørende grad ændre den. For Auken var det enkelte menneske ikke bare en passiv tilskuer til samfundsudviklingen – ham eller hende kunne aktivt påvirke den og skabe en bedre tilværelse for sig selv og sine omgivelser.

Netop frygten for almuesindet får også Auken til at tage skarp afstand fra de dele af venstrefløjen, hvor man ser fx indvandrere som nogle stakler, der helst bare skal have lov til at passe sig selv med en månedlig check fra kommunen. Aukens budskab var netop, at der skulle stilles krav, for kun ved at stille krav til folk kunne man vise dem, at man havde tillid til dem og så dem som mennesker med et potentiale.

At holde op med at stille krav, var for Auken det samme som at give op.

Materiel velstand er ikke alt

"Markedsforgudelsen og materialismen har ødelagt manges selvopfattelse. Vi er ikke primært producenter og forbrugere. Vi er først og sidst mennesker. Materiel velstand er et vigtigt middel, men det kan aldrig blive et mål for tilværelsen i sig selv uden at avle ny fattigdom."

Auken blev politisk dannet under 60’ernes velstand og ungdomsoprøret. Han adskilte sig dermed fra især efterkrigstidens generation af socialdemokrater, som havde oplevet 30’ernes krise efterfulgt af en altødelæggende verdenskrig. Derfor så de vækst og arbejdspladser som det helt centrale i det socialdemokratiske projekt. Auken var bestemt også optaget af arbejdspladser, men var også del af en generation, som gjorde op mod det, de opfattede som forældregenerationen snævre fokus på materiel velstand. Nogle eksperimenterede med alternative livs- og familieformer, mens andre kastede sig over nye politiske områder der dukkede op i debatten.

Blandt de nye emner var miljøområdet, som skulle blive en hjertesag for Auken.

Det enkelte menneske og dets værdighed

"Kærlighedsbudskabet er ikke et kompliceret sæt regler og love. Du skal elske din næste – dvs. mennesker, du møder på din vej – som dig selv og hjælpe, hvor du kan. Jesus taler om at give mad til den sultende, vand til den tørstende, klæder til den nøgne og beskyttelse til den udsatte. Elementære handlinger, som vi alle kan gøre, og som gør tilværelsen tålelig for alle."

Auken skiller sig fra både sine forgængere og sine efterfølgende ved at tale meget åbent om sin kristne tro. Den kristne indflydelse ses tydeligt i Aukens tilgang til politik. Hvor store velfærdstatsarkitekter som fx Kampmann/Krag og senere også Nyrup/Lykketoft var optaget af den overordnede samfundsudvikling, var Aukens udgangspunkt i højere grad det enkelte menneske og dets værdighed. Det kommer f.eks. til udtryk i Aukens syn på udlændingepolitikken, hvor Auken ofte blev defineret som en ’slapper’. Det er formentlig også er rigtigt et stykke hen ad vejen, men det overser samtidig, at Aukens tilgang til udlændigeområdet var helt anderledes, end den man f.eks. fandt hos de københavnske vestegnsborgmestre. De så i høj grad på den overordnede samfundsudvikling, med stigende ghettoisering, ulighed og social polarisering, og konkluderede, at noget måtte gøres for at begrænse tilstrømningen. Aukens udgangspunkt var i højere grad den enkelte flygtning, der ville blive nægtet adgang, eller den enkelte unge, der ville miste retten til at blive familiesammenført, hvis reglerne blev strammet.

For Auken var en regulering ikke retfærdig, hvis den ramte uskyldige, uanset hvor fornuftigt det overordnede formål så end kunne være.

Farvel til ’tax-and-spend’-partiet

Auken er ofte blevet fremstillet som repræsentant for en mere venstreorienteret linje i Socialdemokratiet, der ligger i tråd med forgængeren Anker Jørgensen, men som adskiller sig fra tidligere partiformænd som fx H. C. Hansen og Jens-Otto Krag, og hans efterfølgere som Nyrup og Lykketoft. Men det var i Aukens tid som partiformand, at Socialdemokratiet forlod det ”tax-and-spend”-spor, partiet havde fulgt siden starten af 1960’erne. Det skete i en erkendelse af, at et fortsat stigende skattetryk og en fortsat udvidelsen af den offentlige sektor ikke var en langtidsholdbar vej. Det var en erkendelse der spredte sig blandt især de nordiske socialdemokratier i sidste halvdel af 1980’erne, ført an af Olof Palmes finansminister, Kjell-Olof Feldt.

Det var også et skifte for Auken personligt, der som arbejdsminister i 1970’erne netop havde været repræsentant for tax-and-spend-linjen. Tidligere finansminister Knud Heinesen fortæller i sine erindringer, hvordan Auken ofte, i samarbejde med fagbevægelsen, forsøgte at spolere regeringens bestræbelser på at bryde den negative løn- og prisspiral, som ødelagde konkurrenceevnen og førte til, at Danmark i løbet af 1970’erne oplevede høj arbejdsløshed og oparbejdede en gigantisk gæld til udlandet. Auken og fagbevægelsen var især kritisk over for Heinesens forsøg på at begrænse lønudviklingen, som både samtiden og eftertiden så som en nødvendig forudsætning for at forbedre konkurrenceevnen.

Kort efter Auken overtog formandskabet, slog Socialdemokratiet imidlertid ind på en ny vej. Flankeret af Nyrup og Løkketoft præsenterede Auken programmet ’Gang i 90’erne’, som i eftertiden fået nærmest mytisk status, men reelt var et temmelig tørt og teknokratisk oplæg, der havde fokus på at forbedre konkurrenceevnen gennem løntilbageholdenhed og lavere selskabsskatter, udvidelse af arbejdsstyrken (arbejdsudbuddet) gennem blandet andet lavere marginalskatter, arbejdsmarkedsreformer og efteruddannelse, og endelig at effektivisere den offentlige sektor.

Auken har siden forsøgt at lægge lidt luft til ’Gang i 90’erne’, blandt andet i Hans Mortensens Det, Svend mener, er, men tilbage står, at han som partiformand stod for den måske største politiske fornyelse af Socialdemokratiet i de sidste 50 år - i hvert fald frem til og med 2012.


Flere artikler om emnet

Annonce